Tag-arkiv: 1536

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Foto fjernet

Søster Caramella stod foran tragten og sugede luft ned i lungerne. En to tre, talte hun lydløst i hovedet, og så sang hun:

– Tempus adest gratiæ
Hoc quod optabamus,
Carmina lætitiæ
Devote reddamus.

Stemmen var klar og lys. Efter at den sidste tone var klinget ud, snurrede skiven under tragten et par omgange mere. Plunk, plunk, slut.

Søsteren flyttede nålen og drejede på håndsvinget. Et smil bredte sig over hendes ansigt, da hun hørte sangen forfra:

– Tempus adest gratiæ…

– Det er lykkedes, sagde hun for sig selv. – Gud til ære, og mennesker til glæde.

Få minutter senere stod klosterets priorinde, moder Bibba, i nonnecellen og hørte den latinske salme gjalde ud af tragten. Lidt fladere i klangen, end man ville forvente, når Caramella opløftede sin røst, og med skrat og knas tilsat, men ganske umiskendeligt en kvindes sangstemme.

– Søster Caramella, du skaber mirakler, og du er selv et mirakel! udbrød moder Bibba, idet hun greb om sin betroede nonnes hoved og trykkede et kys på den klare pande.

Priorinden på Asmild Kloster havde god grund til at prise sin italienskfødte nonne. Søster Caramella var ankommet til Viborg i 1533 og havde i løbet af sine blot tre år på stedet bygget et mekanisk ur og en stærkt forbedret pumpe til klosterets vandmølle. Hvis ikke hun var så fromt troende og ædel af udseende, kunne man mistænke hende for heksekunster.

Forklaringen på hendes kunnen var dels et lyst hoved, dels at hun som ung havde været i huset hos en opfinder i sit hjemland, stormanden Leonardo med det hvide skæg. Her havde hun lært de sælsomste kunster, men altid i fromhed og ærbarhed. Hun var kommet til Viborg for at undervise danske søstre, hvoraf de fleste var jævne og ukultiverede bondedøtre.

Sidste vinter havde hun i øvrigt også konstrueret en lussingmaskine, der sparede moder Bibba for mange anstrengelser i hverdagen.

– Efter tidebønnerne klokken ni skal alle høre dit apparat, når vi samles i refektoriet, sagde priorinden. – Det bliver en historisk aften i Asmild Kloster.

I det samme buldrede det voldsomt på klosterporten. Moder Bibba blev bleg.

– Åh Gud, gispede hun efter et kig ud af vinduet. – Det er landproletarerne med den modbydelige Hans Tavsen i spidsen. Reformationen er kommet til Viborg, de vil ødelægge alt, hvad vi med Herrens hjælp har bygget op. Og hvem ved, om de ikke også skænder søstrene og udsætter dem for det, der er værre end døden?

Søster Caramella havde længe forudset, hvad der ville ske. Munken Luther havde svigtet sin kirke, og hans undergravende tanker spredtes som pest ud over grænserne. Hun knælede for priorinden og kyssede hendes hænder.

– Farvel, ædle moder, sagde hun.

* * *

Flugten varede det meste af et år, og søster Caramella var flere gange tæt på døden i det krigshærgede Europa. Først da hun nåede over Alperne, følte hun sig atter tryg.

Den lille lydmaskine var gået tabt på vejen. En beruset landsknægt havde knust den med sin kølle en aften på et herberg i nærhede af Nürnberg. Han knuste alt, hvad han fik øje på – maskineri, ølkrus, kranier, krasj og kronsj, alt.

Fra sin klostercelles vindue kunne søster Caramella se ud over Po-dalens grønne sletter. Hun var i dagtimerne beskæftiget med at pleje de syge, og om aftenen skrev hun på en beretning om sine år i det høje nord. Opfindelser og tekniske påfund blev ikke efterspurgt i disse urolige tider.

Hun sad ved vinduet med aftenteen, mens en rosenkrans drejede mellem hendes lange, fine fingre. Teen var krydret og tilsat urter, der hensatte hende i en mildt beruset stemning. Det var, som om hun igen kunne høre sin egen salmesang fra maskinens drejende skive: – Tempus adest gratiæ…

En anden stemme blandede sig. Ude i tusmørket skimtede hun en mand med sort, glinsende hår, iført et stramt, perle- og rhinstensbesat kostume. Han roterede med hofterne og sang: – You ain’t nothing but a hound dog, cryin’ all the time.

Brutalt og stødvist kom ordene, understøttet af bulder og brag. Søster Caramella skar ansigt som i smerte, og det blev værre endnu. Fire unge herrer, iført ensartede blankgrå jakkesæt og med langt hår ned i panderne, brølede om kap: – She loves you, yeah, yeah, yeah…

Djævlens værk, tænkte søsteren og smed resten af sin aftente ud af vinduet. Lydene klingede af.

Ned til sidste tidebøn, formanede hun sig selv, og så til sengs. At hendes lydapparat var blevet knust, måtte hun opfatte som Guds vilje. Hvis hun havde fået tid og materialer til rådighed, kunne hun have frembragt radio, fjernsyn, spolebåndoptager, jukebox, storskærme og stadionhøjttalere. Hun havde set det alt sammen for sig, og en uendelighed af støjende artister havde hjemsøgt hendes drømme. Sex Pistols, Metallica, Motörhead, Johnny Reimar, Anne Linnet, Ozzy Osbourne… værre og mere satanisk for hver omdrejning af den forheksede skive.

Caramella foldede hænderne og takkede for, at det ikke var sket og ikke kom til at ske i hendes levetid. En vidunderlig stilhed hvilede over klosteret og landskabet. En spurv kvidrede ude i aftenen, en cikade summede, og ellers hørte man kun vindens blide hvisken i vinløvet.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden