Kategoriarkiv: Julekalender 2015

Kalenderblad 1: Det Herrens år 951

4 svar

Knok knok, lød det fra morgen til aften. Knok knok og flere knok, afvekslende med et krynk eller et plunk, når et større stykke granit blev slået løs.

Lyden kom fra stenhuggerens arbejde under Jellings våde himmel, og de andre på byggepladsen havde døbt ham Knok-Knok. Han var en firskåren mand i sine stærkeste år, klædt i slidte skindbukser og en groftvævet uldkofte. Blå øjne lyste op i det vejrbidte ansigt, og foroven strittede hans gulhvide hår ud i totter.

Knok-Knok startede tidligt hver morgen og arbejdede, indtil hammer og mejsler i mørkningen faldt ud af hans hænder. Han var selvstændig, hyret af kongen selv, og nu hørte han kongens dybe, tørre stemme bag sig:

– Bliver man færdig til vintersolhverv, mester?

– Javist, herre konge, svarede Knok-Knok med lidt slør i stemmen. Han havde drukket mjød med bulmeurt for at holde varmen i dagens sidste timer, og alt omkring ham bølgede og roterede.

Kong Harald var åbenbart alene ude på en aftenrunde. Han bar en fakkel med sig, og flammeskæret lyste over hans ansigt og det flotte, fejlfri tandsæt, der havde givet ham tilnavnet Hvidtand.

Han holdt faklen tættere hen mod den oprejste sten for at se, hvor langt Knok-Knok var kommet med inskriptionen. På byggepladsen var der kun tre mænd, som kunne læse og skrive: Kongen selv, bygmester Lupus fra Bremen og stenhuggeren. Senere ville munke og præster komme til, og det var meningen, at stenen gennem århundreder skulle læses og æres som et minde over Harald og hans forældre.

– Men hvad satan! lød det med et brøl. – Hvad satan er det, du har skrevet her? Kalder du min fader for Gorm den Vamle?

– Jeg hugger kun de tegn, kongen selv ridsede i runestokken.

– Forbandede, stupide tølper! Min fader var Gorm den Gamle.

Kongen langede et spark ud efter Knok-Knoks bagdel. Stenhuggeren svarede med en brummen som en bjørn, der bliver forstyrret i vintersøvnen.

– Særligt gammel blev din far jo ikke, sagde han, og eftermiddagens kraftige drinks gav ham mod til at fortsætte: – Gorm brændte bare hurtigt ud. Alle er enige om, at han var vammel, plaget døgnet rundt af tordnende, stinkende tarmluft og vansiret i ansigtet af betændte hudorme. Sådan var det, herre konge.

Harald blottede de smukke hvide tænder i en rasende grimasse og langede en lussing ud, som ville have væltet de fleste voksne mænd. Men Knok-Knok havde stået for kraftigere kindheste i sit omrejsende arbejdsliv, og hans svar kom øjeblikkeligt i form af et syngende kontraslag og derefter hans mest frygtede træk, den tilspidsede venstrehåndslussing, der blev hentet langt bagude og fløj som en tordenkile ind i modpartens kindflæsk.

Kongen trimlede om kuld, og i faldet slog han sit ansigt mod stenen. Han blev liggende, overrumplet og gispende.

Knok-Knok greb faklen og lyste ned over hans ansigt. Læberne var blodige og øjnene stirrede tomt. En af de berømte hvide tænder sad skævt.

– Det her er værre end bæ i bukserne, mumlede han for sig selv, inden han slyngede faklen væk i mørket og satte i løb nordpå ad kodriverstien.

Næste morgen var han nået ud på den jyske hede, stadig gispende af skræk og overanstrengelse. Landskabet omkring ham lå i dyb stilhed, vinterbrunt og tomt, så langt øjet rakte. Han fortsatte mod nordvest.

Tre år senere:

Rygtet når til Nørre Usseldrup en mild dag i maj: Kong Harald og hans følge er på vej. Derfor er langskibene samlet ved Blodhavn. Kongen skal over til Norge og knuse utro adelsmænds oprør.

Stenhuggeren Knok-Knok bliver bleg, da han hører om den marcherende hær med kongen i spidsen. Alle frygter Harald Blåtand, som han kaldes, siden han den aften fik ansigtshug. Når han bliver hidsig, kan selv ikke hans nærmeste vide sig sikre.

Knok-Knok rejser sig fra arbejdet, og derude over Klamhuse Banke ser han dem, en kolonne af store herrer til hest. Nogle af dem syngende, andre masturberende i takt med hestens trit. Kongen, den forreste, renser negle med sit slagsværd, mens han hvæser kommandoer og forbandelser ud af munden med den blå tand.

Knok-Knok vælter den sten, han har arbejdet på, ned i et latrinhul og dækker den med sand og lyng, så inskriptionen ikke kan læses. Der står: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.

Mens ryttertoget rykker nærmere, samler Knok-Knok sine få ejendele, propper en håndfuld skillemønt ned i skridtposen og tager flugten ud over Vesterhavet – til fods, siger folk senere. Gennem århundreder genfortælles sagnet om, at egnens stamfader løber på vandet, drevet frem af sanseløs skræk, og at han forsvinder ud over horisonten, stadig løbende med kurs mod England.

