For første gang nogensinde har en fejlfri elektrisk henrettelse fundet sted på Usseldrup-egnen. Det skete i aftes ved 20.15-tiden efter et måltid roemos og brun festpølse hos familien Mandrik, Klamhuse Overdrev.
Den henrettede oplyses at være brugsforeningskommis Folmer Mandrik, en buttet, halvskaldet herre i 35-års alderen, beslægtet med enkefru Mandrik og hendes opfindersøn Nathan, som havde monteret henrettelsesudstyret i en lysekrone.
Dødsdommen og den hurtige eksekvering blev fremprovokeret af flere timers opsætsighed og dårlige bordmanerer fra kommisens side.
KNOCKELSK KOMMENTAR:
– Jeg anerkender fuldt ud, at man afliver besværlige middagsgæster, sagde egnens førstemand, Louis B. Knockel, i en kommentar senere på aftenen. – Jeg kan forstå, at det gik hurtigt og humant til, og at det brankede legeme allerede gør nytte som hundefoder. Ved disse private foranstaltede familiehenrettelser ser man jo ellers ofte, at de aflivede er demolerede indtil det uanvendelige.
– Men flovt er det, tilføjede Louis B. Knockel, – at en selvlært ung opfinder kommer før Klamhuse Urinkraftværk, aom i årevis forgæves har forsøgt at gennemføre en problemfri elektrokution. Unge Mandrik må skubbes frem i forreste række, når det gælder den teknologiske udvikling her på egnen.
SIDSTE NYT:
Henrettelsen var planlagt
Klamhuse Urinkraftværk oplyser nu til morgen, at henrettelsen ikke er sket med værkets jævnstrøm, idet leverancen til Klamhuse sogn var afbrudt i går mellem kl. 19 og 21 på grund af urenheder i brændstoffet. – Vi får stadig mere råvare ind fra geriatrikere og andre nyresvage, så det kniber at holde spændingen på et niveau, der kan slå nogen som helst ihjel, siger driftsleder Jasmus Kraase.
Fra sit hjem på Klamhuse Overdrev bekræfter Natan Mandrik, at udstyret i spisestuen var ophængt på forhånd, og at strømforsyningen skete fra en generator, drevet af fire piskede geder på loftet.
– Vi tilbød Folmer at få rettet krøllerne ud af nakkehåret med det, han troede var et antal elektriske glattejern. Samtidig skulle han nyde et fodbad. Det hele var overstået på få sekunder. Jeg gentager gerne elektrokuteringen med frivillige forsøgspersoner eller dødsdømte fra andre familier. Vi er her for at hjælpe hinanden, siger den smilende unge opfinder.
SE OGSÅ:
Pingback: Enorme mængder af brunvare skydes mod syd | Landsbytossen.dk
Pingback: Brun reaktorkerne nedsmeltet | Landsbytossen.dk
Pingback: Storbyggeri # 5 | Landsbytossen.dk