ET BETAGENDE JULEEVENTYR I NORDVESTJYLLAND:
Trafikanter på strækningen Holstebro-Blodhavn har i den seneste tid undret sig over en varevogn med jydekrog og Brenderup trailer, der i sneglefart bevæger sig nordover. Vognen føres af 3 vismænd, og de er ofte set stoppende i vejkanten, mens de stirrer mod stjernehimlem, som om det var et kort.
På strækningens rastepladser og McDonald’s restauranter svarer de 3 ikke direkte, når lokale spørger til deres ærinde, men fortæller i stedet den mest sælsomme historie om et drengebarn, en jomfru, og et latrinskur, hvor både orne og avlstyr holder fred. De fleste har afskrevet dette galemandssnak som efterveerne af en ordentlig julefrokost, og vismændene er flere gange blevet bedt om at blæse i ballonen. Men nu kan vor avis med eneret for Nordvestjylland forklare sammenhængen, idet vi har talt med eventyrets hovedpersoner:
“Vi ankom jo til Asylcenter Holstebro, hvor vi indskrev os som Josef Davidsen, snedkerlærling, og kæreste Maria”, oplyser det unge par telefonisk fra deres nye opholdssted, Ægyptensvej i Kastrup. Da sagsbehandleren hørte, at Maria kun er 16 år, insisterede han på, at hun skulle separeres fra mig som barnebrud. Bedre blev de ikke, da jeg forklarede, at Maria stadig var jomfru; DJØF’eren klemte Maria på maven og mumlede noget om mentalundersøgelse… Vi forstod alvoren og flygtede snarest med rutebilen nordover.”
“Da vi kom til endestationen i Thisted, forhørte vi os straks på Basses Kro. Men her var alt optaget af en partikongres. Til alt held havde Krofatter rådighed over et latrinskur på Klamhuse Hede, hvor Maria og jeg blev indlogeret. Da veerne kom senere på aften opstod et større postyr. Først blev vores lille latrinskur opsøgt af en avlstyr og præmieorne fra Erna Bavnings Tyrestation; de lagde sig dog fredeligt ned sammen. Men senere hørte vi motorlarm, og 3 vismænd fra Holstebro ankom uanmeldt. Det var sådan set pænt af dem at bringe gaver, men de kunne vel have ventet til babyshoweren, som vi planlagde ugen efter? Vi har jo ikke engang haft tid til at give den lille Nem-ID”, anfører en noget frustreret Josef Davidsen, før han afslutter samtalen.
Vi her på redaktionen havde ellers gerne hørt, hvorfor det unge par abrupt forlod det nordjyske for at tage ophold på Ægyptensvej, men det må vente til januarudgaven.
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside
Havde på et tidspunkt en skinger debat med hr Fleggaard om hans sortiment. Oldingbordellet havde længe forlangt vendbare præservativer for at nedbringe omkostningerne og dermed udhulingen af aldersrenten så der snart hverken er til cerutter eller noget. Hr Fleggaard var af den formening han kunne sælge det dobbelte såfremt kardonnerne ikke var vendbare. Den havde han regnet ud den snu rad, men efter et uheldigt fald fra et højtliggende vandtårn et vådeskud og en mindre ildebrand kom han på bedre tanker
Sådan skal det være, hr. Sølvtand! Kunden har altid ret, eller syd for grænsen: Kunde ist König!