Vort Stor-Sogns stolte Søn og Chef-Redacteur af nærværende Nyheeds-Medium, den ærværdige Herr Louis Knockel, udtaler i Anleedning af Indvielsen af K.M.K.s (Knockelske-Medie-Konglomerat) nye Domicil smukt beliggende ved Pullimut-Kystens Riviera:
“Vor topmoderne Trykke- og Presseriafdeling i Kælderetagen vil øge Omsætningen af såvel Papir- som Brunvarer til gavn for Eksporten og Beskæftigelsen i hele vort hjemlige Storsogn, ligesom jeg med Glæde kan melde, at vort Dagblads Dækning af såvel stort som smaat sket på Pullimut-Egnen vil kunne meddeles den inkvisitoriske Læser endnu hurtigere og mere detaljeret med vor Indførelse af en også for Publicen frit tilgængelig Amerikansk Udsigts-Binoculair på vor Tag-Udsigtsplatform. (Entree 10 Øre, Elevatorbillet ½ Krone, Trappe Gratis, Forfriskninger tilbydes!)”
“Jeg har allerede installeret vort Dagblads skarpeste Graver-Reporter, den unge Nidding Halunk, deroppe, og udstyret ham med en hel skæppe Fem-Ører til Indkast i Apparatet samt en flunkende ny Pencil. Ingen Misdædere eller Opviglere i vort Synsfelt kan fremover vide sig sikre! Herfra kan Vore skarpe Øjne vaage helt til Rusland og Det fjerne Østen!” udtaler Herr Knockel.
“Det er slut med at finde sig i Herning og sydligere Egnes generationslange Udnyttelse af vor verdenskendte Venlighed og Godhed. Vi behøver ikke denne skadelige Import af falske Fækalie-Nyheder. Fra nu af vil den oprigtige og genuint brune Sandhed strømme ud fra Pullimut-Redaktionen lige så hurtigt som Brunvarerne kan paatrykkes Papiret og hvirvles af Rullerne. Kun Presse-Hastigheden sætter Grænsen!” tilføjer en med Hænderne malerisk demonstrerende Chef-Redacteur.
“Med vort stolte Organs indtog i Pullimut gør vi i Sandhed Navnet ”Blodhavn-Klamhuse-Nørre Usseldrup-Nørre Nederen Storsogn” stort igen,” tilføjer Herr Knockel. “Men nu må De have mig undskyldt, ærede Læser; jeg ser, at jeg har glemt at rulle Gardinet for i mit Hjørne-Kontor. Solen skulle nødig blege mine umaadeligt store Stakke af Kronesedler, som jeg af skattetekniske Aarsager har ladet montere i Stedet for Gulv- og Vægtæpper. Nå, ja, og saa en mindre mængde deponeret som Hulmursisolering. Hø-hø!”
“Blodhavn først! Blodhavn først!” smaasynger en forstaaeligt begejstret Herr Knockel, medens han sætter i raskt Trav tilbage mod Bygningens prægtige og som den Gyldenbrune Fremtid skinnende Glasfacade. “Arbejdet venter!”
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside