Mennesker er fastlåst i de gamle vaner og idealer

Som de lærte tidligt af dem der befaler.

Lige fra menneskeheden plukkede sig halvnøgne,

Har storhedsvanvid og lumske løgne,

Domineret deres adfærd på mange måder,

Det blev – som nævnt – sat i gang af de få som råder.

 Flertallet holdt ikke særligt godt sammen,

Siden de havde forandret på hammen.

Senere blev stridighederne til meget mere

I takt med at menneskerne blev flere og flere.

Det var lige præcis hvad – vandbærerne – kunne bruge,

Til at få mere magt var det bare at knuge

Og skræmme de fleste i flokken

De som havde søgt tilflugt bag klippeblokken.

 Vandbærerne havde set så mange gange,

At skræmte dyr nemt lod sig fange.

Det havde de lært når de hentede vandet

De hentede jo også så meget andet.

I hulen var der hverken planter eller andet til føden

Derfor påtog de sig at afhjælpe nøden.

Det var modvilligt de havde taget sig af besværet,

En hel del dovne havde de altid været.

Derfor mente de at de andre burde

Se op til dem der gjorde det, ingen af de andre turde.

Med store armbevægelser og dramatiske lyde,

Fik de flertallets uoverensstemmelser til at koge og syde.

Da pelsen forsvandt havde de mistet en tillidhedsfulde nærhed

De havde haft til hinanden – og det skabte tværhed,

De hanner og hunner som gensidigt havde soigneret hinanden,

Var på den vis kommet alvorligt på spanden.

Det ligner ganske vist en bagatel,

Men savnet virkede alligevel.

 Det var slut med at være nænsomme og intime,

Og var nok det første som holdt op med at rime.

Det som havde været en stilfærdig nydelse

Var blevet blandet med en uklar fortrydelse.

Det havde ikke været ret besværligt,

For de få, at bilde flertallet ind at de selv var noget særligt.

Det gjaldt om at styrke og fastholde gruen,

Det gjorde de så med en stadig truen;

Om grusom død og gebrækkeligheder

Og hvad de ellers fandt på af skrækkeligheder.

Som blev udpenslet i groteske detaljer

Der afstedkom adskillige frygtelige bataljer.

Fra dem der fulgte i vand-bærernes kølvand,

De som havde barbariske sanser og abe-forstand,

Som senere udtænkte et utal af krige,

Der fik et våbenkapløb til at stige og stige.

Men hverken flertallet – eller disse få,

Kan gøre rede for hvad det var – og stadig er – de vil nå.

Det er svært at se fordelen ved dem som vil smadre hinanden,

De har givet den de slås med navnet – fanden.

Og har udråbt dette monster til en farlig modpart

For at kunne opretholde deres eget destruktive krigsapparat.

 Den fanden er nemlig vekslende og illusoriske figurer,

Og ikke nødvendigvis nogle eller noget der truer.

Det er stadigvæk et spørgsmål om magt og ære

I vore øjne var de vandbærere og deres efterfølgere meget sære.