Han efterlader otte uforsørgede børn med tre forskellige kvinder, og de kommer til at bære navnet Knok-Knok videre. I næste generation kaldes de Knokkelssøn eller -datter, med tiden bliver slægtsnavnet Knockel.

Århundrederne blæser hen over Nordvestjylland, mens Knok-Knoks runesten ligger gemt og tavs i sandjorden under det nuværende Nørre Usseldrup. På den yderste dag vil stenen komme til syne, og så er det dommens dag, lyder sagnet.

>>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 2: Det Herrens år 1086

1 svar

Det var en mørk og stormfuld aften. Regnvand piskede Odenses i forvejen skæve tagrygge. Pløre, mudder og herreløse fækalier flød omkring i de fattige gader.

En tung mand kom vraltende hen ad Sortebrødrestræde. Han gryntede fra strube og brystkasse, og hans egestok langede nu og da ud efter en strejfende hund eller skyggen af noget, der kunne være en nærgående rotte.

‒ Hvor satan er den gæstgivergård? lød det fra ham.

Ingen svarede. Ikke et menneske var ude denne sene nat.

Han stillede sig ved næste hushjørne og urinerede med en styrke, som om han ville vaske syldstenen væk under den usle, lerklinede bygning og se den styrte sammen.

Disse effekter udeblev dog. Han rystede lemmet, trak det indenfor i læderbuksen og lukkede smækspændets rustne støbejernstænder. Som så ofte bed de i den langsomste af hans fingre. Ja ja, tænkte han, hellere det, end at de bider i noget andet.

Manden var junker Jokum Landknockel, og han var på flugt. Efter en succesrig karriere i centraladministrationen og senest to års udstationering som chefskatteopkræver i Nordvestjylland var Jokum på vild flugt. Bønderne havde gjort oprør mod kong Knud, kongens skattevæsen og alle andre myndigheder, og Jokum, der var opvokset blandt landpøbel, forstod bedre end de fleste andre ledende herrer, at dette handlede om liv og død.

Jernhårde og evigt strammede personskatter havde landbefolkningen fundet sig i, men meromsætningsafgiften på alle omsættelige goder – nej, det var den ondeprygleme for groft. Der spændte vi buen for hårdt, mumlede Jokum for sig selv.

Omsider så han et svagt blafrende lys bag en fedtet rude. Konrad Hiltons gæstgiveri, engelsk og russisk tales, stod der på skiltet over døren.

Jokum bankede på. En tandløs olding mønstrede ham i dørsprækken.

– Hvem kommer her så sent?

– Det gør den her, sagde Jokum og holdt en mønt frem. – Se godt på den, du gamle. Det er en lybsk sølvdaler. Sådan en kommer ikke til Odense hver dag. I får en daler for et natteleje og et stort krus øl.

* * *

Jokum vågnede ved hyl og brøl fra gaden udenfor. Hurtigt kastede han det halvrådne halmtæppe af sig og sprang ud på gulvet.

– Til angreb, alle mand! lød det fra gaden under ham. Ophidset landpøbel vrimlede fremad i morgenlyset, bevæbnet med hakker, hjemmegjorte spyd og møggrebe. – Kongen skal dø, og det skal være i dag!

Jokum fandt en fækalie i natpotten og smurte den rundt i ansigtet. Hvis han ville gøre sig håb om at overleve i en by, der var besat af rasende oprørsmænd, måtte han se ud som en af dem. Ved hjælp af kniven i sit bælte skar han sølvknapperne af sin kofte og proppede dem ned i inderlommen. Skiltet med kongens våbenskjold og påskriften Regionsskattedirektør, cand.jur. blev også flænset løs og ploppet ned i natpotten.

Han vovede sig gennem en sidedør og en smøge ud i folkemængden.

– Af sted til kirken! lød et råb. – Kongen skjuler sig dér, den feje hund!

Jokum fulgte med mylderet. En gammel bonde stirrede mistænksomt på ham. Blev han genkendt?

– For frihed, brød og ære! brølede Jokum og skubbede bonden bagud. – Social retfærdighed, progressiv beskatning, ulandshjælp og fri indvandring fra Mellemøsten! Rød front!

De første rasende bønder havde allerede med en træstamme som rambuk knust døren til domkirken. Et par heste stod ved siden af våbenhuset og vrinskede nervøst. Kongen havde åbenbart ikke noget stort følge med til at beskytte sig.

Junker Jokum var større og stærkere end de fleste, og han skovlede sig vej frem gennem de ophidsede proletarer og ind ad den sprængte dør. Kongen skreg som en gris oppe foran højalteret. Da Jokum nåede frem, var han blevet tavs. Junkerens skarpe kniv skar læderpungen fri af kongens bælte. Den var tung af guldstykker.

– Alt dette har han stjålet fra os! brølede Jokum. – Nu tager vi de skatte tilbage, som retmæssigt er vores!

Han kastede et par af de mindre mønter ud til siderne, og oprørsmændene styrtede efter dem, mens junkeren trak sig baglæns ned gennem midtergangen.

– Det er overstået! råbte han til folkemængden udenfor. – Vi har sejret! Nu skal den jævne mand til hest, og de store folk bliver spændt for ploven og kærren! Rød front og mere rød front!

