VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 13

DET HERRENS ÅR 1859

JUNI

“God morgen hr. Austin. Sikke dog en herlig morgen her i det Australske land.”
“Vor herre bevares!”
“Hvad mener De, hr. Austin?”
“Det skal jeg sige Dem, Brian. Der er jo ikke andet en visne træer, sten og sand. Jammerligt.”
“Jeg forstår ikke …”
“Og dyrene, Brian. Et kummerligt udvalg. Har De set disse høje langbenede pungdyr der hopper så latterligt rundt derhenne?”
“Kænguruer?”
“Ja, føj for satan. Og disse små pelsede tørvetrillere der æder eukalyptus hele dagen …”
“Koalabjørne?”
“Ja, jeg kan ikke snuppe det, Brian.”
“Jamen, hr. Austin. Det jo sådan Gud har skabt dette land. Der har været en idé med det hele fra begyndelsen.”
“Vor herre bevares! Nej, vi trænger til noget mere genkendeligt. Noget der minder om de gode gamle dage hjemme i England. Noget sødt og pudsenusset.”
“Vil De hente dyr hjemme fra Storbritannien?”
“Ja, det er jo det jeg siger, Brian. Jeg foreslår kaniner. De er uskyldige små dyr som kan passe sig selv. Jeg sender bud med det samme.”
“Men … men …”
“Ti stille, Brian.”

1859-01

JULI

“Er De hr. Thomas Austin?”
“Ja, Det er mig.”
“Jeg har en pakke til Dem. 24 kaniner.”
“Det var eddersparkeme hurtig levering! Ih, hvor er de livlige de små kræ.”
“Hvis De vil kvittere her … ”
“Sådan.”
“Farvel.”
“Farvel … Brian kom her!”
” …. ja … jeg er på vej … Jeg er her nu.”
“Har De set disse pragteksemplarer, Brian?”
“Jo, de er vel nok fine.”
“Lad os slippe dem løs med det samme!”
“Slippe dem løs? Jamen hr. Austin dog. Er det en god idé?”
“Brian! Ti dog stille og hjælp mig med at åbne kassen.”
“Hvis De synes.”
“Ja, sådan. Ud med jer. Alle sammen. Løb, spring mine kaninvenner. Åh, se hvor de løber rundt. Og De var bekymret, Brian. En lille flok kaniner gør ingen skade.”
“Hr. Austin. Nu begynder dyrene at hoppe op på ryggen af hinanden.”
“De er bare konfuse efter sejlturen herover. Jetlag eller hvad det nu hedder. Det betyder ingenting.”

AUGUST

“Hr. Austin. Kræene er alle vegne!”
“Hvad fabler De om, Brian?”
“Bestanden er fordoblet. Når de ikke smadrer køkkenhaven hopper de ovenpå hverandre og formerer sig.”
“Har De det rigtigt godt, Brian? Der er 24 kaniner som der hele tiden har været, hverken mere eller mindre. Nu har De vel ikke fået hedeslag. Tag et glas brandy og slap af. ”
“Jamen …”

1859-02

SEPTEMBER

“Vi må gøre noget ellers har vi katastrofen. Vi må holde bestanden ned ellers kan det få konsekvenser for hele kontinentet … Jeg henter min muskedonner og skyder er par stykker.”
“Brian! Nu er De ond! Man skyder ikke på små søde dyr som kaniner. Hvad er De dog for et usympatisk menneske. Kan De så opføre Dem ordentligt.”
“Hr. Austin, hør nu på mig. Naboerne klager. Kaninerne har pløjet familien Mastersons mark op og væltet huset. Vi nærmer os en pelset syndflod.”
“Jeg hører Dem, Brian og jeg tænker om De måske burde gå til psykolog. For de hallucinerer. Min oldefader havde lignende symptomer. Han så også katastrofer alle vegne.”
“Jeg … jeg …”
“Det er vel nok en flot hat De har fået Dem, Brian.”
“Det er ikke nogen hat hr. Austin. Det er kaniner. De kravler overalt. De har selv fire siddende på hovedet i øjeblikket, at De ved det.”
“Ha, ha. Det har jeg minsandten også. De er nogle spøjse små kræ, de kaniner.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkTESTIKELKALKUN

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image