VERDENSPREMIERE I KLAMHUSE KINO
Mange flere billedfilm
Retur til avisens forside
Evigtgyldige klassiske udråb
Skriv et svar
Tag-arkiv: gris
18. december: Svinehunden
Vi har ofte hørt om den og måske endda identificeret os med den, men hvordan ser svinehunden egentlig ud?
Her er svaret. Usminket og ubarberet.
“Jeg kan lide den, som den er,” siger onkel Philbert. “Der skal ikke laves om på vores brave danske svinehund. Eller på mig. Bum bum færdig og fremdeles glædelig jul.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Avisens forside
17. december: Gris i kunsten
Skagen strand: Stilhed, stemning, skønhed og spadserende gris.
På et værtshus nær dig: Titel overflødig.
16. december: Griseridning
EN VIDUNDERLIG FOLKESPORT
“Hvis jeg kunne, ville jeg stadig dagligt krydse Vester Usseldrup Hede med en muntert galopperende gris mellem benene,” erklærer onkel Philbert. “Som forholdene er, må jeg nøjes med flæskesvær og mindernes dans over værtshusbordet.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Avisens forside
Guf er guf, og ingen skal benægte det!
Retur til avisens forside
Grisens vidunderlige verden
EN KAVALKADE AF ÆDEL POESI OG UFORGLEMMELIGE ILLUSTRATIONER:
FORELØBIG SLUT PÅ POESIEN. KLIK PÅ DENNE GRISEDE REPORTAGE:
Retur til avisens forside
Hvor der er gris, er der glæde
PORKOFIL POESIKAVALKADE
…og her får vi moralen, skåret ud i grisehud:
KLIK og se også:
Retur til avisens forside
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 24:25
”Aldrig i livet!” skreg Gylla, greb ud efter sin håndtaske og fremdrog sin peberspray.
Abehånden faldt ud på gulvet med et klask, rejste sig op på alle fem, og pilede som en jagtedderkop frem mod den onde advokats bagdel, hvis blinkende analprop lyste som et katteøje i mørket.
Willy Best greb om sin dunkende erektion og brølede ud over gårdspladsen:
”Jeg er egnens absolut største officielt udpegede opmand, og jeg har i årevis stået foran Vestre Landsret! Jeg forlanger…”
Der lød et højlydt svup, da abehånden rask hev proppen ud af advokatens behårede anus, men dette overdøvedes omgående af et gigantisk brag, da hans konstiperede tarme tømtes ud over hele tårnværelset.
Willy Best fløj som en raket gennem luften med en meterlang stikflamme lysende ud af sit frigjorte rektum, og sejlede over firmamentet som et stjerneskud, i retning mod Holstebro. Folkeskaren gispede i ærefrygt.
”Et tegn! Det er et tegn! Det er selve ledestjernen!” udbrød dr. Cunnilingus eksalteret, og rev sin bibel midt over, i ren eufori.
”Heil Hitler!” skreg Benito Schneckelfritz-Frederiksen, affyrede sit gevær op i luften, og skød ved et uheld vejrhanen ned.
”Yyyyyyy!” hvinede Lullah, som nu hed Abdullah Flatullah og var iført griseniqab, da hun var konverteret til islam, for ikke at blive spist til jul.
”Sikken et hyr der bliver med al den oprydning…”, sukkede Fridolph, resigneret.
”Money, money, money…”, gnækkede aben og listede diskret tegnebogen op af baglommen på en af de mange omkringstående landproletarer. Desværre var den så godt som tom.
”Det var dog satans til spektakel!” snerrede greven, og tilføjede: ”Ååh, it’s hard to be an adelsmand!”
Gylla trådte tydeligvis rystet frem på balkonen, hendes velskabte figur indsmurt fra top til tå i faecalis juris.
”Hør på mig, alle I dernede,” deklamerede hun med gråd i stemmen.
”Oh, rædsel!” skreg exorcisten og pegede op på balkonen. ”Det er Den Brune Dame! Det er et varsel!”
”Hold nu for fanden Deres kæft, og se at få os gift, inden jeg slår Deres latterlige person til lirekassemand,” indvendte Bob, der netop var vendt tilbage efter at have trukket sin stakkels far op af voldgravens ildelugtende pludder.
”Øeeh, nå, jamen-øeh, så erklærer jeg jer hermed for rette ægtefolk at være!” skrålede dr. Cunnilingus frygtsomt, ved synet af Bobs store knyttede næver og den enorme bule i bukserne.
”Ja, og må jeg så også godt snart kneppe bruden?” insisterede Bob, der var ved at eksplodere af libido.
”Jamen, så hør mig dog!” lød det atter fra balkonen, hvor Gylla hævede abehånden op foran sig.