Han rev det kongelige dækken af den nærmeste krikke, stak foden i stigbøjlen og kom op på dyrets ryg.

– Videre! råbte han. – Kongens lakajer rider mod Nyborg, men de skal ikke undslippe!

* * *

Hesten var en god traver, og så snart Jokum var kommet ud af den østre byport, satte han kursen mod syd. Han trak vejret dybt ned i lungerne, og et smil bredte sig i hans brunskorpede ansigt.

– Du klarede den sgu endnu en gang, mumlede han for sig selv.

Samme aften holdt han festmiddag på Harry Hiltons Gæstgivergård i Svendborg. Stegte duer blev båret ind, og rhinskvin funklede i glassene. En tilkaldt lutspiller i røde fløjlsbukser stod ved døren og frembragte stemningsmusik, og ved bordet tronede Jokum sammen med Smukke Sally og Minna Måneskin, to af Sydfyns bedst kendte og mest efterspurgte skøger.

– Kongens guld skal komme alt folket til gode, sagde han og klaskede Minnas fyldige bagdel med sin madfedtede næve. – Skål, tøser, der er mere, hvor det kommer fra!

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 3: Det Herrens år 1131

Skriv et svar

Det var en mørk og stormfuld aften. Sne og slud piskede hen over Nordvestjylland, men inden for Knockelborgs tykke kampestensmure buldrede ilden lystigt i riddersalen.

– Øl og gris, mere af det hele, jeg æder mig fed, for jeg vil ikke dele! sang en glad stemme, mens en velskabt køkkenpige kom dansende ind med friske forsyninger.

Junker Asmuld Ringknockel, slottets unge søn og arving, sad alene ved højbordet med et krus mumme og glædede sig over, at dagens kongelige besøg netop var overstået uden dødsfald eller legemsbeskadigelse. En borgerkrig hærgede atter Danmark, og blodet flød.

For nogle timer siden havde en af de mange tronarvinger, prins Hubert Lubbertmule, forladt Knockelborg sammen med sin hofklovn Bob og et lille følge af beredne mænd. Alle var i glimrende form, de havde røde kinder, og de flatulerede højlydt efter den frokost, junkeren og hans forældre havde budt dem på.

I disse tider så man sjældent en kongelig person, uden at der var stukket et sværd eller et spyd gennem ham. De danske stormandsslægter lå i bitter borgerkrig om tronen og alt muligt andet. Drab blev begået i stribevis, og selv familierne havde efterhånden svært ved at holde tal på dem. Svend, Knud, Magnus, Erik og endnu en Erik… overalt i landet lå lemlæstede konger, arveprinser og tronprætendenter gravet ned sammen med riddere og andet personel, som havde været så uheldigt at blive indblandet i den tilsyneladende uendelige tronstrid.

– Satans til sjov, mumlede junker Asmuld og drak af det krydrede godtøl.

I det samme hørte han lænkehunden gø i slotsgården, og få øjeblikke senere kom slottets gamle staldmester, Polle Jerngumme, ind i salen.

– Stor ulykke, herre junker, sagde han. – Prins Hubert ligger død på heden. Hans lille hofnar står hernede og græder.

Asmuld rejste sig og gik hen til vinduet. Han var en kraftigt bygget ung mand med et godmodigt, rundt ansigt. De, der ikke kendte Asmuld, antog ham ofte for at være blød af sind og langsom i opfattelsen.

I gården stod prinsens følgesvend, den engelske dværg, som gik under navnet Bob the Ripper, ganske rigtigt mellem en pony, som var hans eget ridedyr, og en vældig hingst med et skarlagenrødt dækken. Hingsten havde prins Hubert siddet på, da han for nogle timer siden red herfra.

– Hent ham herop, sagde junkeren, – og lad mig tale et par ord med ham.

Køkkenpigen kom ind med et fad flæskeben i fed sovs, og endnu en kande øl blev sat på bordet samtidig med, at den engelske dværg skridtede hen over gulvet.

Han var et hæsligt syn. Hvidmalet i ansigtet og med et kuppelkranium, som udgjorde en tredjedel af hans samlede højde. Under frokosten havde han sunget sjofle viser på dårligt dansk, og da det kongelige selskab drog af sted, var der efterladt en pøl af stinkende urin under Bobs plads på langbænken.

Nu nærmede han sig med en smiskende mund, mens hans øjne var rettet mod fadet med grisemad.

– Min ædle herre er faldet på ærens mark, sagde han. – What a pity. Ville det ikke være i hans ånd, hvis vi guffede gris og drak hans skål?

– Bliv stående, beordrede junker Asmuld, – og svar mig på et par spørgsmål. Var du alene med prinsen, da han døde, og var det allerede mørkt derude på heden?

– Oh yes, Sir, sagde Bob. – Vi nærmede os Holstebro, og følget var sendt i forvejen for at finde logi til os alle. Så kom denne ækle snigmorder jagende ind bagfra. Jeg er udsendt af biskop Eskil! råbte han. Nu skal I få jeres bekomst!

– Plejer en snigmorder at præsentere sig? spurgte Asmuld.

– Well, Sir, det ser ud til at være dansk praksis.

– Ser ud til at være, ja, for ved de sidste 12 drab på danske konger, tronarvinger og riddersmænd har man hørt disse sælsomme råb. Og hver gang er det foregået på et mørkt og øde sted, hvor den myrdede var i selskab med dig, og hvor du bagefter var eneste vidne.

