Ærbødighed og respekt omgav den amerikanske milliardær Humbert Q. Pungknockel, da han i går og i forgårs besøgte sine forfædres nordvestjyske hjemstavn.
Humberts oldefar, Jokum Z. Pungknockel, udvandrede omkring år 1900 til amerikansk pølse- og flæskeindustris hovedstad Chicago. Med sig havde han et svendebrev fra Klamhuse Kødfoderfabriks pølseafdeling samt en urokkelig sund sans for forretning. “Man giver ikke en 25-øre ud uden at være sikker på at tjene en krone,” lød hans motto.
Efter nogle år som pølsemester i en etableret virksomhed startede Jokum for sig selv og blev snart kendt som opfinder af hestepølsen, fårepølsen og den savsmuldsberigede svinepølse. I nyere tid den landsdækkende virksomhed indført miljøvenlige råvarer som insekter, fintmalet grus og ekstraherede fedtstoffer fra Chicagoegnens kloakker.
Virksomhedens våbenskjold vidner om det nære forhold til naturlige processer.
Med fabrikant Pungknockels tilladelse bringer vi også en af hans nyeste reklamefilm, vist på landsdækkende amerikansk TV:
Millardærens rundrejse på forfædrenes hjemstavn blev afsluttet med en storslået offentlig pølsemiddag i Slubbertlogens festpyntede lokaler.
I sidste uge kunne vor avis berette om, hvordan Dr. Lubbert Børsting var omkommet ved en suspekt automobilulykke på en landevej uden for Chicago, Illinois, USA. Ulykken havde alle karakteristika af et bestilt arbejde, og vi kan nu fra anonyme kilder bekræfte, at der rigtignok var tale om et mafia-hit, bestilt af Tolne-Bandens mand i Chicago, Herr. Tonni A. Tunfisk.
Alle er bekendte med Tonni A. Tunfisks kometagtige karriere fra knallerttyv og lokumsgrafittikunstner i Nordvestjylland til Consiglieri med ansvar for Tolne Bandens aktiviteter i Chicago, Las Vegas og Havana. Men det kan nu afsløres, at Herr Tunfisk stadig er aktiv i lokalområdet og i den seneste tid ved trusler, mord og analtortur har skaffet Tolne Banden monopol på den hvide slavehandel til omegnens bordeller.
Men nu har offentligheden omsider fået nok, og en bred kreds af lokale borgere demostrerede onsdag eftermiddag ud for Folkebordellet:
“Jeg har tidligere haft en tovlig historie med bordelmutter Bauning, men det her er simpelthen for groft og umenneskeligt,” udtaler en oprørt Rabbi Birge, før hele Nordvestjyllands Jodlejøde leder sin menighed i unison melodisk protestsang: “Rigtige kvinder kan ej købes for penge, rigtige kvinder kan ej købes for guld”.
“Hvid slavehandel er den mest afskyelige raceforbrydelse og rangerer på linie med angiveri til Told&Skat samt snyd ved sandtrap’en og 9ende hul på golfbanen,” supplerer Hilmar Bedford Forest, Storvizir i logen Klamhuse Kountry Klub og kendt talsmand for human behandling af slaver.
“Som en af de oprindelige sorte jyder vil jeg tage afstand for enhver form for slavehandel,” supplerer Bvalia Mugabesgård, lokal forkvinde for aktivistgruppen Brune Livs Betydning. “Jeg husker stadig min farmors forfærdelige beretning om turen med slaveskibet fra Zanzibar til Hjallerup Slavemarked. Det var værre end Ryanair på turistklasse; man skulle selv betale for håndbagagen, og skibet løb tør for tax-free bruncreme og kaffe længe før det nåede Suez Kanalen. Den skæbne skal ikke overgå andre mennesker,” erklærer fru Bvalia.
“A we skii’e på hans duer”, råber Bordelmutter Bauning af avisens udsendte. “Som om det ikke er nok, at den trælse Jodlejøde opløste mig i svovlsyre, nu udspreder han også løgne om mit virke og truer mig på brødet. Alle mine piger er etisk sourcet fra Phuket og Chicagos Ukrainske Kvarter, og de får alle kost, logi og regelmæssige checks af dyrlægen. Rabbi Birge sku’ ta’ og rens’ noe’ tarm!” slutter Fru Erna.
En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?
– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.
Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?
– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?
– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.
I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.
– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.
– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!
– Umuligt.
– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!
Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.
– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…
Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.
– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!
– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.
– Se nu bare her!
Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.
– Hvad er det?
– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.
Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!
Efterskrift
Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.
