VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 7

DET HERRENS ÅR 1315

En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.

“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”

“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.

I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.

“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.

“Aber natürlich,” svarede Harding.

16 ÅR SENERE

Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.

Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.

1315-ridder

Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.

Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.

“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”

“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”

Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.

“Hvad er det?”

“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”

“Hvad mener du? Forklar dig!”

Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.

600 ÅR SENERE

Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.

Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?

Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.

1315-ikke-gral

Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.

“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.

Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.

Fertig schluss und alles vorbei?

Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image