Bobs ansigt blev om muligt endnu hvidere.

– Giv mig en bid gris, junker, sagde han, – og lad mig forklare…

– Nej! brølede Asmuld, idet han rejste sig og trak en blinkende daggert. – Du er gennemskuet! Du har myrdet dine herrer på stribe og hver gang givet en anden skylden. Alle blev de stukket bagfra, ikke sandt, mens de troskyldigt vendte ryggen til deres lille entertainer. På den måde har du holdt borgerkrigen i gang og badet Danmark i blod og ulykke. Men nu er det slut, Bob. Om en halv time er du svinefoder i staldene, og dine knogler…

Junkeren sprang fremad, men den lille mand på gulvet var lynhurtig i farens stund. Han væltede fadet med grisemad ned på stengulvet, og Asmulds fødder gled i den dampende, slibrige flæskestuvning.

Et brøl bekendtgjorde, at noget var galt, men inden junkeren kom på benene og til klarhed, var dværgen forsvundet på sin pony, og han havde det ufortjente held, at der tidligt næste morgen afgik skib fra Thyborøn mod England.

Efterskrift:

Bob the Ripper fortsatte sin karriere som stand-up-komiker og festabe på adelsslotte i hjemlandet. Hans søn fik navnet Jack og begik allerede som fire-årig sit første drab, camoufleret som en drukneulykke.

I en alder af 11 skubbede Jack sin berusede fader ud over en skrænt på det skotske bjerg Ben Macdui under en herskabsudflugt med dans, masturbation og sækkepibemusik.

Jack gjorde som faderen karriere i showbusiness og fik en søn, der blev navngivet Bob. Denne Bob blev far til endnu en Jack, og så fremdeles ned gennem århundrederne.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 4: Det Herrens år 1168

Skriv et svar

Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.
Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.

Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:

VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”

De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”
Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.
“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklare rundt om fæstningens højre hjørne.
De fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.
Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 5: Det Herrens år 1219

Skriv et svar

Slaget ved Lundanise i Estland var på sit højeste. Valdemar Atterdag og hans hær kæmpede det bedste de havde lært.
“Giv dem prygl,” råbte kongen.
Uheldigvis havde der blandt de danske tropper spredt sig diarré grundet indtagelse af fordærvet grævlingekød, men det var det eneste, der var tilbage i feltrationerne.
Hambus Hansemann var værst ramt af dårligdommen. Hvert femte minut måtte han tage bukserne af og tømme tarmen for indhold.
Han dræbte et par fjender, trak bukserne ned, dræbte et par stykker til, trak ned igen.
Sådan gik det de første par timer, men til sidst gik det galt.
Under en heftig nævekamp gav ringmusklen efter for det ubarmhjertige tryk. En syndflod af fækalier spruttede ud og tilsølede mandens rød-hvide underbukser der var gået i arv gennem 10 generationer.

Hambus var en statelig herre der ikke ville traske rundt med indtørret fæces i bukserne. Så hellere løbe nøgen rundt. Han havde da sin værdighed.
Soldaten trak sine underbukser af og lagde dem på en sten sammen med resten af tøjet. Han kunne hente det efter krigen.
Veloplagt greb han sit sværd og gik fjenderne i møde med alt hvad han havde i sig.

“Tuck!” Et hoved blev hakket af.
“Smack!” En syngende lussing.
“Splat!” Et sværd i maven.
Hans bevægelsesfrihed var optimeret efter som han ikke længere havde tøj på kroppen. Og skulle han skide kunne han gøre det stående eller i løb. De andre ville bare tro det var mudder der løb ned ad benene.
Men ak … Vinden tog fat i Hambus underbukser, løftede dem i vejret og førte dem over slagmarken. De svævede som en rød-hvid fugl med lort i nakken.
“Klask!” Underbukserne landede i ansigtet på Valdemar Atterdag og efterlod et brunt aftryk på hans kinder.
Hambus Hansemann stivnede i rædsel. Han havde begået den værst tænkelig forbrydelse: Majestætsfornærmelse.
“Åh, gud … NEJ!” skreg Hambus. Angstens sved løb ned af hans nøgne krop.
Men kongen hævede underbenklæderne over hovedet.
Han jublede og råbte:
“Det er et mirakel. Et klæde er faldet fra himlen. Det er et tegn. Dette er danernes fane.”
Soldaterne piftede og hujede.
Hansemann jublede højest.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 6: Det Herrens år 1286

Skriv et svar

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor?
Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286.

Der er sket noget forfærdeligt i nat.
Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter.

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de fleste op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig.
På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.
I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.
“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.
Den vrinskede og galoperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.
Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.
“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt thi jeg er kongen!”
Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.
“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.
Inden jeg nåede at finde drikken frem lød der stemmer udenfor.
“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.
“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.
“Hørt,” brummede en tredje.
Erik Klipping gik i panik.

