DET HERRENS ÅR 1718
Den frygtindgydende pirat, kaptajn Sortskæg, havde efter adskillige års skattejagt, plyndring, vold og mord trukket sig tilbage til en tropeø for at nyde sit otium. Han havde opført en millionvilla ved stranden hvor den tidligere besætning nu fungerede som hans personlige gartnere, kokke, rengøringshjælpere, massører med videre.
Den pensionerede pirat lå kun iført hat i en hængekøje med en cigar og en tropedrink med paraply.
“Hvem er den mægtigste pirat i verden?” gjaldede han til sine oppassere.
“Sortskægt … Sortskæg … Sortskæg!” jublede hans tidligere besætning.
“Mig kan ingen røre.”
“Heller ikke dem der?” spurgte en tidligere matros.
Et skib var kommet ind til kysten og soldater med sabler og skydevåben sprang ned i sandet. De havde kurs mod Sortskægs domicil.
“Hvem er De og hvor vover De at betræde mine enemærker,” brølede Sortskæg. Han hoppede ud af hængekøjen og stillede sig med hænderne i siden.
Den forreste mand i geleddet svarede:
“Mit navn er Robert Maynard. Jeg er kommet for at hugge hovedet af kaptajn Sortskæg og sætte det på en pæl til skræk og advarsel. Er De Edward Teach alias Sortskæg?”
“Nej!” svarede Sortskæg prompte.
“Jeg er temmelig sikker på at De er Sortskæg,” sagde den nyankomne.
“Hvorfra får De dog den sindssyge ide?”
Hr. Maynard slog ud med armene:
“For det først ligner skibet ude ved havnen Sortskægs skib, Queen Anne´s Revenge. Navnet står i hvert fald på siden med gigantiske bogstaver.” Han pegede ud mod kysten.
“Fordømt,” mumlede Sortskæg for sig selv.
“For det andet,” fortsatte den fremmede. “Så befinder De dem på Sortskægs bopæl.”
“Hvem siger det?” udbrød piraten tørt.
“De 75 skilte med navnet Sortskæg skrevet på dem. Skiltene står hele vejen rundt om grunden. Der står i øvrigt også Sortskæg på Deres hat.”
Sørøveren flåede sin hat af og gemte den bag ryggen.
“Intet andet end tilfældigheder …”
“Sidst men ikke mindst er De den eneste med sort skæg, ja faktisk den eneste behårede i umiddelbar nærhed.”
Piraten skulede irriteret til sin tidligere besætning.
“Pokkers jeg er afsløret, men De skal ikke få mig uden kamp.”
“Næh, det er klart. Jeg havde ikke forventet andet,” svarede Robert Maynard.
Sortskæg drejede rundt på stedet, spurtede direkte ind i huset og barrikaderede døren.
“Luk op,” råbte soldaten. Han hamrede på hoveddøren. “Ellers kan vi jo ikke hugge hovedet af Dem.”
“Et øjeblik,” råbte Sortskæg. Han greb en kniv og skår skægget af. For en sikkerheds skyld barberede han hele kroppen for sorte hår. Derefter samlede han hårene sammen til en klump og løb han hen til sin kæleged, Dolmina.
Geden brægede forvirret.
Piraten limede sin afklippede kropsbehåring fast på gedens hage og placerede hatten ovenpå dens hoved.
“Hvis De ikke åbner så sparker vi døren ind!” lød det udenfor.
“Bare kom an,” svarede piraten inden han gemte sig i kosteskabet.
Straks blev døren sparket op. Soldaterne fór ind i villaen og fik øje på geden med det sorte skæg og hatten.
“Der er han. Dræb ham.”
Geden manøvrerede brægende uden om mændene og tog flugten ud af døren.
“Fang piraten. Hug hovedet af ham!”
RESTEN AF HISTORIEN
Da kysten var klar sprang den ægte kaptajn Sortskæg, nøgen og nybarberet, ned i sin flugtbåd. Han flygtede over havet og slog sig i al hemmelighed ned i Holstebro på skattekontoret.
Senere gik han ind i dansk politik. Her var alle alligevel forbrydere og pirater så det var let at føle sig hjemme.
Han fik egen ministerbil, blev bespist på det offentliges regning og steg i graderne med raketfart.
Og da han havde fungeret som skatteminister i to måneder var det på tide at trække sig tilbage med fuld pension og et gyldent håndtryk.
Piraten levede i sus og dus til sine dages ende.
Retur til avisens forside
SE OGSÅ:
