Bilradioen skrattede højt:

“Nu er det nok! udtaler den norske udenrigsminister og tilføjer at hvis Danmark ikke kan levere rubinringen tilbage til Pula Skogmo inden i morgen tidlig, vil bomberne regne over Nordvestjylland. Norges tålmodighed er opbrugt …”

Benni gned sig i øjnene.

“Åh, hvor det dog klør, det skidt,” sagde han.

“Hørte du det?” sagde Lydia og greb hans overarm.

“Hvad siger du?”

“Jeg siger at …”

“Hvabehar?”

Benni kunne intet høre eller se, men det var der en bestemt grund til. Det var en del af planen som de havde udtænkt i dynamitfiskerens domicil.

Klokken 12.58 præcis satte hyrevognen Benni og Lydia af ved Klamhuse Kødfoderfabrik.

Benni tog den brune konvolut, som doktorens lakajer havde givet ham. Den indeholdt en nøgle som de låste sig ind af bagdøren med.

Henne ved kødkværn nr. 17 stod doktoren i selskab med sine to bandagerede kumpaner.

“Har I ringen med?” sagde doktoren. “Den ægte røde rubin?”

Karloff og Brutus knyttede nævnerne.

“Jah,” svarede Lydia og løftede et polstret ring-etui i sin højre hånd.

Doktoren stak armen frem.

“Lige et øjeblik,” råbte Benni. “Inden vi overdrager den og du begynder på dine numre, så har vi krav på at vide hvad der foregår!”

Bennis stemme gav ekko i hallen. Han satte hænderne i siden. Doktoren så ham an og nikkede langsomt:

“Lad gå,” sagde skurken.

“Og tal klart og tydeligt!” råbte Benni.

Doktoren lagde armene på ryggen og gik frem og tilbage mens han begyndte at fortælle:

“Mit navn er Svend Skogmo Storjætte. Jeg var indtil i fjor gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo.”

Lydia gispede. Benni så upåvirket ud, mest fordi han hverken kunne høre eller se særlig meget grundet torskerognsørepropperne og fiskeskindskontaktlinserne, som han havde konstrueret af efterladenskaberne på svigerfaderens frokosttallerken.

“Min ekskones rubinring er vigtig for Norge. Hvis jeg besidder den, er det mig der stiller kravene. Jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat inden krigen begynder. Derfra kan jeg begynde at forlange en passende løsesum. Det er den korte version.”

Lydia nev Benni i armen og han stak diskret hånden i frakkelommen og afbrød båndoptageren. Han havde fået hvad han behøvede. Hvis han afleverede doktorens monolog til politiet og de knockelske blade, ville katastrofen kunne afværges.

Hverken han eller Lydia havde medbragt rubinringen. Bax kunne ikke finde den, så de måtte tænke kreativt. Ring-etuiet i Lydias hånd gemte i stedet på en sløv, rusten fiskekrog.

“Men nok om det.” Svend Skogmo Storjætte trak sit lommeur fri og lod det pendulere foran Benni.

“Nu gør du som jeg siger, Benni Borgwald-Bertelsen. Du er under min kontrol!”

Benni stirrede tomt ud i luften.

“Du lægger dig op på kødbåndet og nyder hele turen gennem maskineriet, til du er hakket i stumper og stykker og hældt på dåser som Velhavergullasch. Gør som jeg siger.”

Karloff og Brutus tændte for kødkværn nr. 17. Den arbejdede sig op i tempo.

“Nu!” råbte Benni.

Lydia hev lommeuret ud af doktorens hånd og kastede det på rullebåndet. Uret kørte ind i kødhakkeren og blev knust.

“Pokkers!” udbrød doktoren og trak sig tilbage.

Benni fremdrog sin Colt med den ene hånd og pillede kontaktlinserne og ørepropperne ud med den anden.

Sanserne var tilbage.

“Legen slutter her. Nu går vi alle fem ned på politistationen,” sagde Benni med et selvsikkert smil. “Dette er en civil anholdelse!”

“Du er vel ikke så naiv at tro, at jeg ikke har forberedt en plan B?” Den nedrige norske hypnosedoktor fløjtede en simpel melodi. Sekundet efter puslede det i krogene.

Benni og Lydia vendte blikkene betuttet rundt.

Rotter i hobetal vrimlede ud fra rørene og ud fra huller i murene og gulvet. De peb og gik til angreb på Benni. Nogle kravlede op i hans bukseben. Han sigtede på dyrene og trykkede på aftrækkeren. klik, klik, klik.

“Lort i lommen,” mumlede han. Sigøjneren havde snydt ham igen. Patronerne var selvfølgelig ikke inkluderet.

Han forsøgte at slå gnaverne af sig, mens han kravlede op på en kasse. I forvirringen kunne han høre doktorens hysteriske latter og sin forlovedes fortabte angstskrig.

“Benni!”

“Lydia!” Der lød hastige skridt over betongulvet. Han sprang ned og maste fire rotter, inden han optog forfølgelsen.

Benni halsede ud af hallen med rottehæren i hælene. Han nåede at se sin elskede Lydia blive kastet ind i lastrummet på varevognen med påskriften Morfars Medister. Bilen startede og susede af sted.

Det var ikke sådan, det skulle være gået til.

Selv om han lagde alle kræfter i, kunne han ikke til fods indhente den fækaliedækkede varevogn, der snart blot var en prik i horisonten.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Hård supplerende info om nordvestjyske skadedyr

Flux videre til afsnit 20

Retur til avisens forside