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”
“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.
“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig at den kan ske at virke. Jeg gør det!”
Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.
Stalddøren gik op med et brag og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.
“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”
Den laveste pegede på mig med sin kniv.
“Hvor er han?”
“Øh … han … æh,” stammede jeg.
“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.
Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …
“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.
Det var et glimrende forslag som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 7: Det Herrens år 1349

Skriv et svar

Fra vinduet i vores rønne kunne vi se handelsskibet gå på grund. Det skete omkring midddag for vi sad og spiste kålsuppe med hele familien. Ved bordet sad fader, moder, oldemoder, onkel Hasse, og mine 13 mindre søskende.

“Det er vores lykkedag i dag,” sagde Oldemoder mens hun slubrede den dampende varme suppe. “Det er ikke hver dag man får lov til at tømme et skibsvrag for værdigenstande.”

Fader rejste sig fra sin stol, gik hen i hjørnet af køkkenet og tømte blæren op ad væggen.
“Så sandt, oldemor,” sagde han og satte sig ned igen. “Måske er der guld eller tørret kød. Vi må undersøge sagerne. Men først: suppe.”

●●●

Fader, onkel Hasse og jeg gik forventningsfulde ud for at tømme skibsvraget for værdi.
Fader inhalerede den friske havluft med stor velbehag.

“I disse tider er det dejligt at bo i Danmark,” sagde han sådan ud af det blå.

“Hvad mener du med det?” svarede jeg og stak en finger i det ene næsebor. Jeg trak en lang grøn kage ud som jeg puttede i munden. Den var dejligt salt.

Onkel Hasse slog ud med armene og sagde:

“Fordi vi har vores på det tørre. Her kan vi ånde frit, røre ved hinanden og spytte på hinanden uden at der sker en skid. Se selv.” Min onkel sendte en slimklat i mit ansigtet. Så grinede vi lidt af det.

“Hvordan kan det egentligt være?” spurgte jeg.

Min fader stak den ene hånd i bukserne for at rette på sine testikler. Så sagde han:

“Sygdom hærger i landene omkring os. Folk falder om som døde fluer i øjeblikket. Norge er lige blevet ramt. Ha! Ha! De abekatte.”

“Så dør vi sikkert også,” sagde jeg bedrøvet.

Min fader lagde en beroligende hånd på min skulder:

“Næh, du. Os sker der intet. Gud holder med Danmark.”

“Er det sandt?” Jeg kløede mig i røven.

“Selvfølgelig,” grinede onkel Hasse og samlede en lille sten op fra jorden. Han puttede den i munden og suttede på den en stund, før han spyttede den ud igen.

“Så du det? Jeg er stadig rask. Vi kan gøre hvad der passer os.”

“Så jeg kan putte sand i munden, hvis jeg vil?” sagde jeg ivrigt. Det havde jeg altid ønsket mig at prøve.

Han nikkede:

“Ja og du kan rulle dig i køkkenmøddingen og slikke gamle rottekadavere op ad ryggen.”

Sikke muligheder. Her kunne vi gå og te os som vi ville uden at blive syge. Vi kunne være rigtige mænd.

Da vi nåede frem til handelsskibet hjalp vi hinanden op.

“Det var dog ufatteligt mange ådsler, der ligger der,” konstaterede min fader, da vi stod på dækket. Tilsyneladende var skibet kollideret med kysten, og hele besætningen var faldet døde om. Der var fyldt med delvist forrådnede menneskekroppe med bylder. Der lå også kreperede rotter i hobetal.

“Se hvad jeg kan!” Min fader smed sig i en bunk af kadavere. Onkel Hasse samlede et par rotter sammen og jonglerede med dem. Der gik hul på den ene. Puds og materie plaskede ud over ham. Han fik lidt i munden, men det grinede han bare af.

“Kan du se, knægt? Ingen smittefare. For det er danske lig.” Min fader stak ansigtet helt ned i ådslerne, bare for at demonstrere pointet yderligere. Det var en smuk tanke, men …

“Fader …” sagde jeg. Noget var gået op for mig. Mest på grund af skibets navn.

“Ja, min dreng?”

“Jeg tror skibet er norsk …”

“Det har du ikke forstand på,” svarede onkel Hasse.

●●●

Det er nu alt sammen et par dage siden, og hverken far, onkel Hasse eller os andre er helt på toppen. Tør hoste og bylder over hele kroppen, du ved.

Men fader siger vi bare skal fylde kroppen med brændevin. Frisk luft hjælper også, siger han. Vi har aftalt en familieudflugt ind til byen senere i dag.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 8: Det Herrens år 1402

Skriv et svar

– Satans til svineri, brummede ridder Orne, da han rejste sig fra kammerpotten efter en langvarig, pladrende udtømning. – Kan du hente mig en krukke vand og en vaskeklud, og lad det gå lidt rask, Gubert!

Den korpulente ridders unge væbner, Gubert Rundknockel, havde forudset problemet. Vand og klud kom frem til hans herres undsætning i løbet af sekunder, og renselsen foregik under fornyet plasken og arrig stønnen.

Ridder Lubbert Orne var blandt de snesevis af landets fremmeste mænd, der var kaldt sammen til Danehof på Nyborg Slot.

– Tyndskid to-tre gange i døgnet, sagde han, mens han gik frem og tilbage over gulvet og tørrede hænderne mod hinanden. – Forbandet svineri!

