Tag-arkiv: Solvej

Baldurs 15. stordigt: UHÆMMET GRÅDIGHED

Det er galskab når et menneske er for stolt,

Af sig selv – og glemmer den nød dets humane adfærd har forvoldt.

Derfor må det vel være blevet på tide,

At jeg afslører noget det kan være rart nok at vide.

Jeg har fået hjælp til de kvad jeg skriver

Noget som forstærkede og støttede min iver,

Med at redegøre for det triste faktum,

At menneskehedens livsform er blevet både for grov – og dum.

Solvej har nemlig vist mig en omfattende fabel,

Af en som vi Aser anser som meget respektabel.

Den fortæller om en masse kun de færreste fatter,

Det er nu ikke så sært – Oda som skrev det er – Odins datter!

Desuden får hun hver nat besøg af to ravne,

Deres natlige snak kan naturligvis også gavne.

Ravnene fastslår – at et eneste individ er nok,

Til at korrumpere en opskræmt og talrig flok.

Oda ser menneskers dominerende adfærd som miserabel.

Og kalder dem – ABELONER – i sin fabel.

Jeg har tænkt mig at kalde dem – det samme,

Abeloner er et godt navn til alle de tamme,

Som synger med på de korrumperedes falske kantater,

Med tekster der bliver brugt i deres diktater.

Det klinger så hult og disharmonisk,

Og for det meste er det også en hel del hyklerisk,

Ikke mindst når de påstår deres love er så humane

Imens de afslører sig selv som meget profane,

For i virkeligheden hader og mistror de fleste hinanden,

Og satser mest på at slå deres nabo – på panden.

Og værre er det at de også tror

De har ret til at forbruge ALT, selvom de er på det gale spor.

Det er ynkværdigt at se deres uhæmmede grådighed

Når de nedlægger noget der burde være til andre arters rådighed.

Uden de har – selv den mindste beføjelse

Er der nogle som synes – det er en udsøgt fornøjelse,

At dræbe forskellige dyr og bruge dem som udstoppede trofæer,

Som de kan blære sig med til pynt i deres store palæer.

Det er hæsligt at se deres dumstolte miner,

Når de står med foden på det nedlagte dyr – imens de griner,

Og forventer at blive berømte for denne – heltegerning,

Som ikke havde kostet dem mere end at kaste en terning.

At tage på den slags safarier er nemlig et af de narrespil

Som hensynsløse individer kan få sig selv til,

Når de har midler til at spille kong gulerod,

I det Abelone hierarki som vi Aser ikke forstod.

Baldurportræt

Der gælder det samme for andres territorier

Som de erobrer og påstår det giver dem selv helte glorier.

For os er der intet prisværdigt i at slå ihjel og besætte bare – for sjov.

Vi Aser har ikke den slags griske behov.

Der er intet galt i at dræbe  –  for at kunne stille sin sult

Eller at forsvare sig selv når man bliver forfulgt.

Vi er tvunget til æde andre dyr eller planter for at opretholde livet,

Det er nu engang de vilkår som er blevet os givet,

Men dræber man eller besætter af dumstolt forfængelighed,

Eller af en tillært og påtvungen afhængighed,

Er det storhedsvanvid som styrer ens hjertelag

Og man er et blevet offer for et skændigt bedrag.

At tilegne sig andet end det man behøver

Gør den som praktiserer det til en stratenrøver.

Men det er en adfærd Abelonerne kalder for humanistisk

Fordi deres holdninger er blevet materialistisk.

Derfor forbruger de grådigt, hvad de mener kan gavne –

Dem selv – uden sans for det nogle andre dermed tvinges til at savne.

 SE OGSÅ:

HenvBaldurssyvende

Baldurs 8. kvad: Aber uden pels

Som Aser er Solvej og jeg evigt forbundet

I en samklang som hos mennesker er helt forsvundet.

Jeg er den der i ly af mørket kan styre sproget,

Hun som i dagslys ser alt det der er så broget,

Som en ægte Ase kan hun se det der er galt,

Alt hvad der er både falskt og fatalt.

Og afslører sin viden i udsøgte godbidder,

 Med den visdom som alle Aser besidder.

Og fortæller mig hvad der sker om dagen,

Så jeg om natten i fred og ro kan tage mig af sagen.

For selvom der er forskel på hanner og hunner,

Så gemmer vi den til de herlige stunder,

Hvor forskellen give os den skønneste fryd,

At se bort fra det er bedrag – og snyd.

Vi ser menneskehedens kønskamp som svindel og fup

Et af tyranner og profeternes mest udspekulerede kup.

Og en følge af de forvrængede billeder de skallede aber så i vandet,

Et ubegribeligt pres som så meget andet.

Af den stramme struktur som de har konfektioneret,

Og i deres hellige skrifter på – græsk og latin – fik dokumenteret.

Men hvad er disse dokumenter i grunden,

Ikke andet end bevis på at det var mudder de fandt på bunden,

Af det vandhul hvor de sad og pønsede på,

Alle de fordele de selv kunne få,

Når de bare påstod, det var de vise sten de havde fundet,

Og fastslog det var magten og æren de havde vundet.

