Jeg viderebringer hermed en julehilsen fra hr. Arne Sikh, der i øjeblikket er på velfortjent afspadsering, og som fejrer højtiden i sin egen kære hjemstavn, den tidligere danske kronkoloni Yanquibar.
Den alleryderst ærede hr. Kadili Minhatman, stifteren af den spirituelle dansk-indiske handels-station Yanquibar, ved Indiens syd-østlige kyst, hilser jer alle, i den Yderste Freds navn!; Oom, Oom, og Oom igen.
På vor skønne strandpromenade findes et unikt minde fra fortiden: Gullivers efterladte sko, fra dennes episke svømmetur over det Indiske Ocean, til landene Blipbåt, Gudhvorerher, Bådestorth og Småht, også kendt som dele af Mikronesien.
Underholdende strandaktivitet er der også rigeligt af, som nu for eksempel hr. John Delhiman, der dagligt ruller slangen ud foran et talstærkt børnepublikum samt andre interesserede.
I vore velassorterede strandkiosker tilbyder vi turistløsninger af enhver art, såsom den Yanquibariske Badebold, med alt inklusive, for kun 2,44 rupier. Grupperabat ydes alle vester-lændinge med et gennemsnitligt BMI på over 30, hajforsikring inkluderet.
Alle gæster indkvarteres billigt på det nye Singh-Singh Badehotel i det gamle fort, som i århundreder har været ̶n̶o̶g̶e̶t̶ ̶l̶o̶r̶t̶ et symbol på det frugtbare samarbejde, vore glorværdige 2 nationer imellem!
Derfor: Hjerteligt velkommen og Glædelig Jul til alle I gode mennesker fra det Høje Nord!
“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”
Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.
“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”
De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.
“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”
Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.
Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.
“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”
“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”
Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.
“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”
På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.
“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.
EN TIME SENERE
Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?
Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.
“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”
“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”
Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.
Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.
“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”
“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.
“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”
Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.
“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.
Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.
“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”