De sollyse dage omkring sankthans gik med dyster på hesteryg, opvisninger og underholdning. Mad og drikke fik stormændene i rigt mål, men indflydelse på begivenhederne opnåede de kun i begrænset omfang. Landets rigshovmester var en stærk og enerådig kvinde, dronning Margrethe af Norge og Danmark og halvvejs også af Sverige.

– Nå, hjælp mig støvlerne på, fortsatte ridderen, – men ingen rustning eller hjelm. Vi har lussingdyst her til formiddag.

Riddere, opsadlede heste og tjenende personel mødtes på turneringspladsen foran slottet. I dag gjaldt det om at ride mod hinanden og lange lussinger ud i forbifarten. En fornøjelig og overvejende ufarlig sport i sammenligning med de turneringer, hvor to fuldt udrustede mænd tørnede mod hinanden med dragne lanser. Her vankede i det allermindste blå mærker og forstuvninger.

Hug og knæk tog en ridder, som det kom, men hvad alle i disse dage klagede over, var deres mave- og tarmfunktioner. Røde oksestege, ristede kramsfugle, spydstegte harer og fede flæskestege proppede de i sig fra morgen til aften, og vine fra Frankerriget og Midttyskland flød om kap med godtøllet fra de lybske ankre.

– Vi kan ikke holde det i os, sagde Gamborg Galt, som var lenshertug over Ribe og Tønder. – Vi er blevet vore dårlige mavers trælle, og det er tegn på usseldom og svagagtighed. Jeg udsætter en kobberhjelm med fjerbusk til den ridder, der kan vise mig den største og mest helstøbte pølse i morgen tidlig.

Ridderne så tvivlende ud.

– Du vil ikke se det skideværk, vi har at komme med.

– Lad mig dømme om det! bjæffede hertugen. – Og stig så til hest, alle mand! Det er lussingens dag i Nyborg!

Gubert Rundknockel stod tilbage med et stort smil i sit unge ansigt. Han var gennem de sidste døgn blevet ven med dronning Margrethes kammerpige, en rødkindet Amanda af nordfynsk herkomst. Han havde set hende bære majestætens kammerpotte ud om morgenen, og han havde bemærket, at en enorm mahognibrun pragtfækalie stak skråt op af den.

– Sådan en laver hendes majestæt hver morgen, havde Amanda fortalt ham. – Hun spiser siden sin tid i Norge de mærkeligste ting, mest fisk, fladbrød og grønsager. Sådan er nu den nådige majestæts smag og hendes vilje.

Gubert Rundknockel vidste, at en enkelt stor bedrift kunne sikre ham forfremmelse fra væbner til assisterende ungridder, og endnu i år kunne han så være undervejs med sin herre på korstog til Jerusalem. Sådan måtte det blive, skæbnen havde spillet ham denne chance i hænde!

* * *

Ridderne åd og drak til hen ad midnat, og da Lubbert Orne næste morgen rejste sig fra potten, var han tilsvinet som de forrige dage. Han bandede og spyttede ned i den grufulde pladdermasse, han netop havde udstødt.

– Hvad fanden står du og griner ad? råbte han til Gubert.

– I dag bliver sejren din, ridder Lubbert, svarede unge Gubert. Frem af kjortlens rummelige ærmegab trak han en pragtfækalie på størrelse med en fuldvoksen negers underarm. Den havde en dybbrun, ædeltræsagtig overflade og var så fast i støbningen, at man kunne bruge den som kampvåben, om det skulle være.

Ridder Orne tog imod miraklet og holdt det ærbødigt hen mod lyset.

– Her har du udrettet stordåd, min dreng. Det skal du ikke komme til at fortryde!

Få minutter senere gik luksuspølsen rundt i kredsen af beundrende riddere.

– Den kan ingen af os trumfe, lød det fra dem, mens de lod deres egne slatne produkter falde til jorden.

Hertug Galt klemte om gigantfækalien og så ud, som om sagen allerede var afgjort, men i det samme plukkede han noget ud af en fold i det brune ædelmateriale. Et lille, lyserødt skår, som han holdt op mod solskæret.

– Det er en halv krabbeklo, sagde han. – Den er gået ufordøjet gennem bugen. Men du har fandenfjerteme ikke spist krabber, ridder Orne. Fisk og skaldyr er proletarføde, som ingen velbåren adelsmand tager i sin mund. Hvem af os har været i nærheden af sådan noget de sidste 24 timer?

– Det ved jeg, lød det fra en gammel rigsråd, der havde siddet indendøre dagen i forvejen. – Det har vor dronning. Tre krabber knasede hun i sig i går ved middagstid, mens jeg så og hørte på det.

– Æreløse slambert! brølede hertug Galt og smækkede storfækalien ned over hovedet på ridder Orne. – Stjæler du majestætens faconpølse og udgiver den for din egen?

De andre riddere trak nærmere. Bortset fra en brun aftværing over pande og venstre kind var Lubbert Orne blevet bleg. Han startede på en forklaring, men unge væbner Landknockel hørte kun de første usikre ord af den. Han gled lydløst og ubemærket rundt om turneringspladsens palisade, og da den næste færge sejlede mod Korsør, sad han i stævnen.

Hvis han skulle opleve Jerusalem, måtte det blive i et andet herskabs tjeneste. Måske kunne han finde en fremtid i Polen eller Rusland. Her i dronning Margrethes trefoldige rige var han færdig for altid.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Skriv et svar

Søster Caramella stod foran tragten og sugede luft ned i lungerne. En to tre, talte hun lydløst i hovedet, og så sang hun:

– Tempus adest gratiæ
Hoc quod optabamus,
Carmina lætitiæ
Devote reddamus.

Stemmen var klar og lys. Efter at den sidste tone var klinget ud, snurrede skiven under tragten et par omgange mere. Plunk, plunk, slut.

Søsteren flyttede nålen og drejede på håndsvinget. Et smil bredte sig over hendes ansigt, da hun hørte sangen forfra:

– Tempus adest gratiæ…

– Det er lykkedes, sagde hun for sig selv. – Gud til ære, og mennesker til glæde.

Få minutter senere stod klosterets priorinde, moder Bibba, i nonnecellen og hørte den latinske salme gjalde ud af tragten. Lidt fladere i klangen, end man ville forvente, når Caramella opløftede sin røst, og med skrat og knas tilsat, men ganske umiskendeligt en kvindes sangstemme.

– Søster Caramella, du skaber mirakler, og du er selv et mirakel! udbrød moder Bibba, idet hun greb om sin betroede nonnes hoved og trykkede et kys på den klare pande.

Priorinden på Asmild Kloster havde god grund til at prise sin italienskfødte nonne. Søster Caramella var ankommet til Viborg i 1533 og havde i løbet af sine blot tre år på stedet bygget et mekanisk ur og en stærkt forbedret pumpe til klosterets vandmølle. Hvis ikke hun var så fromt troende og ædel af udseende, kunne man mistænke hende for heksekunster.

Forklaringen på hendes kunnen var dels et lyst hoved, dels at hun som ung havde været i huset hos en opfinder i sit hjemland, stormanden Leonardo med det hvide skæg. Her havde hun lært de sælsomste kunster, men altid i fromhed og ærbarhed. Hun var kommet til Viborg for at undervise danske søstre, hvoraf de fleste var jævne og ukultiverede bondedøtre.

Sidste vinter havde hun i øvrigt også konstrueret en lussingmaskine, der sparede moder Bibba for mange anstrengelser i hverdagen.

– Efter tidebønnerne klokken ni skal alle høre dit apparat, når vi samles i refektoriet, sagde priorinden. – Det bliver en historisk aften i Asmild Kloster.

I det samme buldrede det voldsomt på klosterporten. Moder Bibba blev bleg.

– Åh Gud, gispede hun efter et kig ud af vinduet. – Det er landproletarerne med den modbydelige Hans Tavsen i spidsen. Reformationen er kommet til Viborg, de vil ødelægge alt, hvad vi med Herrens hjælp har bygget op. Og hvem ved, om de ikke også skænder søstrene og udsætter dem for det, der er værre end døden?

Søster Caramella havde længe forudset, hvad der ville ske. Munken Luther havde svigtet sin kirke, og hans undergravende tanker spredtes som pest ud over grænserne. Hun knælede for priorinden og kyssede hendes hænder.

– Farvel, ædle moder, sagde hun.

* * *

Flugten varede det meste af et år, og søster Caramella var flere gange tæt på døden i det krigshærgede Europa. Først da hun nåede over Alperne, følte hun sig atter tryg.

Den lille lydmaskine var gået tabt på vejen. En beruset landsknægt havde knust den med sin kølle en aften på et herberg i nærhede af Nürnberg. Han knuste alt, hvad han fik øje på – maskineri, ølkrus, kranier, krasj og kronsj, alt.

Fra sin klostercelles vindue kunne søster Caramella se ud over Po-dalens grønne sletter. Hun var i dagtimerne beskæftiget med at pleje de syge, og om aftenen skrev hun på en beretning om sine år i det høje nord. Opfindelser og tekniske påfund blev ikke efterspurgt i disse urolige tider.

Hun sad ved vinduet med aftenteen, mens en rosenkrans drejede mellem hendes lange, fine fingre. Teen var krydret og tilsat urter, der hensatte hende i en mildt beruset stemning. Det var, som om hun igen kunne høre sin egen salmesang fra maskinens drejende skive: – Tempus adest gratiæ…

En anden stemme blandede sig. Ude i tusmørket skimtede hun en mand med sort, glinsende hår, iført et stramt, perle- og rhinstensbesat kostume. Han roterede med hofterne og sang: – You ain’t nothing but a hound dog, cryin’ all the time.

Brutalt og stødvist kom ordene, understøttet af bulder og brag. Søster Caramella skar ansigt som i smerte, og det blev værre endnu. Fire unge herrer, iført ensartede blankgrå jakkesæt og med langt hår ned i panderne, brølede om kap: – She loves you, yeah, yeah, yeah…

Djævlens værk, tænkte søsteren og smed resten af sin aftente ud af vinduet. Lydene klingede af.

Ned til sidste tidebøn, formanede hun sig selv, og så til sengs. At hendes lydapparat var blevet knust, måtte hun opfatte som Guds vilje. Hvis hun havde fået tid og materialer til rådighed, kunne hun have frembragt radio, fjernsyn, spolebåndoptager, jukebox, storskærme og stadionhøjttalere. Hun havde set det alt sammen for sig, og en uendelighed af støjende artister havde hjemsøgt hendes drømme. Sex Pistols, Metallica, Motörhead, Johnny Reimar, Anne Linnet, Ozzy Osbourne… værre og mere satanisk for hver omdrejning af den forheksede skive.

Caramella foldede hænderne og takkede for, at det ikke var sket og ikke kom til at ske i hendes levetid. En vidunderlig stilhed hvilede over klosteret og landskabet. En spurv kvidrede ude i aftenen, en cikade summede, og ellers hørte man kun vindens blide hvisken i vinløvet.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566

Skriv et svar

Tycho Brahe lallede rundt på gaden, da han blev antastet af den irriterende Manderup Parsberg.

“De er talentløs,” råbte hr. Parsberg. “Jeg er langt klogere end Dem.”

Tycho prøvede at holde hovedet koldt. Hr. Parsberg ville tirre ham, men Brahe nægtede at miste besindelsen.

“De er bare misundelig,” svarede han tørt.

“Misundelig, ha!” Manderup dansede provokerende rundt om hr. Brahe. “Astrolog bliver De aldrig. Det kræver dygtighed.”

“Pil af.” Hr. Brahe viftede med hænderne.

“Ikke nok med at De er en tåbenakke … De lugter også af køkkenmødding.”

Tycho Brahe stivnede. Hørte han rigtigt? Det gjorde han vist, for rivalen fortsatte sin hån:
“De lugter af lort, Tycho Brahe. Hvad er forskellen på dem og et das? Et das lugter bedre.”

Manderup grinede over sin egen vittighed. Den var sikkert morsom dengang.

“Må jeg være fri.” Tycho Brahe havde fået nok. Ingen skulle komme og sige at han lugtede af bæ. “Rend og hop.”

“Hvad sagde De?” brummede Parsberg.

“Deres moder lugter af døde dyr,” råbte Tycho.

“Hvor vover De at blande min moder ind i denne affære? Skal De have et par på skrinet?”

Manderup hævede næverne og hoppede på stedet.

“Lad mig spå om Deres fremtid,” sagde hr. Brahe. “Den er fyldt med blå og gule mærker.”

En dreng, der havde fulgt med i skænderiet, råbte ud over gaden:

“Hanekamp på åben gade. Kom og se.”

Folk nærmede sig fra nær og fjern og omringede de to unge herrer. Håndgemæng var en af livets glæder. Vold var god underholdning for hele familien.

De to unge mænd trak hver deres kårde og stillede sig klar.

“Den første der bløder vinder kampen!” Tycho Brahe slog ud efter Manderup, der parerede og svarede:

“Præmien er ære og stolthed…”

Klingerne mødtes på ny.

“… og en tur i kanen med mig!” lød en hæs stemme. Det var byens mest afskyelige prostituerede, Magda Byldebæk. Hun lavede trutmund med det tandløse tudseagtige mundtøj. Med sine behårede arme løftede hun op i skørtet og afslørede et par tykke askegrå ben med store sårskorper, rynker og indtørret afføring. “Bentøjet er bare fjong. Jeg kan blive ved hele natten. Tro mig. Jeg har gjort det før!”

Begge kombattanter gøs. Det var vel historiens værste præmie. Duellen fortsatte. Dog langsommere og mere tøvende end før.

Tycho gjorde sig dårlig med vilje. Han kunne mærke, at Manderup gjorde det samme. Ingen af dem ville vinde en nat med Magda.

“Snit mig på armen,” hviskede Manderup. “Det er helt i orden. Jeg kan vinde en anden dag.”

Tycho pegede i stedet mod det forfærdelige kvindemenneske og råbte: “Åh gud. Se hvad hun gør!”

Folkemængden og Manderup vendte sig forvirrede om mod glædespigen. En perfekt afledningsmanøvre. Tycho greb chancen og høvlede ansigtet ind i Manderups sværdklinge, så næsen røg af.

“Auv for fanden,” hylede Tycho og tog sig til ansigtet. Det blødte ud over det hele. “Manderup hakkede snudeskaftet af mig… Pokkers, jeg tabte!”

Rivalen stirrede chokeret på sin kårde. “Nej, det var ikke mig.”

“VI HAR EN VINDER!” jublede folkemængden i kor. “Manderup! Manderup!”

“Nej, det var ikke mig. Jeg sværger,” jamrede han, men der var intet at gøre.

“Kom her, dreng. Vi har en lang nat foran os.” Magda løftede Manderup op og bar ham ind i privaten. Hun gik i gang med det samme.

Denne nat kun Manderups Parsbergs jamren høres over hele byen.

Tycho Brahe havde mange smerter de følgende uger, men han klarede den. Senere fik han en protese af sølv, som han bar med stolthed. Javist, hr. Brahe mistede næsen den dag, men det kunne være gået ham langt værre. Han kunne være endt i favnen på byens mest vederstyggelige kvinde…

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: Julekalender 2015

Kalenderblad 1: Det Herrens år 951

Kalenderblad 2: Det Herrens år 1086

Kalenderblad 3: Det Herrens år 1131

Kalenderblad 4: Det Herrens år 1168

Kalenderblad 5: Det Herrens år 1219

Kalenderblad 6: Det Herrens år 1286

Kalenderblad 7: Det Herrens år 1349

Kalenderblad 8: Det Herrens år 1402

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566