Tag-arkiv: Lydia

Kampen om den røde rubin 4:25

Bennis hånd gravede atter i habitjakkens inderlomme, hvor forlovelsesringen lå.

Lydia,” sagde han med smør på stemmen. ”Jeg har noget til dig, og der følger et stort spørgsmål med.”

Så er der mums!” lød et råb bag dem. Overtjener Möbelwaffel kom rullende hen over udflugtskroens bræddegulv. En sky af krydret køkkendamp bølgede omkring ham og serveringsvognen.

Sprængt flodhest med tyttebærgelé og…”

Du sagde næsehorn lige før,” indskød Benni.

Flodhest, næsehorn, tasmansk pungrotte, kært dyr har mange navne. Se nu her!”

Pflumpf! En rødbrun, knoldet pladdermasse blev skovlet op på deres tallerkener. Sluschk! Et dobbelt mål grågul, sejtrukket roemos. Og pflisk – her fik de et par dryp af den annoncerede tyttebærgelé.

Nyd jeres måltid, og det er en ordre fra mig og køkkenchefen!”

Det sprængte dyr mindede i forbløffende grad om brunt standardgranulat fra Klamhuse Kødfoderfabrik, men det, man fik i munden, var velkrydret, og lyden af ihærdig tygning, gurglning, ræbning og synkning fyldte spisesalen de næste minutter.

Lydia tørrede underansigtet nogenlunde rent og blinkede med sine store kornblomstblå øjne.

Du ville sige noget, Benni?”

Ja, ja…” Hans kæber arbejdede som stemplerne i en dieselmotor. ”Lydia, min julestjerne, min opvaskebørste, mit mobile lasershow… er det nu i aften, vi skal forlove os?”

Hun bøjede ansigtet over den stadig rygende tallerken. Benni skubbede ringen hen mod hende, og den røde rubin samlede alt lys i sig.

Jo, min pasha,” svarede hun. ”Vores kærlighed gløder som Tjernobyl i 1986, men…”

Men hvad?”

Min far.”

Lydias far, dynamitfisker Bax Lubbert, Blodhavn, var en hård mand. Benni vidste det, alle vidste det. Han klappede Lydias hånd og sagde:

Inden længe vil Bax respektere mig og anerkende mine kvaliteter. Jeg vinder næsten altid ved nærmere bekendtskab. Jeg kan også skaffe ham nogle vinterunderbukser med lodden vrang til stærkt reduceret pris.”

Lydia drejede ringen, og det glimtede rubinrødt i hendes øjne.

Må jeg prøve den på?” sagde hun.

Spis for helvede!” brølede overtjeneren bag dem. ”Vi har halvandet kilo mere under dampkogning i køkkenet.”

Syvogtredive minutter senere blev det nyforlovede unge par støttet ud fra kroen. Deres kinder var svulmet op som balloner, og habitjakken sad uhyggeligt stramt om Bennis overkrop. Han glædede sig til at komme ind i sin to-farvede Ford Capri 1600 GT XL, hvor motoren kunne overdøve Lydias og hans egen uophørlige flatulens.

Hun vaklede af sted med højre hånd strakt frem foran sig, stadig hypnotiseret af rubinen.

Så ruller vi,” sagde Benni, da de med overtjenerens hjælp var blevet lempet ned i sportsvehiklet.

I det samme så han et uhyggeligt syn i sit bakspejl: En varevogn med den påklistrede tekst Morfars Medister. Foran i vognen sad de to gorillaer, der tidligere på aftenen havde givet ham lussinger, og mellem dem dukkede et ansigt frem, som lyste af raseri og ondskab. Manden med det olieglatte, sorte hår skreg en ordre til gorillaerne, kunne man se på hans åbne gab.

Benni trykkede hårdt på speederen, og Caprien accelererede som et projektil ud af et pistolløb.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Rubinring certificeret

Flere specialiteter på Brunmølle Udflugtskro

Flux videre til afsnit 5

Tilbage til forsiden

Kampen om den røde rubin 5:25

“Benni, hvad går der dog af dig?” hylede Lydia. Hun klamrede sig til passagersædet og kiggede forbløffet på sin forlovede, der med et intenst blik satte farten op og drønede ned mod centrum.

“Vi bliver forfulgt af forbrydere,” svarede Benni og foretog et skarpt sving ned ad Brunvarevej. Dækkene hvinede. Det samme gjorde Lydia.

Varevognen med forfølgerne var lige bag dem. De viftede hysterisk med armene.

“Jamen,” jamrede Lydia. “Af hvem?”

Benni prustede og torpederede ved et uheld ind en frugtbod. Han slog viskerne til, da ruden blev fyldt med knust frugt og saft. Han tørrede sveden af panden og rømmede sig:

“Ud fra den offensive fremgangsmåde som de benytter sig af, vil jeg enten gætte på licensopkrævere eller skattekontoret,” sagde han tørt.

“Men vi skylder da ikke noget til nogen.”

“Næh, vi har vores på det rene. Men skulle det på nogen måde stoppe Told og Skat? Ingenlunde. Har de først set sig sur på dig, ja så …”

Han tav.

Lyssignalet længere fremme skiftede til rødt, og retskaffen som Benni var, hamrede han bremsen i.

Varevognen bag dem undveg i sidste øjeblik og fortsatte forbi Caprien på to hjul.

Benni og Lydia så måbende til mens skurkevehiklet kolliderede med fjorten tønder finvalsede pensionistfækalier, der stod til afhentning foran alderdomshjemmet. Den dampende varme afføring sovsede varevognen ind og fjernede vejgrebet. Den skøjtede flere hundrede meter ned af vejen.

Lyssignalet skiftede til grønt.

“Jeg tror vi fik rystet dem af os,” sagde Benni. “De har lært en vigtig lektie. Dem ser vi ikke mere til.” Han blinkede til højre.

Et kvarter senere standsede Benni ved Lydias etværelses lejlighed på Blodhøj. Når brylluppet var fuldbragt var det slut med at bo hver for sig. De skulle bo sammen i en villa, eventuelt på Klamhuse Hede. Og de skulle have husdyr og tyende og hvad der ellers hørte sig til.

“Vil du med op og have en godnatdrink?” spurgte hun idet hun steg ud af vognen. Rubinringen glimtede på hendes hånd i skæret fra lygtepælen.

“En godnatdrink, siger du?” Benni klukkede. “Jeg takker aldrig nej til en cocktail med kvinden i mit liv. Jeg skal bare lige have mit tandhygiejnesæt og mine natbriller med fra i bagagerummet, så er jeg der sporenstregs!”

“Udmærket, så åbner jeg en flaske Litiumlikør imens,” svarede hun og valsede ind i opgangen.

Benni fløjtede lystigt og åbnede bagsmækken.

“Jeg er den heldigste mand i verden,” mumlede han for sig selv og rodede i dybet.

“Tro om igen,” gnæggede en mand bag ham.

Benni vendte sig om og stirrede direkte på et lommeur der svingede fra side til side.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du føler dig tung i kroppen,” sagde manden med lommeuret.

Benni sank sammen, men blev grebet af de bredskuldrede håndlangere inden han ramte fortovet. De løftede ham i vejret.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du afleverer nu den ægte rubinring til mig.”

Bennis øjne var vidtåbne.

“Jeg har den ikke. Jeg har givet den bort.”

“Satans!” Doktoren himlede med øjnene og trak et papirskondom over Bennis ansigt før han skubbede ham ind i den fækalieindsmurte varevogn. Han sprang ind og gestikulerede til sine mænd.

“Kør!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Lastvehikler i mudder

Link til mere info om vehikler på Blodhøj

Flux videre til afsnit 6

Retur til forsiden

Kampen om den røde rubin 6:25

Lydia havde travlt med at gøre sig smuk til natten. Hun gned sine opsvulmede kinder med salmiakspiritus og lukkede lejlighedens eneste vindue op, så hendes vedvarende kraftige flatulens kunne drive ud i decembermørket.

Hvor blev Benni af?

Hun så sig i spejlet. Læberødt! tænkte hun og lod handling følge tanke. Den gule fløjlskjoles to øverste knapper blev løsnet. Nu er jeg klar, Benni, tænkte hun, men hvor er du, min elskede, min forlovede, min rubingavemand?

Omsider hørte hun trin på trappen. Tunge trin. Hun åbnede døren på klem og satte ansigtet op til et smil, som dog forsvandt i næste sekund.

Manden, der trampede op mod hende, var dynamitfisker Bax IX Lubbert, hendes kødelige fader. Han var som altid iført sine fisker-overalls og lugtede stærkt af de fangster, der gennem ni generationer havde været familiens levebrød, siden cirka 1897 hjulpet af Alfred Nobels vidunderlige opfindelse.

Hvor er han, slamberten?” brølede Bax.

Ja, æh, hvis det Benni, du mener, så…

Hans væmmelige to-farvede burgøjserbil holder hernede, så lad være med at spille uskyldig. Hvor er han?”

Bax møvede forbi datteren og ind i lejligheden. Han åbnede køkkenskabet og døren til badeværelset. Han dumpede ned på knæ og kiggede under sovesofaen. Ingen Benni. Det ville være umuligt at skjule en ung mand, ja selv et barn eller en dværgpincher i en lejlighed af denne størrelse.

Hvad fanden…” mumlede han, mens han rejste sig. ”Er han fløjet ud af vinduet? Sig noget, tøs! Og hvad er det for en tingest på din højre hånd?”

Lydias hånd med rubinringen fløj om på ryggen, men for sent. Bax greb om hendes arm og drejede hende rundt.

Den tager jeg med. Du kan sige til din unge løjser, at hans ring ligger til afhentning hos Bax den niende Lubbert, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to, når han dukker op.”

Bax smækkede entredøren efter sig. Lydia stod ved sovesofaen og hulkede.

Fader Bax var en tyran, og Benni havde gjort sig usynlig. Alt, inklusiv rubinring og forlovelseshumør, havde hun mistet, og om få timer skulle hun møde på sin læreplads, andelshundesalonen Trim Fido Glad, Vester Usseldrup, hvor det var et uomgængeligt krav, at man så frisk og munter ud.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Storfisk

Mere info om nordvestjyske dynamitfiskere

Flux videre til afsnit 7

Tilbage til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 7:25

Med et knitrende snuptag blev papirskondomet fjernet fra Bennis ansigt, og han missede med øjnene. Lyset var skarpt i spisestuen i doktorens palæ.

Han var placeret på en højrygget stol med hænderne bundet på ryggen med plasticsnor. Der lugtede muggent.

“Nu prøver vi igen,” sagde doktoren med et kompromisløst smil og lommeuret svingende foran velhaverens øjne.

Schwung … Schwung … Schwung!

“Fortæl mig hvor sigøjnerringen befinder sig. Fortæl mig … mig … fortæl mig. Den røde rubin. Fortææææl. Sigøjnerring!”

Schwung … Schwung … Schwung!

“Den har jeg da foræret til en jeg kender,” snøvlede Benni.

“Til hvem … hvem … hvem?”

“Min elskede … Lydia Lubbert.”

“Dynamitfiskerdatteren?”

“Det kan du bide dig selv i næsen på,” kaglede Benni.

“Slut prut,” sagde doktoren og afbrød dermed hypnosen. Han stoppede lommeuret i jakken.

“Hvad foregår her?” råbte Benni da han kom til sig selv. Han kæmpede for at komme fri.

“Du har lige afsløret hvem der har ringen,” gnæggede doktoren og klappede Benni på skulderen.

“Umuligt,” sagde Benni.

“Jeg hypnotiserede dig til det, ha!” Doktoren grinede hånligt.

“Lort i lommen,” mumlede Benni.

Doktoren tog sin overfrakke på og placerede hatten på hovedet. Han pegede på sine lakajer og derefter på Benni:

“I bliver her og holder vagt mens jeg cykler ud og overfalder kællingen. Når jeg kommer tilbage må vi finde ud af hvad vi stiller op med ham.”

“Hvad hvis han stikker af?” spurgte Karloff.

“Det er jo sjovt nok det I skal forhindre,” snerrede doktoren og forlod bygningen i hast.

Benni tænkte så det knagede. Hans forlovede var i livsfare. Han måtte for alt i verden redde hende, men det krævede at han slap fri. Men hvordan? Med list.

Han kiggede på de to håndlangere og dernæst på en vase og en standerlampe. Glimrende våben. Efter kort betænkningstid faldt hans ansigt i fornærmede folder.

“Det her er kønsdiskrimination,” råbte Benni. “Sexchikane.”

“Hvad fanden mener du med det?” spurgte den nærmeste bølle.

“I nedgør mit køn,” svarede Benni hurtigt og stirrede vredt på dem.

“Har man hørt en loppe kø?”

Benni fortsatte uden at fortrække en mine. Han vidste ikke om planen virkede, men det var et forsøg værd.

“Har I ikke hørt det? Der findes ikke længere to køn, men 39.000 forskellige. Der er sgu ikke noget der hedder mand og kvinde mere …”

“Er der ikke?” Gorillaerne kløede sig i nakken og så uforstående på hinanden. “Så vi er ikke mænd?”

“Nej, og jeg er heller ikke mand. Jeg er det ikke-bundede-køn. Så jeg må slet ikke være bundet fast her. Det går imod min kønsidentitet. Så hjælp mig dog fri!”

Håndlangerne skyndte sig hen til stolen og løsnede plasticrebene og hjalp Benni på benene.

“Det må du undskylde?”

“Det må jeg nok sige,” sagde Benni og bakkede mod vasen på spisebordet. “Havde dette været Sverige var I blevet halshugget.”

“Men …” spurgte Brutus forsigtigt. “Hvilket køn er vi så?”

“Det bevidstløse køn,” sagde Benni og hamrede vasen i hovedet på ham. Karloff spærrede øjnene op. Han hævede næven men nåede ikke videre før Benni havde fat i standerlampen.

SMACK!

Benni rettede på sit silkeslips og forlod palæet i hast. Han løb ud på gaden og fik øje på en telefonboks. Med hjertet pumpende og resterende gas strømmende ud af rectum, hoppede han ind i boksen og kastede mønter i maskineriet. Han drejede nummeret med sved på panden.

“Lydia! … kom ud af den lejlighed nu. Der er ikke tid til at forklare. Vi må under jorden … Hvor?” Benni så sig forvildet rundt. Hans øjne stoppede ved en reklametryksag. “Mød mig … på Blodhavn Storhotel!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Blodhøj Storhotel 02

Tidligere drama på storhotellet her

Flux videre til afsnit 8

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 8:25

Bax IX Lubbert var på vej mod havnen. Snefnug prellede af på hans læderagtige ansigtshud. I den ene af hans håndboldstore næver, stukket ned i overallens højre lomme, lå den rubinring, han netop havde vredet af Lydias finger.

Var jeg for hård ved tøsen? tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl. Nej, fandme, hun skal ikke ind i en burgøjserfamilie af diskenspringere og modeherrer. Så længe vi har ranke og hæderlige yngre dynamitfiskere her i Blodhavn, kan og skal Lydia finde en ægtemand i deres skare. Sådan har vi Lubberter parret og formeret os med gode resultater gennem ni generationer, og sådan skal det denondefjerteme fortsætte, i hvert fald min tid ud.

Blodhavns gader lå øde hen i aftenmørket. Nordvestjylland ydede sit bidrag til den globale klimakamp ved at slukke for elværket hver aften kl. 21.19, lørdage på ulige datoer dog først kl. 23.11. Et par huller i sneskyerne slap stjerneskær igennem, og Bax’es tunge fiskerstøvler kendte vejen over havnepladsen. Forude anede han omridset af sit gode skib Liberator VII Lubbert.

En cykelklokke klemtede tæt ved hans venstre øre, og en foroverkrummet skikkelse strejfede hans skulder.

Se dig for, klovn!” råbte Bax efter racercyklisten, som allerede fortonede sig i mørket. ”Næste gang bli’r du kylet i havnen!”

Han troppede om bord på båden. Det var tid til et par timers søvn i mandskabslukafet forude, men en ureglementeret lyd nåede hans ører. En levende fisk plaskede i lastrummets bundvand. Havde unge Jolbert, hans skibsdreng, ikke fået hele gårsdagens fangst af sted til auktionen? Satans til sløseri, og der var lussinger i vente, når Jolbert viste sit fregnede ansigt kl. 04.29 i morgen tidlig. 

Kraftige, hurtige lussinger, javist! Bax gjorde den refleksbevægelse, som ordet lussing altid udløste. Hans højre hånd, stor og hård som et skovlblad, kom op af lommen og svingede en halv omgang i mørket.

Han mærkede ikke, at rubinringen faldt ned i lastrummet, og han så ikke, at den enlige Vesterhavstorsk dernede havde gabet stående åbent, og at ringen i næste sekund var væk.

Helt og aldeles væk og borte.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Julekort BLANK

Til en afveksling: Blodhavn Nordstrand ved sommertid

Flux videre til afsnit 9

Retur til forsiden

Kampen om den røde rubin 9:25

Lydia lagde røret og brugte 25 minutter på at pakke det mest nødvendige i sin kuffert. Hun forlod lejligheden, passerede Bennis forladte bil og prajede en hyrevogn. Chaufføren hjalp med at læsse den tonstunge kuffert på ladet.

“Blodhavn Storhotel,” sagde hun.

“Javel, strax!”

Da hun 8 minutter senere nåede frem foran det elegante hotel stod Benni stakåndet ved indgangspartiet og ventede på hende.

“Min elskede,” prustede han. “Det tog sin tid, men godt du kom … host … jeg er løbet hele vejen fra …”

Lydia knaldede ham en lussing.

“Du kan ikke være det bekendt,” sagde hun med bævrende læber. “Du stak bare af mens jeg stod og ventede …”

Benni greb hendes hånd.

“Hvor er din ring?”

“Den har far taget!” Hun knaldede ham endnu en lussing og brød hulkende sammen.

Benni ømmede sig og omfavnede hende. Et øjeblik var han fortørnet over svigerfars handling, men ved nærmere eftertanke var det måske udmærket, at rubinringen slet ikke var i deres besiddelse. Forbryderne kunne umuligt finde den nu. Faktisk befandt den sig det sikreste sted han kunne komme i tanke om. Ingen kunne vriste den fri fra bastante dynamitfisker. Måske ikke engang Benni, når den tid kom.

“Jeg skal nok fortælle dig alt. Tør øjnene,” sagde han. “Vi lejer et værelse, nyder et glas bobler og hitter ud af hele dette rod sammen. Aftale?”

Hun nikkede, og de gik arm i arm ind i lobbyen med kurs mod skranken. Bag dem fulgte en piccolo med Lydias bagage. Han jamrede over vægten.

“Hr. Borgwald-Bertelsen? Mig en ære. Velkommen,” sagde den statelige receptionist Dilbert Storkäbe. Han bukkede ærbødigt.

“Godaften, hr. Storkäbe,” sagde Benni. “Min forlovede og jeg vil gerne leje Flottenhejmersuiten for natten …”

“Flottenhejmersuiten?” gispede Lydia. “Jamen …”

“Intet skal mangle. Jeg vil gøre alt godt igen, min sukkersveske,” sagde Benni. “Desuden får vi brug for luxus hvis vi skal kunne tænke os ordentligt om. Det er et spørgsmål om liv, død og ære.”

Receptionisten fandt nøglen til hotellets dyreste værelse og lagde den på disken. Benni fremtryllede en rabatkupon til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og gav den diskret til hr. Storkäbe.

“Hvis De vil være så venlig at holde vores tilstedeværelse hemmelig for alle. Vi er på flugt fra luskede pampere.”

Receptionisten puttede rabatkuponen i frakkelommen og nikkede indforstået.

“Naturligvis. Jeg noterer Dem som hr. og fru Häkkelklejne. De er så godt som gået under jorden.”

“Jeg er Dem evigt taknemmelig.” Benni greb nøglen og tog elevatoren med Lydia til øverste etage.

Da de havde låst sig ind på Flottenhejmersuiten, fortalte Benni alt, hvad han havde oplevet med de to bredskuldrede mænd og den nedrige hypnotisør.

“Men hvad vil de med min forlovelsesring?” spurgte Lydia. Hun havde iført sig sin gennemsigtige natkjole.

“Jeg ved det ikke,” svarede Benni. “Havde banditterne nu spurgte mig pænt havde jeg måske overvejet at sælge den til dem. Til overpris naturligvis. Men når de antaster mig på den usmagelige måde, ja så bliver jeg stædig. Den ring tilhører dig. Ingen andre.”

“Åh, Benni. Hvor er du romantisk,” kvidrede hun og kyssede ham på halsen.

“Du er heller ikke så ringe endda.” Han aede hende på kinden.

7,5 minut senere lå de begge afklædte på lædermadrassen og røg et par hindbærcigaretter.

“Det var dejligt,” sagde Lydia.

“Jeg kunne godt bruge en bid natmad,” smilte Benni. Han rejste sig og gik hen til vægtelefonen kun iført silkeslipset.

“Godaften,” sagde han. “Jeg vil gerne bestille to gange laksekæbe med flamingomos og kristtjørnenesalat. Og en flaske methanollikør, tak. Ja, Flottenhejmersuiten.”

Benni gik svedglinsende hen til altandøren og åbnede for at køle af oven på forplantningsaktiviteterne.

TUCK … TUCK … TUCK, lød det henne ved døren.

“Det var saftsuseme hurtigt,” mumlede Benni og gik hen for at åbne.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Pragtauto

Supplerende info om nordvestjyske hyrevogne

Flux videre til afsnit 10

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 11:25

“Hvor er den forbandede ring?” råbte doktoren mens han endevendte skuffer og skabe.

Lydia Lubbert var tydeligvis stukket af. Hun måtte være flygtet minutter før han ankom til lejligheden. Men hvorhen? Han måtte vide hvor.

“Hvad er det dog for et spektakel?” udbrød viceværten Storbjørn Lansebasse. Han halsede op ad trapperne og ind i lejligheden iført sin olieindsmurt kedeldragt og med et disciplineringsredskab i den benede hånd.

“Hvad laver De i frk. Lubberts lejlighed?”

“Jeg renoverer,” råbte doktoren arrigt og smadrede en rude med en penisafstøbning. “Det kaldes fengshui!”

Rød i hovedet trampede han ned ad trapperne og ud i det fri. Han ridsede Bennis bil og sprang på sin cykel.

Doktoren grublede. Kvinden havde tømt sit klædeskab og sin badeværelsesskuffe, hvilket betød at hun ville rejse væk i længere tid. Men hun kunne umuligt bære alt det tøj uden en kuffert. Og hun ville blive udmattet af at spadsere med bagagen, hvilket betød at hun var kørt fra stedet. Men det var almindeligt kendt i byen, at Bax IX Lubbert forbød sin datter at tage køretimer. Og efter hele dette regnestykke kom doktoren frem til konklusionen: Hun har taget en hyrevogn!

Galningen kørte på må og få gennem gaderne og kiggede til alle sider som et afsindigt desmerdyr i en kombineret sukker- og koffeinrus.

Efter tre timer fik han øje på en hyrevogn der stod parkeret ved Gylberts Pølsevogn. Chaufføren Mammut Bongojet havde pause. Han fortærede fedtpølser med knas og ketchup. Han havde sovs i ansigtet og på kraven. Han gjorde tegn til pølsemanden.

“Tre storklepperter mere og en kakaomælk til at skylle efter med!”

Doktoren steg af cyklen, trak sit lommeur frem fra jakken og listede ind på den spisende.

“God aften? Har De for nyligt eskorteret Lydia Lubbert fra sin bopæl til en anden adresse?”

“Dynamitfiskerpigen? Ja, men det er flere timer siden. Og så siger jeg ikke mere. Kundefortrolighed og tillid.”

Doktoren gnæggede og brugte sine nedrige kneb.

“De fortæller mig alt. Hvorhen … hvorhen? Fortæl mig hvor.” Lommeuret kørte fra side til side. Schwung … schwung!

“Blodhavn Storhotel,” sagde chaufføren med en monoton stemme. Halvtyggede pølsestykker faldt ud af flaben i en syndflod af savl.

“Glimrende,” sagde doktoren. “Bring mig til hotellet. Storhotellet. Nuuuuh!”

Schwung … schwung … schwung …

“Javel,” sagde Mammut Bongojet og satte sig bag rattet. Doktoren hoppede ind på passagersædet og bad chaufføren afbryde taxameteret.

Motoren brummede aggressivt i gang.

“Hallo?” råbte Gylbert ved komfuret. “Hvad så med pøllerne?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Tosseplakat dec 18 m TEKST

Mere info om nordvestjysk pølsekultur

Flux videre til afsnit 12 

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 12:25

Doktoren havde tit nok haft skumle ærinder på Blodhavn Storhotel. Han kendte bagvejen ind gennem kælderen, hvor han smøg sig rundt om baljer med kødfoder og plomberede tønder, indeholdende de seneste døgns høst af gæstefækalier.

Hotellets portier, den 187 kg tunge Walmert Poppelkrage, sov formiddagssøvn.
Doktoren kunne se i gæstebogen, at Benni og Lydia havde haft den frækhed at leje sig ind i Flottenhejmersuiten.

Han fortsatte seks etager op ad personaletrappen, der var smal og stejl som en hønsestige.

Den guldbemalede dør til suiten var ulåst. Midt i himmelsengen sad en mand i bar overkrop og stribede silkebenklæder og spillede på en ganske lille banjo. Han grinede som en chimpanse med sit kraftige, fremskudte tandsæt.

Jeg har fundet den. Den er min – og snart hele verdens!”

Hvad taler du om?”

Kærlighed er rytme. Min nye popsang. Vil du høre den?”

Nej tak. Jeg skal tale med Benny og/eller Lydia.”

Hvem?”

Benni Borgwald-Bertelsen og/eller Lydia Lubbert. Nu!”

Åh, de dér søde unge mennesker med rytme i kroppene. Desværre, de er taget af sted til hver sit arbejde.”

Doktoren holdt lommeuret frem foran musikerens let skelende øjne og lod det pendulere langsomt.

Du glider ind i en trance, hvor du adlyder alle mine ordrer. Sådan, banjomand, og lad mig så høre: Har du set en ring med en rød ædelsten?”

Svaret er nej. Jeg har set meget andet sjovt, men…”

De unge mennesker skulle vel ikke tilfældigvis have efterladt nogle personlige ejendele, for eksempel et smykkeskrin, her i suiten?”

Nej. Men kærlighed er rytme, og rytme er kærlighed. Vil du føjte, vil du byt’ me’…”

Hold kæft og modtag din endelige ordre: Du synger første vers af din elendige sang 439 gange, inden du vågner op og har glemt alt. Er det forstået?”

Javel.”

Banjoen gav metalliske lyde fra sig, og første vers gjaldede ud af mandens åbne gab. Med et ondt smil om sine smalle læber kantede doktoren sig over vindueskarmen, greb om et nedløbsrør og kurede i løbet af sekunder ned til jordens overflade.

* * *

Benni Borgwald-Bertelsen var i færd med at julepynte strøgvinduerne i Klamhuse Herrebeklædningsmagasin. De opstillede mannequindukker blev iført nissehuer og hvide skæg. En af dem fik traditionen tro også påspændt en rødmalet fyrretræsdildo. Ingen jul i Klamhuse uden denne populære spas.

Formiddagen var næsten altid stille i butikken og på Strøgboulevarden udenfor. Et hundetrukket invalidevehikel gled forbi, og Benni gengældte førerens hilsen. Klokken 09.24 indfandt en ældre husmandskone sig for at få pengene tilbage for et par uldsokker, hendes mand havde købt i 1979. Han var død i sidste uge, og da sokkerne fremtrådte næsten som nye med kun et lille hul på den højre storetå, mente hun nok, at hun var berettiget til mindst halvdelen af det beløb, der stod på den medbragte, gulnede nota.

Benni trakterede hendes rødbrune, flæskede kinder med otte svirpelussinger og fulgte hende til dørs. Kunder af den slags kunne magasinet undvære.

Han gik ud i baglokalet for at styrke sig på en slurk jordbærte. Radioen var tændt, og mens han gurglede stimulansen i sig, standsede musikken.

