Angreb på den omsiggribende fedtforskrækkelse

Den meget estimerede direktør og seniorforsker på Gastronomisk Forskningscenter i Vestre Snotrup, Herbert Flomme (PhD i svinefedt), sætter foden ned over for den stærke fedtforskrækkelse, der breder sig i hele landsdelen

SokratesLOGO

Ernæringssituationen i storsognet er ikke blevet forbedret gennem de sidste mange år, tværtimod. Den socialistiske propagandasender Radio Holstebro har døgnet rundt udbredt groft manipulerende skrækreportager om overvægt og fedmeproblemer. Ikke blot bliver unge søgende og eksperimenterende sjæle ramt; man ser også i stigende grad, at voksne rammes af fedtfattige råvarer.

Socialisternes motiver er helt entydige, de ønsker at sende gode fødevarer ud af sognet for at hverve proselytter i fjerne egne.

Her i sognet har de altid åbent sagt, at de kæmper for lighed og de små i samfundet, derfor skal alle være lige små (læs: underernærede). At de fisefornemme fra den nordlige del af Øster Brækkelse har tilsluttet sig den alliance er en gåde.

Før i tiden var det et statussymbol i den del af sognet at vise, at man havde råd til at spise sig mæt, men ikke nu. Man ser på gader og stræder, hvordan folk prustende, svedende og småfjærtende løber rundt i smart modetøj og bliver radmagre. Konsekvensen har været huller i ozonlaget og afsmeltning af indlandsisen på Grønland, med de enorme udgifter og klimatiske ændringer, det nu medfører.

Billede 1 tynd dame

NOK ER NOK

Vi bliver tvunget til at kortlægge skadesvirkningerne ikke blot på den nulevende generation, for at få fastlagt, om der sker skader på fremtidige generationer, ja sågar må vi se på arvematerialet, mener Herbert Flomme.

Billede 4 Herbert Flomme

Subjekt for undersøgelsen

Hovedret: Gule ærter med flæsk og pølse, subsidiært and og grisehaler. Dessert: Hjemmebagte pandekager med flødeskum og tyttebær.

Sekundære mål: Kortlægning af gule ærter, deres oprindelse, historie og indflydelse på det politiske liv i Nr. Usseldrup i forskellige tidsepoker, samt rettens variationer og udvikling set i et retrospektiv og kontemporært perspektiv.

Motivation: Da denne fantastiske ret var almindelig, hørte man aldrig om den bulimi og anoreksi, der hærger storsognet i dag. Det kan vi lære noget af.

For at opnå det bedste resultat er undersøgelserne blevet støttet af den lokalt kendte og berømmede kogekone, fr. Senilia Platfuss.

Billede 5 Senilia Platfuss 3

Det hele starter tilbage 1960’erne. Alle evighedsstuderende, blomsterbørn og flippere havde i dengang travlt med at sno sig ind i Nr. Usseldrups kommunale sektor med den målsætning at forpeste livet for deres omgivelser de næste 40-50 år, under mottoet ”det er finere at leve på nas på skatteydernes penge end at bestille noget rigtigt.”

Måske var årsagen, at man ikke var begejstret for arbejdet på de fækale lagre eller i roemarken, hvor der skulle arbejdes hårdt, disciplineret og effektivt 48 timer om ugen for at bjerge føden. Så gik det anderledes stille og roligt til i det kommunale, hvor det største problem var manglen på opkvikkende medicin, når man i kortere perioder skulle være vågen. Træningen i at sende sagerne videre var derimod helt ekstremt professionel.

Nutidens unge har ikke nogen forestilling om, hvor ringe livsvilkårene var før de såkaldte glade tressere. Normale veltilpassede unge mennesker gik på arbejde for at skabe værdiforøgelse og producere varer og ydelser, således at tilværelsen kunne blive lettere for alle i samfundet.

Almindelig fækalieproduktion havde et ubehageligt efterspil, idet udvalget i toiletpapir kun strakte til et produkt, som gik under navnet ”3 gange nul” eller ”500 billetter til endestationen”.

