KÆLTRINGSØ AFSNIT 1:4

Gennem den seneste måned er der dukket festlige flyveblade op på gader og stræder i vore hjemsogne. De fra luften dalende tryksager har vist sig at være annoncer for rejser til et ferieparadis, beliggende langt ude i Vesterhavet, kaldet Kæltringsø.

Min højtrespekterede overordnende Louis B. Knockel bad mig personligt drage til Kæltringsø for at afgøre, om stedet var lødigt nok til redaktørens og dennes hustrus sommerferie. Min opgave bestod i at sondere terrænet og løbende sende min tanker om turistmålet.

Jeg iførte mig mit fineste feriedress og pakkede det mest nødvendige i min kuffert: Min notatblok, skrivemaskine, mit fotografiapparat og min mobile telefaxmaskine. Da alt var klart, tog undertegnede af sted i det knockelske privatfly.

I går aftes ankom jeg til destinationen, og med det samme kan jeg fastslå følgende:
Kæltringsø er ikke, hvad den giver sig ud for at være. Her er livsfarligt.

Mærk Dem min ord. Øen rummer et særdeles skræmmende dyreliv, de fleste af de lokale er kriminelle, og maden er smagløs.

Da jeg tjekkede ind på hotellet, var det umiddelbare indtryk udmærket. Der var rent og pænt, servicen var i særklasse, og der lå sukkergodt på hovedpuden. Men der var noget mystisk ved stedet. Jeg var skeptisk. Det hele virkede for perfekt.

Min onkel Hermod Halunk har lært mig flere brugbare egenskaber i årenes løb, heriblandt metoder til fremsnusning af beviser på mine mistanker, samt evnen til at kunne gennemskue løgnere. Med disse værktøjer i rygsækken inspicerede jeg etablissementet.

Intuitionen talte sandt.

Efter en kort gennemgang af omgivelserne og snilde trickspørgsmål til personalet, konstaterede jeg straks, at jeg befandt mig på et nedrigt slyngelhotel.

Direktøren er en ækel rad, der laver ydmygende eksperimenter på de sovende gæster hver nat.

I aftes brød han ind i min suite og kørte en af sine ubehagelige påfund i stilling: Verdens første og største bemandede stikpille.

Jeg tog ham på fersk gerning, da jeg lod, som om jeg sov. Havde jeg ikke slået øjnene op i tide og gjort anskrig – ja, så havde det varet år, inden jeg kunne sidde ned igen.

Det er tydeligt, at jeg ikke skulle tilbringe mere tid i disse lokaler. Jeg tog flugten og sidder i skrivende stund beskyttet i en affaldscontainer, hvori jeg har i sinde at overnatte resten af mit ophold.

Husk på én ting: Selv om mit liv er i fare, slipper jeg aldrig blokken og pennen. Alt skal dokumenteres.

Gå straks videre til næste dramatiske afsnit: