Tag-arkiv: resumé

Kampen om den røde rubin 16:25

”Hvad er det for noget med den rubin?” spurgte en engel, som havde lagt harpen for at holde frokostpause.

Agnar Mykle (1915-94) sad ved et himmelsk bord med pølsemad og norsk pilsnerøl af mærket Hansa. Han tørrede sig om munden og forklarede:

”Engang midt i det 20. århundrede havde jeg en smuk ung kæreste. Mit litterære mesterværk, ‘Sangen om den røde rubin’, var udkommet og fik takket være nogle erotiske passager skandalesucces — ikke bare i Norge, men over det meste af Vesteuropa. Pengene væltede ind. Jeg købte en forlovelsesring af det pureste guld og fik påmonteret den største og flotteste røde rubin, der kunne opdrives. Pigens hjerte smeltede, og andre dele af hendes anatomi fulgte pænt med. Triumf!”

”Aha,” sagde englen og hældte dressing over sin salat.

Mykle fortsatte:

”To generationer senere er rubinringen gået i arv til sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo. Hun holder sin årlige vintercampingferie i nærheden af Holstebro, Danmark. En sigøjner stjæler min røde rubin og sælger den kort efter til herreekviperingshandler Benni Borgwald-Bertelsen, Klamhuse, der vil overraske sin udkårne, hundefrisørelev Lydia Lubbert, med en så udsøgt forlovelsesgave.”

”Samme ring, samme trick,” bemærkede englen.

”Netop. Alt på Jorden kører i ring. En skummel forbryder med dæknavnet ’doktoren’ sender to gorillaer af sted for at tage ringen fra Benni. Benni stikker dem imidlertid en anden ring. Lydia får den ægte rubinring og er begejstret. Sent samme aften, mens banditterne igen angriber Benni og bortfører ham, dukker Lydias far, dynamitfisker Bax IX Lubbert op hos hende. Han bryder sig ikke om Benni, og han konfiskerer ringen.”

”Hård mand.”

”Stenhård. I nattemørket om bord på dynamitfiskerbåden taber han – uden at opdage det – ringen ned i lastrummet, hvor den bliver slugt af en torsk. Næste morgen er der orkanvarsel over Nordvestjylland. Bax går op i byen for at drikke sig fuld, og undervejs forærer han torsken med det dyrebare maveindhold  til en fattig enke, kendt som Mutter Schweske.”

”Aha,” siger den gumlende engel. ”Videre!”

”I Norge anses det for en national katastrofe, at den kendte sangerinde har mistet det historiske klenodie. Dansk politi sætter alle kræfter ind på at opspore rubinen. Og den skumle doktor har heller ikke opgivet sin jagt. Han opsøger Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og sætter det i brand.”

”Og hvad sker der så?”

Agnar Mykle drak en slurk øl. Udtrykket i hans øjne var eftertænksomt.

”Det får vi at se,” sagde han.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

9788205457911

Extern info om forfatteren Agnar Mykle

Flux videre til afsnit 17

Retur til avisens forside