– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…

Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og, bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet, også eneste inventar på hans tagkammer.

Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.

Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.

De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?

Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.

Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.

– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?

Kan det bruges til noget?

* * *

Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.

Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.

– God start, tøser! råbte han.

De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.

En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.

Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.

– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.

Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:

– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Knäbells Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!

– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.

Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.

– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad