Det er hæsligt at være vidne til

Det meningsløse rænkespil,

Som har sat sit præg på store dele af kloden,

På grund af de få som sad der ved floden.

Siden har deres påstande hærget overalt med tro og idealer,

Imens de brugte skarpladte våben og tordentaler,

Og fik oprettet nationer med tvivlsomme regimer,

Ved hjælp af slørede foredrag som ikke rimer.

Menneskeheden sidder fast i en skrue uden ende,

Og intet tyder på at dette magtmisbrug vil vende.

Den ene hersker er ikke bedre end den anden,

For dem alle gælder det kun om at overgå hinanden.

Om de kaldes for demokrater eller diktatorer,

Er det eneste de vil at være – de store.

Som påstår at være udvalgt af en højere magt,

Og at alle deres påstande er forudsagt.

Men vi Aser som kender alt til både kloden og livet,

Ved også at intet på forhånd er givet.

Det gælder også for menneskearten,

At deres liv har den samme værdi som leoparden.

Og al deres snak om magten og æren,

Vil forhåbentlig en dag opsluges i atmosfæren.

Jeg forudsiger ikke ragnarok,

Men peger på menneskers urimelig målestok.

De tror at de kan regne alting ud,

Og vil regulere livet med systemer og forbud.

Men det hjælper dem ikke at de sidder og tæller,

Imens de samler på trofæer og meningsfæller.

Det er menneskehedens abe-sind

Som får dem alle til at rende med en halv vind.

De fleste som havde søgt tilflugt i hulen,

Havde inden da været fri som fuglen,

Men nu sad de der og krøb ynkeligt sammen,

Og så den mistede frihed som fryd og gammen.

De glemte at frihed ikke er ubegrænset,

Et abe-sinds visdom er meget indskrænket.

 Fordi menneskehedens historie bygger på den illusion

Som opstod i den ret pinlige situation,

Som jeg har peget på adskillige gange,

Helt tilbage fra Arilds tid

 Blev det nemlig til storhedsvanvid.

Fordi de fejl som fulgte med er utrolig mange.

Og det som for alt levende blev så forbandet,

Er den respekt de fik til de få som sad der ved vandet

De som påstod at livet blev langt og stabilt

Når bare alt blev ensrettet og gjort sterilt.

Det der naturligvis også hjalp på sagen,

Var den ydmyghed de fleste lagde for dagen.

Derfor tvivler jeg også på,

Om det er de mange – eller de få,

Som får det narrespil til at blive ved

Med at gøre kloden til et ubehageligt sted,

Hvor brutale krige og ufred raser,

Fordi de engang ville ligne – os Aser.

Både de store og små tror nemlig stadig på storkenes snakken,

Som var det der fik flertallet ned med nakken.

Det er sørgeligt at de stadig lytter til sladderen,

Som stammer fra en gang formålsløs pladren.

Her i norden lyttede vi også til fugle

Men vi glemte ikke den mindste smule,

Vi gav os den tid der skulle til,

Og deltog ikke i narrespil.

Vi Aser er ikke af abe-art,

Fordi vi fik en hel anden start.

SE OGSÅ: