Jeg har brokket mig meget

Over dem som har gjort menneskers liv så speget.

Jeg ser deres rod hver nat når jeg passer min dont,

Her ude i kanten af verdens horisont,

Hvor jordens sfære og himmelens mødes,

Er det mine klare tanker fødes.

Derfor synes jeg også det er på tide,

At afsløre noget enhver bør vide.

Det kan være jeg ikke har gjort det klart,

At vi Aser er af en hel anden art,

End den menneskene kommer fra,

Og den viden er temmelig dyrebar.

Vi har været på kloden før menneskene kom,

Og tog fat på at lave alting om.

Fordi de bildte sig selv og hinanden ind,

At de var noget særligt gik de over gevind.

De profeter og tyranner jeg henviser til

Som har optrådt med udspekulerede narrespil

Adskillige steder rundt om på kloden,

Begyndte i en enkelt gruppe som sad på bredden af floden.

Den flod, sø, eller vandhul som alt liv er nødt til at finde,

For uden ferskvand ville landdyr, fugle og planter forsvinde.

Det var en ynkelig flok – halvskallede chimpanser –

Med abe-sind og barbariske sanser. 

Det var kun nogle få fra en lille flok

Resten var i en hule – de havde lukket til med en klippeblok.

Her havde de gemt sig fordi de var bange

Når de pelsklædte chimpanser var alt for mange

 Som jagtede den flok som havde plukket pelsen af,

Noget de så som en skabagtig sag.

Det var vel også en fjollet handling,

Som havde ført til denne forvandling.

Men de sad altså her i en lille flok og betragtede det våde,

– At de var næsten uden pels er lidt af en gåde –

De var lusket ud imens de pelsklædte var optaget af noget andet,

Det eneste de skulle var at hente vandet.

Og benyttede sig af det var blevet lidt tåget

Så de slap for at blive overvåget.

Men nu så på sig selv og hinanden i vandets spejl,

Og dermed begyndte deres største fejl.

Det billede de så blev nemlig forvasket

Fordi en af dem pludselig fik klasket

Lidt i den blanke overflade

Det kan også være der faldt et par blade.

Derfor blev de billeder som de halvskallede så,

Noget overdrevne er vel nemt at forstå.

Tågen spillede nok også en ind,

I deres barbariske abe-sind

I hvert fald så de sig selv som store og stærke,

Hvad mange senere kom til at mærke.

Det tog dog sin tid, men lidt efter lidt fik de lært sig forskelligt,

Ikke mindste alt det der betragtes som helligt.

Der er tale om en meget lang periode,

Og mange har fortalt om alt det de troede,

Der var sket – men det meste er hvad de gættede sig til,

De var for længst viklet ind i det narrespil

Af det som blev kaldt for civilisation og kultur

Og det var når de satte planter, dyr og hinanden i bur.

 

FLERE BALDUR-KVAD: