Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566

Tycho Brahe lallede rundt på gaden, da han blev antastet af den irriterende Manderup Parsberg.

“De er talentløs,” råbte hr. Parsberg. “Jeg er langt klogere end Dem.”

Tycho prøvede at holde hovedet koldt. Hr. Parsberg ville tirre ham, men Brahe nægtede at miste besindelsen.

“De er bare misundelig,” svarede han tørt.

“Misundelig, ha!” Manderup dansede provokerende rundt om hr. Brahe. “Astrolog bliver De aldrig. Det kræver dygtighed.”

“Pil af.” Hr. Brahe viftede med hænderne.

“Ikke nok med at De er en tåbenakke … De lugter også af køkkenmødding.”

Tycho Brahe stivnede. Hørte han rigtigt? Det gjorde han vist, for rivalen fortsatte sin hån:
“De lugter af lort, Tycho Brahe. Hvad er forskellen på dem og et das? Et das lugter bedre.”

Manderup grinede over sin egen vittighed. Den var sikkert morsom dengang.

“Må jeg være fri.” Tycho Brahe havde fået nok. Ingen skulle komme og sige at han lugtede af bæ. “Rend og hop.”

“Hvad sagde De?” brummede Parsberg.

“Deres moder lugter af døde dyr,” råbte Tycho.

“Hvor vover De at blande min moder ind i denne affære? Skal De have et par på skrinet?”

Manderup hævede næverne og hoppede på stedet.

“Lad mig spå om Deres fremtid,” sagde hr. Brahe. “Den er fyldt med blå og gule mærker.”

En dreng, der havde fulgt med i skænderiet, råbte ud over gaden:

“Hanekamp på åben gade. Kom og se.”

Folk nærmede sig fra nær og fjern og omringede de to unge herrer. Håndgemæng var en af livets glæder. Vold var god underholdning for hele familien.

De to unge mænd trak hver deres kårde og stillede sig klar.

“Den første der bløder vinder kampen!” Tycho Brahe slog ud efter Manderup, der parerede og svarede:

“Præmien er ære og stolthed…”

Klingerne mødtes på ny.

“… og en tur i kanen med mig!” lød en hæs stemme. Det var byens mest afskyelige prostituerede, Magda Byldebæk. Hun lavede trutmund med det tandløse tudseagtige mundtøj. Med sine behårede arme løftede hun op i skørtet og afslørede et par tykke askegrå ben med store sårskorper, rynker og indtørret afføring. “Bentøjet er bare fjong. Jeg kan blive ved hele natten. Tro mig. Jeg har gjort det før!”

1566 næse

Begge kombattanter gøs. Det var vel historiens værste præmie. Duellen fortsatte. Dog langsommere og mere tøvende end før.

Tycho gjorde sig dårlig med vilje. Han kunne mærke, at Manderup gjorde det samme. Ingen af dem ville vinde en nat med Magda.

“Snit mig på armen,” hviskede Manderup. “Det er helt i orden. Jeg kan vinde en anden dag.”

Tycho pegede i stedet mod det forfærdelige kvindemenneske og råbte:  “Åh gud. Se hvad hun gør!”

Folkemængden og Manderup vendte sig forvirrede om mod glædespigen. En perfekt afledningsmanøvre. Tycho greb chancen og høvlede ansigtet ind i Manderups sværdklinge, så næsen røg af.

“Auv for fanden,” hylede Tycho og tog sig til ansigtet. Det blødte ud over det hele. “Manderup hakkede snudeskaftet af mig… Pokkers, jeg tabte!”

Rivalen stirrede chokeret på sin kårde. “Nej, det var ikke mig.”

“VI HAR EN VINDER!” jublede folkemængden i kor. “Manderup! Manderup!”

“Nej, det var ikke mig. Jeg sværger,” jamrede han, men der var intet at gøre.

“Kom her, dreng. Vi har en lang nat foran os.” Magda løftede Manderup op og bar ham ind i privaten. Hun gik i gang med det samme.

Denne nat kun Manderups Parsbergs jamren høres over hele byen.

Tycho Brahe havde mange smerter de følgende uger, men han klarede den. Senere fik han en protese af sølv, som han bar med stolthed. Javist, hr. Brahe mistede næsen den dag, men det kunne være gået ham langt værre. Han kunne være endt i favnen på byens mest vederstyggelige kvinde…

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image