Hestestalden var tom. Den allersidste af de engang så prægtige knockelborgske gangere var for længst blevet afhændet til sæbefabrikken, og kun bidmærkerne i de gamle vakkelvorne træbåse, og det ildelugtende lag af rådnende hestegødning vidnede om fordums storhed. Hér havde egnens dygtigste galopheste engang stået i den isnende kulde og sultet, og skambidt hinanden, efter en velfortjent omgang aftenprygl. Nu var der slet intet tilbage.

”AD!”, udbrød Gylla, da hun satte sin porcelænsfine fod ned i det afskyelige søle. ”Hvordan skal jeg nu komme til Holstebro? Jeg kan jo ikke føre sådan et automobilkøretøjsvehikel! Det har vi jo altid haft folk til! Åh, bare de dog ikke havde skudt den fordømte abekat. ”

Hun gøs ved tanken om den væmmelige advokat, hans pisk og hans halvmeterdildo, og knugede den slimede abehånd.

”Jeg ville ønske det allerede var Jul!” deklamerede hun fnysende, og gik ud på gårdspladsen, hvor der til hendes store forundring nu lå et centimetertykt lag sne. Hyrevognen stod tom og forladt, og lysene fra hovedbygningens vinduer var alle slukkede. Hun stred sig klynkende gennem den fygende blæst, og gik indenfor.

* * *

Oppe i festsalen var greven ikke just tilfreds med nyheden om de to dages ventetid på reparationerne.

”Sig mig, er De overhovedet i stand til at fremkomme med bare delvist gode nyheder, De elendige budslave,” snerrede han, medens han sprang ned på gulvet, synligt irriteret.

”Jamen, der er desværre ikke noget at gøre. De må bevæbne Dem med tålmodighed, hr. greve,” svarede Fridolph, noget valent.

”GU’ FANDEN I HEDE HULE HELVEDE VIL JEG EJ!” skreg greven, og snurrede rundt i en pirouette, medens han smurte den stakkels tjener en knaldende lussing, der sendte ham rullende hen over middagsbordet, så han med en klirrende brag rev hele det engelske spisestel med sig i faldet.

”Og dér røg så det sidste sæt Bing & Crosby, som endnu ikke er pantsat!” konstaterede greven lakonisk. ”Men bare rolig; det vil blive fratrukket Deres lusede løn, som De i øvrigt godt kan kigge i vejviseren efter!”

Fridolph rejste sig fortumlet, og fremstammede: ”V-v-var der ellers andet, hr. g-greve?”

”Ja!” svarede Lambert, medens han for fuld kraft sparkede Lullah i maven, så dyret trillede 3 omgange. ”De kan jo for eksempel skrubbe af, tage Deres evnesvage møgdyr med Dem, og så lukke alle døre efter Dem, undervejs!”

Lambert lo hånligt af den nedbøjede tjener og den humpende gris, som forlod lokalet i stilhed.

”Nu bliver der sågu’ andre boller på suppen, hér på godset”, godtede han sig højlydt, og gned sig i hænderne, medens han vendte sig mod advokat Willy Best.

”Ved De hvad, jeg synes…” begyndte Lambert.

Men Willy Best var der ikke.

(Fortsættes her)