Tag-arkiv: Erik Klipping

Guldkalenderen blad 23: KLIPPING I LADEN ÅR 1286

Guldkalender BANNER

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor? Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286

Der er sket noget forfærdeligt i nat.

Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned, han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter.

Finderup ill

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de andre op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig. På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.

I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.

“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.

Den vrinskede og galopperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.

Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.

“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt, thi jeg er kongen!”

Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.

“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.

Inden jeg nåede at finde drikken frem, lød der stemmer udenfor.

“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.

“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.

“Hørt,” brummede en tredje.

Erik Klipping gik i panik.

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”

“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.

“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig, at den kan ske at virke. Jeg gør det!”

Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.

Stalddøren gik op med et brag, og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.

“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”

Den laveste pegede på mig med sin kniv.

“Hvor er han?”

“Øh … han … æh,” stammede jeg.

“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.

Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …

“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.

Det var et glimrende forslag, som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for, at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Kalenderblad 6: Det Herrens år 1286

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor?
Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286.

Der er sket noget forfærdeligt i nat.
Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter. 

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de fleste op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig.
På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.
I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.
“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.
Den vrinskede og galoperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.
Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.
“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt thi jeg er kongen!”
Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.
“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.
Inden jeg nåede at finde drikken frem lød der stemmer udenfor.
“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.
“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.
“Hørt,” brummede en tredje.
Erik Klipping gik i panik. 

Finderup ill

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”
“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.
“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig at den kan ske at virke. Jeg gør det!”
Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.
Stalddøren gik op med et brag og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.
“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”
Den laveste pegede på mig med sin kniv.
“Hvor er han?”
“Øh … han … æh,” stammede jeg.
“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.
Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …
“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.
Det var et glimrende forslag som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden