Slaget ved Lundanise i Estland var på sit højeste. Valdemar Atterdag og hans hær kæmpede det bedste de havde lært.
“Giv dem prygl,” råbte kongen.
Uheldigvis havde der blandt de danske tropper spredt sig diarré grundet indtagelse af fordærvet grævlingekød, men det var det eneste, der var tilbage i feltrationerne.
Hambus Hansemann var værst ramt af dårligdommen. Hvert femte minut måtte han tage bukserne af og tømme tarmen for indhold.
Han dræbte et par fjender, trak bukserne ned, dræbte et par stykker til, trak ned igen.
Sådan gik det de første par timer, men til sidst gik det galt.
Under en heftig nævekamp gav ringmusklen efter for det ubarmhjertige tryk. En syndflod af fækalier spruttede ud og tilsølede mandens rød-hvide underbukser der var gået i arv gennem 10 generationer.
Hambus var en statelig herre der ikke ville traske rundt med indtørret fæces i bukserne. Så hellere løbe nøgen rundt. Han havde da sin værdighed.
Soldaten trak sine underbukser af og lagde dem på en sten sammen med resten af tøjet. Han kunne hente det efter krigen.
Veloplagt greb han sit sværd og gik fjenderne i møde med alt hvad han havde i sig.
“Tuck!” Et hoved blev hakket af.
“Smack!” En syngende lussing.
“Splat!” Et sværd i maven.
Hans bevægelsesfrihed var optimeret efter som han ikke længere havde tøj på kroppen. Og skulle han skide kunne han gøre det stående eller i løb. De andre ville bare tro det var mudder der løb ned ad benene.
Men ak … Vinden tog fat i Hambus underbukser, løftede dem i vejret og førte dem over slagmarken. De svævede som en rød-hvid fugl med lort i nakken.
“Klask!” Underbukserne landede i ansigtet på Valdemar Atterdag og efterlod et brunt aftryk på hans kinder.
Hambus Hansemann stivnede i rædsel. Han havde begået den værst tænkelig forbrydelse: Majestætsfornærmelse.
“Åh, gud … NEJ!” skreg Hambus. Angstens sved løb ned af hans nøgne krop.
Men kongen hævede underbenklæderne over hovedet.
Han jublede og råbte:
“Det er et mirakel. Et klæde er faldet fra himlen. Det er et tegn. Dette er danernes fane.”
Soldaterne piftede og hujede.
Hansemann jublede højest.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad
Retur til forsiden