Kampen om den røde rubin 5:25

“Benni, hvad går der dog af dig?” hylede Lydia. Hun klamrede sig til passagersædet og kiggede forbløffet på sin forlovede, der med et intenst blik satte farten op og drønede ned mod centrum.

“Vi bliver forfulgt af forbrydere,” svarede Benni og foretog et skarpt sving ned ad Brunvarevej. Dækkene hvinede. Det samme gjorde Lydia.

Varevognen med forfølgerne var lige bag dem. De viftede hysterisk med armene.

“Jamen,” jamrede Lydia. “Af hvem?”

Benni prustede og torpederede ved et uheld ind en frugtbod. Han slog viskerne til, da ruden blev fyldt med knust frugt og saft. Han tørrede sveden af panden og rømmede sig:

“Ud fra den offensive fremgangsmåde som de benytter sig af, vil jeg enten gætte på licensopkrævere eller skattekontoret,” sagde han tørt.

“Men vi skylder da ikke noget til nogen.”

“Næh, vi har vores på det rene. Men skulle det på nogen måde stoppe Told og Skat? Ingenlunde. Har de først set sig sur på dig, ja så …”

Han tav.

Lyssignalet længere fremme skiftede til rødt, og retskaffen som Benni var, hamrede han bremsen i.

Varevognen bag dem undveg i sidste øjeblik og fortsatte forbi Caprien på to hjul.

Benni og Lydia så måbende til mens skurkevehiklet kolliderede med fjorten tønder finvalsede pensionistfækalier, der stod til afhentning foran alderdomshjemmet. Den dampende varme afføring sovsede varevognen ind og fjernede vejgrebet. Den skøjtede flere hundrede meter ned af vejen.

Lyssignalet skiftede til grønt.

“Jeg tror vi fik rystet dem af os,” sagde Benni. “De har lært en vigtig lektie. Dem ser vi ikke mere til.” Han blinkede til højre.

Et kvarter senere standsede Benni ved Lydias etværelses lejlighed på Blodhøj. Når brylluppet var fuldbragt var det slut med at bo hver for sig. De skulle bo sammen i en villa, eventuelt på Klamhuse Hede. Og de skulle have husdyr og tyende og hvad der ellers hørte sig til.

“Vil du med op og have en godnatdrink?” spurgte hun idet hun steg ud af vognen. Rubinringen glimtede på hendes hånd i skæret fra lygtepælen.

“En godnatdrink, siger du?” Benni klukkede. “Jeg takker aldrig nej til en cocktail med kvinden i mit liv. Jeg skal bare lige have mit tandhygiejnesæt og mine natbriller med fra i bagagerummet, så er jeg der sporenstregs!”

“Udmærket, så åbner jeg en flaske Litiumlikør imens,” svarede hun og valsede ind i opgangen.

Benni fløjtede lystigt og åbnede bagsmækken.

“Jeg er den heldigste mand i verden,” mumlede han for sig selv og rodede i dybet.

“Tro om igen,” gnæggede en mand bag ham.

Benni vendte sig om og stirrede direkte på et lommeur der svingede fra side til side.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du føler dig tung i kroppen,” sagde manden med lommeuret.

Benni sank sammen, men blev grebet af de bredskuldrede håndlangere inden han ramte fortovet. De løftede ham i vejret.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du afleverer nu den ægte rubinring til mig.”

Bennis øjne var vidtåbne.

“Jeg har den ikke. Jeg har givet den bort.”

“Satans!” Doktoren himlede med øjnene og trak et papirskondom over Bennis ansigt før han skubbede ham ind i den fækalieindsmurte varevogn. Han sprang ind og gestikulerede til sine mænd.

“Kør!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Lastvehikler i mudder

Link til mere info om vehikler på Blodhøj

Flux videre til afsnit 6

Retur til forsiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image