Produktet, der blev markedsført i en grim gulbrun farve, havde dog den sidegevinst, at det også kunne anvendes som finkornet sandpapir.

Det store gennembrud

De fleste betegner 60’ernes store begivenheder som fjernsynets gennembrud eller landingen på Månen, men opfindelsen af toiletpapir i crepekvalitet er antagelig den mest epokegørende begivenhed i den tid.

Billede 6 500 billetter

 

Her blev virkelig skabt store fordele for sognets bagdele. Siden er udviklingen gået stærkere, end nogen kunne forestille sig.

Premiere på de gule ærter

Det var en mørk og stormfuld aften i oktober. Senilia Platfuss havde forberedt retten, og Herbert Flomme havde inviteret til den første prøvesmagning.

Langsomt dukkede vores første prøvepanel frem af regntykningenSpændingen var på sit højeste, elektriciteten sitrede i luften, et enkelt tordenskrald buldrede, og det lynede fra en skyfri himmel, medens klokkerne ringede timeslag fra tårnet på Katedralen i Blodhavn.

Endelig oprandt det store øjeblik, hvor vi kunne servere de første gule ærter.

Resultatet var desværre ikke tilfredsstillende. Men vi fik et overordentlig godt resultat med vor dessert, som består af pandekager med svenske tyttebær og flødeskum.

Vi besluttede derfor at starte helt forfra med et grundforskningsprojekt omkring dette delikate og vigtige emne, hvilket, som det senere skulle vise sig, førte os til fremmede egne og lande.

Super dessert

Dette er desserternes ”Hole in One”, og måske skyldes det, at vi fik tyttebærrene direkte fra Ingvar Olsons Lingon Odling AMBA, som ligger i Sveg i Sverige. (Det svenske navn for tyttebær er lingon.)

Opskriften er lånt fra et daværende svensk herremagasin, som hed FIB aktuelt, der udover forskellige madopskrifter også bragte mange fotografier af yngre damer, som havde mistet deres tøj.

Billede 10 Udarmet svensk kvinde

Da Herbert Flomme havde en bibeskæftigelse med at formidle damebeklædning, virkede bladet som en orientering om den svenske markedssituation, idet man altid oplyste, hvor disse mere eller mindre afklædte kvinder kom fra, og dermed kunne han se i hvilke byer, der var behov for tilførsel af varer.

Vi søgte information om retten, men fandt det for meget med en komplet kokkeuddannelse for en enkelt rets skyld. Vi skulle tjene til føden til de allerede dengang alt for mange ansatte på Øster Brækkelses kommunekontor. Da de kun havde vores skattepenge at leve af og slet ikke magtede et ordentligt job, ville det være umenneskeligt at stoppe vores bidrag.

Vi søgte vi efter et kursus i gule ærter, først hos Nr. Usseldrups liberale oplysningsforbund ULOF, senere også hos Holstebros arbejderoplysningsforbund HAOF samt de fisefornemmes oplysningsforbund HFOF.

Aftenskolerne

Til vor store forbløffelse tilbød aftenskolerne alle mulige kurser, såsom fletning af peddigrør, hønsestrik på strikkepinde nr. 12, Zen-buddhistisk gymnastik, indo-kinesisk filologi samt foredrag om emner som ”Kan man dyrke Samsø-kartofler i Nordvestjylland?”

HAOF havde et kursus med titlen ”Pensionér dig selv direkte fra folkeskolen” og et andet, der hed ”Tag hensyn til din sagsbehandler, bliv en mere professionel bistandsklient” og meget mere af samme slags. Det havde man enorm succes med.

Det stod hurtigt klart at den viden, vi kunne få om emnet i Nr. Usseldrup, ikke rakte til vores behov. Vi måtte, som så mange andre før os, ud over sognets grænser for at finde de store visioner.

Målet var og er at finde frem til ”alle gule ærters moder”.

Madlavningskunsten blev efter 1960’erne efterhånden anset for at være noget, man havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse, og da man samtidig åbnede de første fast food-spisesteder, glemte de fleste at lave mad, fordi de opfattede det som kønsdiskriminerende adfærd.

(Højdramatisk fortsættelse følger)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image