I sidste uge kunne vor avis berette om, hvordan Dr. Lubbert Børsting var omkommet ved en suspekt automobilulykke på en landevej uden for Chicago, Illinois, USA. Ulykken havde alle karakteristika af et bestilt arbejde, og vi kan nu fra anonyme kilder bekræfte, at der rigtignok var tale om et mafia-hit, bestilt af Tolne-Bandens mand i Chicago, Herr. Tonni A. Tunfisk.
Alle er bekendte med Tonni A. Tunfisks kometagtige karriere fra knallerttyv og lokumsgrafittikunstner i Nordvestjylland til Consiglieri med ansvar for Tolne Bandens aktiviteter i Chicago, Las Vegas og Havana. Men det kan nu afsløres, at Herr Tunfisk stadig er aktiv i lokalområdet og i den seneste tid ved trusler, mord og analtortur har skaffet Tolne Banden monopol på den hvide slavehandel til omegnens bordeller.
Men nu har offentligheden omsider fået nok, og en bred kreds af lokale borgere demostrerede onsdag eftermiddag ud for Folkebordellet:
“Jeg har tidligere haft en tovlig historie med bordelmutter Bauning, men det her er simpelthen for groft og umenneskeligt,” udtaler en oprørt Rabbi Birge, før hele Nordvestjyllands Jodlejøde leder sin menighed i unison melodisk protestsang: “Rigtige kvinder kan ej købes for penge, rigtige kvinder kan ej købes for guld”.
“Hvid slavehandel er den mest afskyelige raceforbrydelse og rangerer på linie med angiveri til Told&Skat samt snyd ved sandtrap’en og 9ende hul på golfbanen,” supplerer Hilmar Bedford Forest, Storvizir i logen Klamhuse Kountry Klub og kendt talsmand for human behandling af slaver.
“Som en af de oprindelige sorte jyder vil jeg tage afstand for enhver form for slavehandel,” supplerer Bvalia Mugabesgård, lokal forkvinde for aktivistgruppen Brune Livs Betydning. “Jeg husker stadig min farmors forfærdelige beretning om turen med slaveskibet fra Zanzibar til Hjallerup Slavemarked. Det var værre end Ryanair på turistklasse; man skulle selv betale for håndbagagen, og skibet løb tør for tax-free bruncreme og kaffe længe før det nåede Suez Kanalen. Den skæbne skal ikke overgå andre mennesker,” erklærer fru Bvalia.
“A we skii’e på hans duer”, råber Bordelmutter Bauning af avisens udsendte. “Som om det ikke er nok, at den trælse Jodlejøde opløste mig i svovlsyre, nu udspreder han også løgne om mit virke og truer mig på brødet. Alle mine piger er etisk sourcet fra Phuket og Chicagos Ukrainske Kvarter, og de får alle kost, logi og regelmæssige checks af dyrlægen. Rabbi Birge sku’ ta’ og rens’ noe’ tarm!” slutter Fru Erna.
“Hva’ satan,” mumlede skipper Knockel og sendte en stråle skråsovs hen over styrbords ræling. “Hva’ satan finder de på derinde?”
Festfyrværkeri steg til vejrs over London, mens Theobald Knockel ved ni-tiden om aftenen sejlede op ad Themsen med det gode skib “Theodora Knockel af Blodhavn”.
Han havde styret denne kurs mange gange, men aldrig set noget, der lignede det jubelmylder, der lige nu tumlede rundt på kajerne og dansede i de gader, man kunne skue op igennem.
Så snart Theodora var fortøjet, sprang han i land og greb en drukken yngling i kraven.
“What goes on here? Why are you partying?”
“Slavery abolition! The slaves are free!”
“Oh boy!” udråbte Knockel på velklingende engelsk. “Den fest må jeg også med til!”
NÆSTE FORMIDDAG
Mens halvdelen af London sov brandert ud, gik Theobald en tur i byen. På en skænkestue fordybede han sig i dagens udgave af “London Chronicle and Working Man’s Vindicator”, hvori han kunne læse næsten alt om frigivelsen. Slavernes kendte og populære talsmænd, Gilbert og Flaeskert Mbongo, havde deltaget som æresgæster ved højtideligheden i det engelske overhus dagen i forvejen.
“Gilbert og Flæskert,” mumlede skipper Knockel. “Det var dog satans til sammentræf. Kan det være mine to festnegere? Og kan det passe, at de bor i et palæ?”
Han vendte sig mod bartenderen. “Kan du sige mig, hvor Grosvenor Square ligger?”
“Ja, det er en halv miles vej i den retning. Meget fint sted. Kender du nogen dér?”
Knockel slængede en mønt på disken. “Det vil vise sig inden længe!”
NÆSTE FORMIDDAG, FORTSAT
Palæet var fire etager højt og adgangen til det spærret af et smedejernsgitter. Theobald Knockel trak den ene af sine jernbeslåede træskostøvler af og brugte den til at lave larm mellem stængerne.
En rankrygget butler med et surt, kridhvidt ansigt bad ham forsvinde og gjorde truende fagter.
“Du kan komme herud og få lussinger,” svarede Theobald og blev ved, indtil et rundt, sort hoved viste sig bag en rude på anden sal.
“Gilbert!” råbte han. “Flæskert!”
Han kunne ikke se, om det var den ene eller den anden, men en af dem var det. Halvandet minut senere sad han foran kaminen i en højloftet pragtsalon med silkebetrukne møbler, krystallysekroner og alverdens supplerende pragt.
Gilbert og Flæskert kyssede efter tur skipperens vejrbidte kinder, og butleren, der nu var stum og bukkende, bragte portvin og kager.
“Hvordan har I båret jer ad? Hvad går det alt sammen ud på?” spurgte Knockel.
“Det er dig, vi har at takke! Lige fra den første morgen på Elfenbenskysten, da vi blev bragt om bord i lænker, kunne vi se, at du var en ven af fest og farver.”
Theobald huskede den slavesejlads, de talte om, bedre end talrige andre, han havde gennemført mellem Afrika og Mellemamerika. Gilbert og Flæskert (han havde selv af praktiske grunde givet dem disse gode nordvestjyske fornavne) havde hurtigt efter afrejsen vist sig som uovertrufne festnegere, beskæftiget med sang og dans og mangfoldig spas fra morgen til aften.
Da de andre slaver var ekspederet i land i Puerto Rico, tog Theobald de to spasmagere med hjem til Blodhavn. Få år senere turnerede de i Skandinavien, Tyskland og Polen med deres musikalske numre og sketches, og Theobald så dem sidste gang, da de efter et mellemspil i Holstebro Borger- og Håndværkerforening var på vej til verdensbyen London.
“Og her har I så været siden og er blevet fornemme herrer.”
“Næ næ. Vores show faldt til jorden. Vi blev smidt på gaden. Englænderne vil se fede, blegrøde kvinder i bizarre kostumer, ikke sådan et par springfyre som os. Vi måtte tilbage i slavehandelen.”
“Jamen dog. Blev I solgt?”
“Tværtimod. Vi havde lidt spareskillinger, så vi tog til Afrika og begyndte at købe op. Vi vidste jo, at det som regel var arabere, der formidlede slaver ud til havnebyerne, og de stak det meste af fortjenesten i lommen. Vi gik direkte til stammehøvdingene og købte de flotteste slaver til en fair pris, og så skibede vi dem videre med en sang og en dans. Ingen lænker og ikke flere eller værre prygl, end rimeligt var.”
“Fantastisk. Men hvorfor skulle slaveriet så afskaffes i hele det britiske imperium?”
“Markedet er overfyldt. Slaveriet bliver også afskaffet i Amerika, vent og se. Vi vil have vores lejre derovre tømt og restlageret solgt ud til en fornuftig pris, derfor lukker vi nu for tilførslen.”
“Og det er det engelske parlament gået med til – bare sådan?” spurgte Knockel, der vidste en ting eller to om forretning.
“Vi har jo ikke kun handlet med negere,” svarede Flæskert med et listigt grin. “Vi har købt og solgt kinesere, indere, arabere, ja sågar hvide englændere. Lord Bunckerforce var dybt forgældet, og vi tog pant i hans smukke unge hustru og to andre medlemmer af familien. De røg af sted til markarbejde i Sibirien, og derefter var han til at tale med, lorden. Han fik sagen gennem overhuset.”
“Det stod der ikke noget om i avisen.”
“Lorden håber stadig på at få sine nærmeste re-eksporteret. Det er for øvrigt også hans palæ, vi bor i. Penge er magt. Drik nu, Theobald, og spis! Der er meget mere, hvor det kommer fra.”
NÆSTE FORMIDDAG, SLUTNING
“Jeg er målløs,” sagde skipperen og slubrede portvin i sig, mens festnegrene sprang op og dansede overstadigt mellem møblerne.
“Vi har et par hemmelige slaver i kælderen,” erklærede Gilbert, “som vi skal have skilt os af med, nu hvor loven træder i kraft. Vil du have dem med hjem til Nordvestjylland og sælge dem til højestbydende?”
“Den ene er en sort prinsesse på 19,” tilføjede Flæskert. “Du har aldrig set flottere babser end hendes, og tænderne er hvide som nyfalden sne.”
“Jeg tror, vi kan lave en aftale,” sagde Theobald. “I hvert fald skal hun få sørejsen helt gratis. Ja, jeg tror sgu, der bliver plads til hende i kaptajnens kahyt!”