De som var blevet tilbage i hulen,

Så nemlig ikke deres snedige skulen,

Det var flertallet som var blevet tilbage,

Og de tænkte slet ikke på at beklage –

Sig over – at det den lille flok havde opfundet

Ikke var særlig klart begrundet.

Uden pels var de fleste blevet så skrøbelige

og var derfor en hel del bedrøvelige.

For dem gjaldt det kun om, at få tørsten slukket

Nå, ja – og vel også at få hulens indgang lukket.

De havde jo rykket en smule på klippeblokken,

Da vandet skulle hentes af de få fra flokken.

Og angsten for de mange pelsklædte chimpanser,

Havde skræmt dem så meget og sløret deres sanser.

Måske havde de mod da de selv var pelsklædte aber,

Men når en art skifter ham er der meget den taber.

Da de mistede det meste af pelsen opstod et savn,

De fleste nægtede at se at den havde været til gavn.

Men de få så tabet som deres helt private chance

Til at løse problemet – både med fordel og elegance.

Og det kom sig af de havde hørt en besynderlig pludren

Som storkene kom med i deres indbyrdes sludren.

De langbenede fugle fortalte om os,

Mest fordi de så aber som noget støjende og irriterende ros.

De fortalte om gode dage i de nordlige områder,

Og om os der levede på vores gode og stilfærdige måder.

Men de forvirrede aber fik ikke det hele med,

Det var derfor de kom så galt af sted.

De bemærkede kun at vi var lyse i huden og meget ranke –

Gik oprejst, var nøgne – men havde en manke.

Det der tiltalte aberne mest var – det nøgne,

Og det blev starten på mange løgne.

Abernes problem var jo netop den pels de mistede

Så det er vel naturligt det var den oplysning som fristede.

Men de forvaltede den overordentlig dårligt,

Og brugte denne viden meget vilkårligt.

Sådan går det når man ikke hører det hele,

Og kun tænker på de kager til sig selv – man er ude på at mele

Derfor tosser de rundt i en endeløs fumlen,

Der bliver til en nervøs og rastløs gumlen.

Baldurportræt

Baldurs 7. kvad: Søster Solvej fra Brøndbyøster

Når morgenduggen falder blinker rimene i græsset,

Men efter nattens ridt kan jeg være noget presset,

Der sker så meget i nattens mørke,

Og min hals plages af en rusten tørke.

Men så hjælper det med en morgendram,

Hvorefter jeg giver min søster et kram,

Imens jeg glæder mig over at jeg har en søster.

Den dejlige Solvej fra Brøndbyøster.

Solvej

Når jeg stopper mit ridt er det hendes tur,

Til at begynde sit – imens jeg tager mig en velfortjent lur.

Det er hendes dont at ride Skinnfaze hele dagen,

Og for hende er rimede kvad ikke lige sagen.

Vi deles om døgnet, og på den måde har det altid været,

Som Aser forstår vi at dele besværet.

Det er Solvej og mig som styrer såvel dagen som natten

At tro noget andet er en af de helliges fjer i hatten,

Som så meget andet hentet direkte fra komplottet

Hos dem som sidder og blærer sig oppe på slottet,

Eller hvad de nu kalder deres bevogtede residenser

Hvorfra tyranner og profeter planlægger og styrer “tidens” tendenser.

Den tid som de tror kan sættes på skinner,

De har ikke fattet at den ustandselig forsvinder.

Deres ideer om sekunder – minutter og timer,

Er flygtige påstande som ikke rimer.

De har bagatelliseret tidens virkelige væsen,

En tyran eller profet er ikke så kræsen.

De har indrettet alt i deres eget register

Som i vore øjne mest af alt ligner medister –

Pølsen – hvor skindet sprak,

Med andre ord ikke andet end pølsesnak.

De har opbygget snedige talsystemer,

Som skal fastholde alt hvad de vil og mener,

Det ligger nemlig i alle deres metoder,

At få tilgodeset deres egne goder.

Når de kalder tabeller og talrækker for logisk

Skjuler de at logikkens baggrund er filosofisk.

Påstande hentet på de autoriserede læreanstalter

Som tyranner og profeter i samråd forvalter.

Og hermed er vi atter tilbage

I menneskehedens tidligste dage,

Til den lille flok halvskallede chimpanser

Med abe-sind og barbariske sanser.

De der var sendt ud for at hente vandet,

og sidenhen ikke tænkte på andet,

End at de ville være hele flokkens idealer,

Samt dem der bestyrer og befaler.

Det var nok nemt fordi aber altid har været hinandens ekkoer,

Selv når de skiftede farve som snedige gekkoer.

Det hele var noget der blev brygget sammen,

Af den lille folk som sad der ved dammen –

Hvis det da ikke var en flod eller måske bare en lille vandpyt,

Det vigtigste er, at både de selv og alle andre blev grundigt snydt.

Dengang de betragtede sig selv i det urolige spejl,

Og dermed satte gang i en lang række fejl.

Det der skete dengang for så længe siden,

Er bevidst blevet skjult hele tiden,

Det den lille flok havde set i vandet gjorde dem blaserte

Selvom disse spejlbilleder var både skæve og forkerte.

Baldurportræt