Livsfarlig alpehue skyld i 199 ulykker på et døgn

HalunkLOGO

I strandkanten ved Blodhavn fandt ornitologen Marlo Flucks i forgårs en alpehue. Uden tøven valgte han at samle den op og benytte den.

“Den så jo ganske uskyldig ud, som den lå der,” fortæller hr. Flucks.

Men hatten var alt andet end harmløs. I samme øjeblik ornitologen placerede alpehuen på hovedet, begyndte ulykkerne at ramme ham som spredehagl.

Alpehue02

Straks blev han påkørt af en bulgarsk cirkustrup, der uden varsel susede imod ham på ethjulede cykler og andre abnorme befordringsmidler. Lynet slog derefter ned i ham, selv om himlen var skyfri, og en løve fik færten af ham og jagtede ham hen over sandet. I kampens hede slog han til et hvepsebo. Straffen ramte ham prompte og nådesløst.

“Det er jo slet ikke højsæson for hvepse,” påpeger ulykkesfuglen i chok.

I løbet af det følgende døgn blev den stakkels mand ramt af den ene smertefulde ulykke efter den anden. 199 uheld i alt, hvoraf halvdelen var underlivsrelaterede.

Alpehue03

“Det måtte være alpehuen, der var skyld i katastroferne, for da jeg tog den af, var alt fredeligt som før,” konstaterer den stærkt medtagne hr. Flucks i sygesengen med næsten alle knogler brækket, blå og gule mærker og bidemærker fra mere end 50 forskellige dyrearter.

En række lokale forskere analyserer nu den farlige hovedbeklædning, som er navngivet »Ulykkens Alpehue«.

“Vi må for alt i verden have svar på, hvor den kommer fra, og hvem der har syet den. Der er faktisk tale om et livsfarligt våben,” udtaler certificeret sognevidenskabsmand Bambo Plankenzaun.

Hr. Flucks er ikke henrykt over, at hatten nu er beslaglagt.

“Jeg havde planer om at forære den til min svigermor. Pokkers,” siger en utilfreds Marlo Flucks.

Alpehue01

Louis B. Knockel støtter forskningsarbejdet med kr. 2,38 samt nogle hundrede stimulerende lussinger. “Alpehuer, eller som de hedder i min familie: Baskenmützen, har tidligere været en del af den gængse, respektable og nyttige herrevinterbeklædning. At farlige huer nu smugles ind i vore hjemsogne er en trussel, som må blotlægges og nedkæmpes med alle midler.”

SE OGSÅ:

HenvHalunkLANDVILLA

2 tanker om "Livsfarlig alpehue skyld i 199 ulykker på et døgn"

  1. Palle Babbergren

    Kontaktede ovenstående Tømrersvend angående dette underskønne Vehikel, for at diskutere muligheden for en lettere modificeret Reproduktion til mit personlige brug. Det er med beklagelse at jeg må meddele Avisens Læsere, at man selv efter høvisk Tale og billig Portvin IKKE kan overtale Ungersvenden til at bygge en Replika med fuld Kælder.

    Svar
    1. admin Forfatter

      Tak, hr. Babbergren, for denne alvorlige underretning. Den pågældende tømrersvend vil allersnarligst modtage en umisforståelig irettesættelse. Omtale i avisen forpligter til leverancer af højeste standard resten af livet.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image