Vi bryder ind med en ekstraudsendelse fra radioavisen. Et uvurderligt smykke er forsvundet i Nordvestjylland, og hændelsen kan føre til en diplomatisk krise mellem Danmark og Norge. Det drejer sig om en guldring med en 2,2 karats rubin, tilhørende den norske sangerinde og dyreværnsaktivist Pula Skogmo, som mistede smykket, mens hun var på vintercamping i nærheden af Holstebro.”

Benni stirrede på højttaleren. Svedperler drev ned over hans unge ansigt.

Pula Skogmo havde indladt en sigøjnerlignende person i sin campingvogn. Han medbragte en hund, som var sulten og havde en splint i højre forpote. Pula tog sig af hunden, og da mand og hund var forsvundet, kørende i en carrygul Lada af ældre årgang, manglede hendes uerstattelige guldring med den berømte røde rubin, som hendes bedstemor i sin tid fik i forlovelsesgave af forfatteren Agnar Mykle.”

Radiostemmen fortsatte hård og metallisk:

“Pula er for alle nordmænd et nationalt klenodie, ringen ligeså. Den norske statsminister kræver hurtig og effektiv indsats fra de danske myndigheder. Radioavisen vender tilbage, så snart der er nyt i den betændte sag, og tv-avisen bringer en særudsendelse klokken 11. Oplysninger, der kan bringe smykket for dagen, rettes til politiet i Holstebro eller nærmeste politistation.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Herrebeklædningsannonce

Supplerende info om nordvestjysk beklædning

Flux videre til afsnit 13

Retur til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 13:25

Benni rystede så meget på hænderne, at jordbærteen skvulpede ned over de fine habitbukser, men han ænsede knapt den kogende væske mod sit lem. Hans tanker var et andet sted.

“Sigøjnerlignende person med hund og en karrygul Lada?” mumlede han for sig selv, mens han stirrede på radioen, der var begyndt at spille et af Pula Skogmos storhits.

“Pis i potten! Jeg er blevet narret. Taget ved næsen.” Han rejste sig med sine våde bukser. “Bare vent til jeg får fat i kravetøjet på den sigøjner.”

Benni trampede ud i butikken og kaldte på den trofaste medarbejder hr. Qualm.

“Jeg bliver nødt til at gå for en stund,” sagde Benni hurtigt. “Det er et personligt ærinde.”

Medarbejderen stirrede på Bennis gennemblødte benklæder.

“Åh, det er der slet ingen grund til,” sagde hr. Qualm. “Jeg lider selv af ufrivillig vandladning. Jeg låner gerne en af mine bleer ud.” Han rodede i sin inderlomme, men Benni havde allerede forladt butikken.

“Hr. Borgwald-Bertelsen?”

* * *

Baggården bag Lamberts Maskinfabrik var plaget af uskøn sigøjnermusik fra en rejsegrammofon i det mølædte beduintelt. Foran teltet stod den gule Lada med åben bagsmæk, der udgjorde soveplads for charlatanens tandløse og pletskallede hund.

Sigøjneren hr. Bimbam sad på en kabeltromle og pudsede det sølvtøj han netop havde nolet fra en nordvestjysk velhaverfamilie.

Da han rettede blikket op og fik øje på Benni, der traskede imod ham med spændte næver, forsvandt hans kåde entusiastiske smil. Han begyndte febrilsk at pakke sin lejr sammen, men nåede ikke langt i processen.

“Din svumpukkel!” Benni greb ham i kraven og gav ham et par lussinger. “Ringen du solgte mig var en hælervare. Et norsk nationalklenodie!”

“Jamen, alle mine varer er hælervarer,” smaskede sigøjneren. “Sådan er mit forretningskoncept.”

Benni svarede med endnu en lussing og lod hr. Bimbam dumpe ned på jorden.

“Du har solgt mig katten i sækken, ækle undermåler. Efter jeg købte ringen er jeg blevet forfulgt af tre skurke der både truer, hypnotiserer og slår,” snerrede Benni. “Og ikke nok med det, vi er på vej mod en skandinavisk krise. Nu giver du mig nogle oplysninger, ellers …” sagde Benni og løsnede silkeslipset. “Må jeg gå over gevind.”

Sigøjneren løftede afværgende håndfladerne og gik krumrygget bagud.

“Ja, ja .. I sidste uge var jeg ude på tyvetogt, da jeg så tre mænd tale sammen ude foran biografteateret. Jeg skulle netop til at snuppe den enes lommeur, da de begyndte at tale om en rubinring, som tilhørte konen, søsteren eller kusinen. Hun var på ferie nær Holstebro. De planlagde at stjæle ringen fra hende. Jeg lod lommeuret være og kørte i stedet ud for at komme mændene i forkøbet.” Sigøjneren smilede fjoget.

På gaden udenfor kørte fire udrykningskøretøjer forbi med lygter og horn og fortsatte mod Klamhuse Strøgboulevard.

Benni rystede opgivende på hovedet. Der var ingen anden udvej. Han måtte opsøge sin kommende svigerfar og bede om at få ringen udleveret, så han kunne levere den tilbage til Norge. Men det ville ikke blive let. Bax IX Lubbet var en stædig mand som ikke bare ville overdrage Benni rubinringen, selv om Skandinaviens sikkerhed stod på spil. 

Benni måtte tage sine forholdsregler og opruste til den uundgåelige konflikt.

“Hvordan ligger du i håndvåben?” spurgte han.

Hr. Bimbam fandt en kasse pistoler frem.

“Hvad skal du bruge sådan en til?”

“Overtale svigerfar,” sagde Benni tørt.

“Så er denne det perfekte valg,” svarede sigøjneren og rakte ham en Colt. “Det bliver 25 kroner.”

Benni nedstirrede sigøjneren, som fremstammede:

“Den … den er gratis. Kom… kompensation for dine lidelser.”

“Det var yderst venligt af dig.”

* * *

Da Benni kom tilbage til sin virksomhed kl. 11.02 stod bygningen i lys lue. Flammerne slikkede på krydsfinerpladerne og nedsmeltede plasticruderne. Brandmænd stod med vandslanger og skumslukkere, men deres indsats var omsonst.

Benni stillede sig i afmagt og med sved på panden ved siden af hr. Qualm. Han kunne ikke fremstamme et eneste ord. Alle hans værdipapirer, skrabelodder med gevinst og sparegrisen stod inde på kontoret. Han havde mistet alt.

“Der kom en herre ind i butikken og spurgte efter dig,” forklarede hr. Qualm. “Jeg sagde at du var ude for at købe bleer, men det blev han ikke stillet tilfreds med.”

Benni tog sig til hovedet uden at sige noget. Hr. Qualm jappede videre:

“Han sagde, at han ville have sin rubinring omgående og jeg måtte forklare ham, at vi ikke sælger smykker. Så skoddede han sin cigaret i papirspersiennerne og gik. Uopdragent.”

Benni stirrede ud i luften.

“Hvad skal jeg dog sige til Lydia?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Brandvæsen

Supplerende info om nordvestjysk kriminalitetsbekæmpelse

Flux videre til afsnit 14

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 14:25

Løft venstre bagben, så jeg kan trimme de fedtede hårtjavser omkring dine testikler. Ja, sådan. Godt, lille Bubba, dygtig vuffer!”

Lydia er alene i andelshundesalonen Trim Fido Glad på Klamhuse Vestermark, og hun har haft travlt fra morgenstunden. Lige nu er en 85-kilos mastiff under behandling, mens dens to brødre ligger på gulvet og følger med. Hundeøjnene er blanke, og våde tunger dingler ud af de mægtige gab.

Lydia nynner til arbejdet. Musikken i salonen er Raquel Rastennis 1950’er-hit ”Der sidder en vovse i et vindue”, afspillet non-stop. I løbet af sine foreløbig to års læretid har Lydia hørt den cirka 167.000 gange.

Døren går op med et brag. En høj, tynd mand, iført sort diplomatfrakke og blanke støvletter springer ind med en kniv i hånden.

Hvor er din far?” siger han. ”Svar nu med det samme! Jeg er træt af udflugter og tom snak. Hvor er din far og den forbandede rubin?”

Mastiffen Bubba rejser sig fra behandlingsbordet, hurtigere end et firben forsvinder ind i et stendige. 85 kilo kampvægt flyver mod den truende mand, og de to andre giganthunde (henholdsvis 82 og 91 kilo) angriber simultant hans flanker.

Jeg skulle have medbragt hundekiks og/eller kødfoderfrikadeller, tænker doktoren, mens han spurter ud af salonen og hen over en våd pløjemark. Hans frakke og benklæder er allerede bidt i laser, og hundetænder sætter blodrøde mærker i hans blege balder.

Bubba! Nollert! Poppa!”

Lydia står i døren og kalder forgæves på sine kunder. Doktoren og de tre rasende monsterhunde bevæger sig som springlopper ud mod horisonten. Med samme fart, men i en anden retning, strømmer arbejdsklædte landproletarer forbi hende ind mod Klamhuse midtby. Ingen standser for at beundre hendes røde læber og yppige figur, og det er højst usædvanligt.

Hvad er der galt?” spørger hun.

Herrebeklædningsmagasinet brænder!”

Lydia glemmer alt om rubinring, hunde og truende mandsperson. Hun løber efter proletarerne, og da hun når frem til Strøgboulevarden, må hun udstøde et skrig. Af det palæagtige magasin, byens og oplandets stolthed, er der ikke andet tilbage end et par rygende stolper og en fæl stank af brændt plastic.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

hunde mastiffs mad foder guf

Supplerende info om nordvestjysk hundehold

Flux videre til afsnit 15

Retur til avisens forside