”Jeg ønsker os allesammen en rigtig glædelig jul!”
Et blændende lysglimt illuminerede et øjeblik gårdspladsen, og et lettelsens suk løb gennem folkemængden. En af landproletarerne begyndte pludselig at synge med spæd stemme, og resten istemte efterhånden den gode, gamle sang, medens julesneen dryssede idyllisk ned over gårdspladsen:
”Glade Jul, dejlige Jul!
Willy daler ned i skjul,
Did han flyve til Ho-olstebro
Hvor de ukristne mennesker bo
Knockelborg vil dog bestå-å…
Knockelborg, du skal bestå!”
* * *
På diskotek Wankers 101 havde bestyreren netop ved udkastning i gadekæret fyret den
venlige, omend måske en anelse perverterede tjenestegørende dværg.
”Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen, din homofile drillenisse!” råbte han, og kastede glasset med drikkepenge efter ham.
Døren smækkede i med et brag, og dværgen snøftede lidt, rettede sin bh, og fiskede sin SS-kasket op af dammen. Han tømte glasset med mønter og studsede over den fedtede bukseknap. Så gned han på den, og et guldglimt blændede ham. Det var en 500-gulddaler courant fra 1801, kongerigets sjældneste mønt!
Nu kunne han endelig købe sig sin egen cirkusvarieté! Julen var og blev reddet, for store som for små!
(Fortsættelse og afslutning her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25
Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.
Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.
“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”
Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.
“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.
Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.
“This way, you bloody fools!”
* * *
17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.
“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”
Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.
I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.
Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.
“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”
Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.
* * *
“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.
“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”
“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.
“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”
Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.
Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 18:25
For den trofaste Fridolph var sagen for første gang i hans fornedrede og gennemlusserede slaveliv soleklar: Han ville tage livet af sig selv.
I de gode gamle dage var det nogenlunde det samme: Slid og slæb fra morgen til aften, uden tak eller nævneværdig løn, og med læsterlige prygl i tilgift, men nu var verden da virkelig gået af lave. Grevens surrealistiske metamorfose var blot dråben, der fik livsbægeret af angst, ydmygelse og tårer til at flyde over. Pligttro som altid, nagede det ham dog, at han i døden ville mangle at sy alt grevens tøj om, og og justere højden på det rundknockelske defækationsstativ.
Men det nyttede ikke. Først ville han kaste kære Lullah og dernæst sig selv, i den iskolde voldgrav. Denne aften, klokken 22:42 prc.
Som tænkt, så gjort. Med et skrig ikke hørt magen til på Knockelborg siden d. 7. juli 1777, hvor grevens tip-tipoldefader i et raserianfald over et tabt spil romtoddy skubbede sin daværende gravide hustru Miriam von Rundknockel ned ad stentrapperne i det vestlige tårn, fløj grisen sprællende gennem luften, medens den defækerede vildt i en vifte ud i luften, og tilstænkede Fridolphs overkrop og ansigt med tynd svinefæces.
Lullah forsvandt i dybet med et plask.
”Farvel, du lille, og hils i grisehimlen, hvor de ikke serverer flæskesteg til Jul!”, hulkede han og tog et skridt op på vindueskarmen.
”Så er timen kommet!”, ytrede han højtideligt, og gjorde sig klar til det fatale spring. ”Men hvad nu hvis man ikke synker, men overlever?”, tænkte han, praktisk som han var. ”Man må hellere være på den helt sikre side!”. Han gik hen til sit vakkelvorne karlekammerskab, åbnede de knirkende låger og omfavnede en tung kæmpefækalie, som han havde gemt, til han engang skulle pensioneres.
”Så skulle den være der!”, fastslog han selvsikkert, lukkede øjnene og kastede sig ud af vinduet, med et hjertens suk.
* * *
Nede i privaten på Wanker 101 var diskotekspræsten netop godt i gang med at affyre håndholdt fyrværkeri og analkopulere med sin mandlige dværgassistent, da døren fløj op og Bob Rakkelpot fløj ind hånd i hånd med den meget erotisk opstemte Gylla.
”Gift os på stedet, du liderlige møjsengøjser, eller jeg giver dig og din pornokrøbling karantæne, og et par fede flade på hver side af hovedet, oven i handelen!” skreg Bob, med en synlig erektion i sine stramme jeans.
”Rolig nu,” mumlede præsten og foreslog en spontan firkant, for ligesom at berolige gemytterne.
”Firkant? Ja, hvorfor egentlig ikke…” ræsonnerede Bob og blinkede til sin kommende viv.
”Er du på svampe, Bob? Firkant?, protesterede Gylla og knugede abehånden, der nu kun havde et eneste ønske tilbage.
(Fortsættes her)