ECHELON LYTTESTATION AFSLØRET OVER FÆLLESDASSET VED BRUGSEN
Mange klamhuseborgere har i tidens løb undret sig over trafikken omkring fælleslatrinet ved Brugsen. Hvor ofte har vi ikke set mænd med solbriller, iført trenchoat med opknappet krave, bevæge sig ind på latrinet i stor hast for ikke at komme ud lige med det samme. Vi er ligeledes mange, der har bemærket dollargrinet med de sorte ruder og mange antenner, der ofte er parkeret sammesteds, uden at nogen har set ejeren. Nu viser det sig, grundet banebrydende arbejde af redaktionens to journalistelever, Asta Hari og Ludbert Philby, at fælleslatrinet i lang tid er blevet overvåget af det internale efterretningssamarbejde Echelon.
Den kendte whistleblower Julius A. Sankegård samarbejder med avisen og forklarer til lejligheden: “Den teknologiske revolution er normalt velkommen i Nordvestjylland. Vi har alle stor glæde af vores mobiltelefoner, fjæsbogopdateringer og den trådløse telegtraflinie fra Blodhavn til Struer. Men udviklingen har sin pris i form af snigende overvågning. Hvad nordvestjyder før troede var privatlivets fred, er nu tilgængeligt for efterretningstjenster, der ikke står til ansvar for nogen demokratisk instans. Vi så det, da Klamhuse Landbodrenges fjæsbogside blev hacket grundet deres kritiske bemærkninger om den brune katastrofe tidlige på året. Nu viser det sig så, at rygterne om Echelon-konsortiet faktisk er sande, og at de i adskillige år har aflyttet samtaler mellem almindelige Klamhuse-borgere, der forretter deres nødtørft efter at have handlet i Brugsen. Der er meget, der falder på plads, for eksempel ved vi nu, hvorfor forsvaret af Jan Mayen tydeligvis var blevet advaret om Gustenhuses ballonangreb.“
“Forelagt vore oplysninger kunne amtmanden ikke andet end bekende. Han indrømmede, at Echelon er et eksisterende samarbejde, hvor efterretningstjenester i USA, England, Australien og Holstebro deler fortrolige oplysninger om deres borgere. Han måtte ligeledes medgive eksistensen af lyttestationen ved Brugsen, og vi opnåede senere på dagen adgang hertil,” udtaler to tydeligt stolte journalistelever Hari og Philby.
“Vi begav os straks til Brugsen i Klamhuse og opnåede adgang til lyttestationen. Den vagthavende agent forstod, at spillet var ude og gjorde ikke modstand, da landbetjent Stavknald senere tog ham i forvaring. Han må dog have nået at advare sin føringsofficer, oberst Karla Dragsdahl, da denne omtrent på samme tid er set kørende ud af byen i stor hast,” slutter Hai og Philby.
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside