Kæltringerne har styret lokalområdet i over et døgn. De kan dog ikke få fingrene i den nordvestjyske presse, da vi har barrikaderet os i Bladhuset bag tykke jernskodder, leveret af brødrene Kahllun.
Kæltringerne er i færd med at sætte den nye dagsorden. De vil køre sognene i sænk økonomisk, kulturelt og åndeligt.
Deres leder, doktor Kæltring-Karlsen, har gennem højttalere holdt en tale for borgerne:
“Børn skal i skole 24 timer i døgnet. Øl og cigaretter skal destrueres, bordellerne lukkes, og der skal spilles konstant balkanmusik i hele området fra højttalere i hvert et træ og på hver en gavl. Nu er det os, der bestemmer!”
Dette er ikke faldt i god jord hos den nordvestjyske befolkning. Rasende borgere, bønder og landproletarer har presset kæltringehæren ud på Klamhuse Hede, hvor det største slag nogensinde netop nu udkæmpes.
Vovehalsen Palle Mango udfører i eftermiddag et sindsoprivende rekordforsøg på Klamhuse Hede. Den modige nordvestjyde vil, kun iført motorbriller og ankelsokker, hoppe fra 5 meters højde og lande på en muggen halmmadras.
“Jeg vil gøre alt for at få mit navn i historiebøgerne,” siger hr. Mango.
Meget kan gå galt under udspringet fra platformen af træpaller og tønder. For eksempel kan han blive stærkt forkølet af den kraftige vindmodstand, erhverve sig en forstuvning eller en gedigen hovedpine, hvis han ved et uheld lander på jorden i stedet for madrassen.
Med andre ord: alt står på spil.
“Jeg er villig til at tage risikoen,” siger han. “Hvis der slet ikke er fare i livet, er der så overhovedet nogen grund til at stå op om morgenen?”
Palle Mango har i 14 dage kun indtaget en spiseskefuld havre og en kvart flæskepølse om dagen, for at have en tilpas lethed under rekordforsøget.
Udspringet er blevet udskudt op til flere gange de sidste måneder grundet uvejr, hæmorider og lignende problemer, men som det ser ud nu, vil Palle Mango med sikkerhed komme til at springe denne i eftermiddag.
Sidste nyt: Vovehals eksploderet ved et uheld
Det meddeles netop nu, at Palle Mango bortgik blot fem minutter før sit planlagte udspring. Inden han kravlede op ad stigen dukkede en arrig vaskebjørn op i det høje græs et stykke fra arrangementet.
“De tør ikke slås mod det dyr,” sagde en hånende tilskuer. “Gør De vel?”
“Jo, det gør jeg da i hvert fald,” svarede Palle Mango og slog sig på brystet.
Disse otte ord blev hans sidste, for da han løb nøgen ud på marken mod den vrissende vaskebjørn, trådte han på en metan-landmine, der ved en fejl var blevet efterladt af borgervæbningen i forbindelse med deres ugentlige defensive øvelser.
Med et højt knald blev den ivrige vovehals Palle Mango degraderet til kødgrød.
Derefter måtte de i alt 500 fremmødte publikummer gå skuffede hjem.
“Det er naturligvis en skam at hr. Mango døde,” udtaler en af tilskuerne, pungdyrsmassør Wilfred Wakkelpakkel. “Men jeg føler ikke at jeg er mødt op forgæves, for den pølsevogn, som hr. Mango bestilte til lejligheden, har lige serveret mig den mest delikate bæverpølse, man kunne forestille sig.”
Benni Borgwald-Bertelsen, ruineret herreekviperingshandler og fortvivlet nyforlovet partner med den bortførte Lydia Lubbert, fulgte efter onkel Philbert og Pula Skogmo op fra kælderbodegaen.
Koldt vinterstjernelys blinkede over Blodhavn.
På gaden holdt Pulas guldlakerede campingvogn med et forspand af fem gigantiske blodhunde. Deres kammerat Buster, som havde været med nede i kælderen, blev gjort fast i seletøjets sjette plads.
”Så kjøra vi, gutta!” udråbte Pula, og vehiklet accelererede fra nul til 35 på få sekunder.
Benni klamrede sig til det fastboltede, med brunstribet nylonplyds betrukne sovemøbel bagest i campingvognen, mens Pula og Philbert brød ud i fællessang:
”Opad, nedad, udad, hjemad,
herfra går det atter fremad;
altid, altid frisk!
Tider går, og tider kommer,
vi har prøvet tomme lommer;
altid, altid frisk!
Nu i dag, da har vi evnen
til at hale ind på hævnen;
altid, altid frisk!”
Det svimlede for Benni. Han delte ikke deres håb og begejstring, men hans eneste chance var at følge med på den vilde færd over Klamhuse Hede.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.
“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”
“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.
“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.
“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”
* * *
“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”
Han løftede fiskekrogen fra æsken.
“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”
“Chef?” afbrød Brutus.
“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.
“Det banker på døren.”
“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”
Doktorens ansigt blev glat.
* * *
Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.
“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”
Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.
“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”
Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.
Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.
1 minut …
2. minutter …
3. minutter …
4 minutter …
5 minutter …
Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.
Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.
“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.
Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.
Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.
“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.
* * *
Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.
“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.
Men pludselig lød der råb.
Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.
“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”
Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.
Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.
“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”
Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.
Hugo trykkede på affyr.
“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.
* * *
Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.
Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.
Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.
“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”
* * *
“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.
Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.
Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.
“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.
“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.
“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”
Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.
“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.
“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.
“Hvem?”
“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”
Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.
* * *
Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.
17 minutter… 16… 15…
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Tusinder af slamberter, slubberter og slyngler er i disse døgn på vej til en storslået nordvestjysk latrindyst, som foregår på Klamhuse Hede, Blodhavn Nordstrand og andre lokaliteter, der egner sig til udendørs defækering.
Nordvestjysk Landslubbertloge af 1898 har tilrettelagt aktiviteterne i samarbejde med nordvestjysk erhvervsliv, turistbranchen og familien Knockel, som har givet tilsagn om tusinder af raske, afføringsfremmende ansigts- og kropslussinger.
“Det er intet tilfælde, at man kalder disse mennesker skiderikker,” udtaler råvareinspektør Halbert Peckelgreen, Klamhuse Brunvaremølle. “De frembringer flere og bedre fækalier end gennemsnitsbefolkningen. Op mod 30 procent af deres produktion er værdifulde faconfækalier, som håndsorteres og pakkes i træuld til eksport. Resten er industrivare, men stadig af en høj standard.”
Turister såvel som fastboende vil følge de sportslige præstationer dag og nat, og alle er velkomne til efter evne at yde deres ekstra bidrag til Nordvestjyllands velstand og trivsel.
Når dagslyset i morgen bryder frem over Klamhuse Hede, vil en hel verden via telegrammer, radio og ikke mindst den nordvestjyske lokalpresse have sin opmærksomhed rettet mod de kolonner af ranke unge mænd og kvinder, som marcherer ind fra øst, taktfast syngende og med en stålsat vilje til at sætte nye sensationelle fækalierekorder.
Hvem lægger den længste, hvem yder den højeste vægt, hvem frembringer den smukkeste og mest helstøbte faconfækalie?
Sagkyndige dommere vil følge præstationerne på nærmeste hold, og publikums jubel vil ombølge vinderne, efterhånden som deres resultater bliver opmålt og bekendtgjort.
Den Knockelske Ernæringsfond af 1938 støtter stævnet med et kontant tilskud på kr. 8,39 og vil ved afslutningsfesten uddele Albert Knockels Mindemedalje i eloxeret aluminium til den idrætsmand eller -kvinde, der i forhold til sin kropsvægt har ydet den tungeste præstation.
“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”
Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.
“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”
Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.
De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.
“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”
OTTE MINUTTER SENERE
Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.
“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”
Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.
Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.
“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”
Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.
“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”
Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.
YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE
“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”
Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.
“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.
Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.
En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.
Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.
Negrene dansede også, men det var en glædesdans.
“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.
“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”
Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.
Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”
SLUBBERTER FRA NÆR OG FJERN TIL FEST FOR GORDON PHOLBERT OG FRU PHYLLIS
Hundredevis af certificerede landslubberter stimlede i går sammen til det største og mest celebre bryllup, vor hjemstavn har set i årtier.
Ingen ringere end masturbationsinstruktør Gordon Pholbert, kendt fra den året rundt populære lørdagsserie “Spil den igen” på Holstebro Folkeradio, var vendt hjem for at fejre sit bryllup med fru Phyllis, datter af operasangerinde Gylda Peckelwaffel.
Ankomsten over Klamhuse Hede blev besværliggjort af regn, men senere på dagen klarede det op, og indtil langt ud på natten festede høj og lav i Klamhuse Slubberthjems nyopførte gallapavillon.
Klamhuse Hede genlød tidligt i morges af parringsskrig, udstødt i takt med en dieselmotors rytmiske dunken. Efterhånden som landarbejdere på vej over den vinterkolde hede stimlede sammen om sceneriet, blandedes motorlyden med begejstrede klapsalver.
Nordvestjyllands unge opfindergeni Nathan Mandrik kan notere endnu en højteknologisk triumf: En autonom kopulationsautomat, der præsterer op til 120 stød i minuttet, når den modtagende, skråtstillede kopulant er fastspændt i et dertil indrettet støbejernsstativ.
Automaten er i alt væsentligt selvstyrende, og den forbruger ved maksimal effekt kun ca. 2 liter diesel i timen, oplyser Nathan Mandrik. Afprøvning og tilpasning er sket i hans eget hjem, hvor hans mor, enkefru Nullah Mandrik samt en tante og fire ugifte søstre har lagt kropsåbninger til.
Turistindustrien og Storsognets Geriatriske Velfærdstjeneste har støttet udviklingsarbejdet med kr. 19,41 samt en i fjor konfiskeret legetøjsvibrafon, der nu fungerer som automatens lændeklæde. Louis B. Knockel var til stede ved premieren og sørgede med de nødvendige lussinger for, at publikum kom videre til dagens arbejde.
Et uhyggeligt, dumpt brag og derpå en rungende stilhed, som snart blev flænget af skrig om hjælp fra dødsensangste fedesvin og andre ombordværende.
Sådan var lydindtrykkene, da bolsmand Guttorm Pauper-Petersen, f. 1921, søn af Nestor Pauper-Petersen (1831-1929) og hustru Walma (f. 1907), som den første nåede frem til den hedestrækning, der støder op til hans pilekrat.
Ca. 150 meter ude på heden stod et luxuriøst bulgarsk passageraeroplan med næsen i jorden efter en nødlanding i det ujævne terræn.
Traditionel velkomst
Pauper-Petersen, der siden 1930’erne har gjort sig gældende som lussingsportsmand, entrede flyets plysforede kabine og dæmpede de skrigende passagerer med førstehjælpslussinger.
– Jeg skønnede, at situationen påkaldte sig nogle velrettede spids- og svirpeslag, og der vankede også en disciplinær håndhilsen til piloten, som ganske skamløst førte an i skrigeriet og havde gennemvædet sine bukser.
Takket være De Knockelske Blades terrængående tjenestecykel var egnens førstemand, redaktør Louis B. Knockel til stede efter få minutter og kunne betjene de nødstedte med en mere grundig lussering, efterhånden som de blev lempet ud af luxusmaskinen.
– Det er nu engang sådan, vi tager imod gæster her på egnen, udtaler Louis B. Knockel til De Knockelske Blade. – Hvad enten de er socialister eller foregiver at have en nobel baggrund.
Blandt de ombordværende var iflg. vore foreløbige oplysninger:
