27 POTENTIELT FARLIGE OPFINDELSER STJÅLET
I nat eksploderede ydermuren på Kahlluns Storværksted hvorefter 27 af videnskabsbrødrenes seneste opfindelser blev stjålet. Iblandt er flere specialfremstillede skydevåben, et par køretøjer og en håndfuld hemmelige fækaliedrevne prototyper.
Soden på murbrokkerne indikerer at der er anvendt en sort lubert til sprængningen. Viden-skabsbrødrene Kræn og Kyrill Kahllun er i vildrede.
”De stjålne objekter er vanvittigt farlige i de forkerte hænder. Halvdelen er ligefrem ikke færdigtestet og derfor ustabile,” udtaler Kræn Kahllun.
Flere steder i bygningen har man fundet sorte fjer, fugleafføring samt brødkrummer. På overvågningsfilmen kan man se en høj velekviperet skikkelse med et fuglehoved rasere laboratoriet i selskab med 19 Halunk-kloner.
Personen er uden tvivl den eftersøgte Æghardt von Päp, der rygtes at have opbygget et gigantisk kriminelt netværk i Nordvestjylland. Eftersigende har han overtaget flere af den berygtede Rulle-Johns aktiviteter og har ligeledes rekrutteret størstedelen af den afdøde rullepølses forbryderkumpaner.
Jeg, Baryl N. Halunk, er sikker på at dette er en måde at hævne sig på mig efter den store klonplan blev forpurret af mine trofaste kollegaer Edmund Totenschlager og Storbjørn Snus.
Æghardt von Päp pønser på noget. Han er tydeligvis ved at opruste til en stor og nedrig plan. Hvad det er må vi vente og se. Jeg vil personligt stoppe ham og mine resterende kloner. Stol på det!
SE MERE HER:
Retur til avisens forside