Tag-arkiv: Mars

Jubelnyt i særklasse: Marstur fuldført

Herunder følger den med spænding imødesete rapport om min rejse til Mars, som jeg håber avisens tusindtallige læserskare vil få fuld fornøjelse af.

Efter vor lange rejse, samt vellykkede landing, kunne vi som forventet konstatere, at planeten Mars’ overflade mestendels udgøres af en trøstesløs og gold ørken. Atmosfæren er tynd og indeholder en gasart, der har nogenlunde samme lugt som opkast. Det var derfor begrænset hvor lang tid vort forskerhold under ledelse af professor Tantalus Onager havde, til at tage de nødvendige prøver, og gøre eventuelle videnskabelige opdagelser.

Det lykkedes dog hurtigt hr. Onager at konstatere, at det tynde lag af støv, der dækker planeten, er et helt nyt grundstof, som jeg derefter omgående navngav bræksit. Nogle meter under overfladelaget stødte vi desuden på hårdt bræksit, som den unge prøveindsamler Barfoed Ørlesen, som ses på billedet til højre, herefter sattes til at udtage stykker af med sin medbragte lommekniv.

Imedens videnskabsfolkene arbejdede, gik jeg og den resterende besætning på opdagelse. Få hundrede meter fra vort eget landingsmodul fandt vi i vraget af det tarmgasdrevne rumfartøj Prutnik resterne af den forulykkede sovjetrussiske kosmonaut Dmitri Hovski-Snovski (1874-1982), som vi medbragte på hjemrejsen, og under kredsløbet om Jorden nedkastede over Sibirien, sammen med et gavekort på 100 dobbelte kondolencelusseringer, som deres nuværende statsoverhoved er yderst velkommen til at indløse, ved personlig henvendelse på mit konsulatkontor, åbent hver 3die fredag i sommerhalvåret, mellem kl. 11:47-12:24prc.

Den tapre kosmonaut Hovski-Snovski (til højre), og hans skæbnesvangre rumskib.

Til vor endnu større forbløffelse fandt vi senere på vor vandring en ensomt beliggende, skurlignende konstruktion ude midt i ødemarken. Hvad kunne mon dette være? Havde der eksisteret indfødte intelligensvæsner på Mars, eller havde andre intelligensvæsener besøgt stedet før os? Den sidste tanke var en kende bitter, men nu var vi her jo, og så var det bare med at finde ud af så meget som muligt under vort kortvarige ophold. Inde i skuret fandt vi nede i en fordybning nogle kunstværker, som vi straks transportede tilbage til Hartmann-1 for nærmere analyse.

Men hvem er portrætteret på disse tavler, vist herunder? Er det primitive guder fra en svunden civilisation, eller afdøde højtstående personer i et socialt hierarki? Det eneste vi ved med sikkerhed er, hvad vi kunne læse på bagsiderne.

Ronald Fusk og Martin Brormand stod der.

Kaj Foch-Offstat og Herman van Rumpe-Øje.

Denne kolossale etnografiske opdagelse eliminerer enhver tvivl om eksistensen af liv andetsteds i rummet, og må forventes som minimum at indbringe Gustenhuse Amatørarkæologisk Selskabs årlige flidspræmie på kr. 2,66.

Men vi skulle jo også nå hjem til finalen i Negerfaktor 2019, så vi pakkede alt vort grej, startede løfteraketterne og satte kurs mod Jorden. Vi oplevede et mindre uheld under landingen, hvor dog heldigvis kun 13 af vore 21 besætningsmedlemmer omkom som følge af fladtrykning. Langt værre var det, at min pålidelige gamle spadserestok knækkede. Men efter oprydningen samt en times spontane velkomstlussinger og almindelig folkejubel, kunne vi med lettelse kalde D.R.A.M.s storstilede projekt en total og ubetinget succes, over hele linien.

Dartvados længe leve! Hurra x 9 prc. Og så det lange: Hurraaaaaaaaaaaah!

På billedet ses jeg ved Statsministeriet på Dartvados, hvor jeg ved en ceremoni modtog Marstur-Batørkorset af 1. Grad i 24 karat guld, med brillianter, samt 10 flasker Jamaica-rom.

I min takketale citerede jeg i al beskedenhed fra mit eget populistiske manifest fra 1927 “Fra Enevælden Til Almenvellet – Og Tilbage Igen (Hurtigst Muligt)”, idet vi jo må erkende, at alle væsentlige beslutninger om vor livsførelse hér på planeten skal og bør træffes af de allerbedste iblandt os, og ikke af alle mulige papirnussere, bureaukrater, socialister, proletarer eller landsbytosser (d’herrer ærede læserne dog ikke inkluderet).

Derefter lod jeg min gode ven hr. Ølmert Fap lussere samtlige øvrige tilstedeværende 8 gange (dobbeltlusseringer til medlemmerne af regeringen), inden vi tog tilbage til konsulatet for at slappe af med vore 76 kvindelige husassistenter, og nyde al den herlige spiritus. Hjem, kære hjem.

Vi håber i øvrigt gennem diverse forædlingsprocesser at kunne omdanne hårdt bræksit til anvendelse i militærindustrien, eller minimum som alternativ eller supplement til brunvare. Mere herom følger ved snarligste lejlighed.

SE OGSÅ:

Rumvehiklet Hartmann-1 er nu på vej mod Mars

Skriv et svar

PROJEKT D.R.A.M., tredje og afgørende afsnit

Kære ven og redaktør!

Nu da vort rumfartsprojekt er gået ind i sin allersidste, kritiske fase, er det med stor fornøjelse at jeg hermed sender Dem sidste nyt til gratis udbredelse blandt Deres ærede læsere.

Ved hjælp af indrykning i nordvestjydske lokalmedier af reklamer såsom ovenstående, lykkedes det næsten vore dygtige videnskabsfolk at indsamle tilstrækkeligt med nødvendig sprængkraft, i form af højlødig dansk proletarbrunvare. Derfor sendes herfra en varm og hjertelig tak til hr. værkfører B. Æ. Ajlesen, og alle gode medarbejdere ved Fjertislev Anti-Opstipationsselskab I/S, for deres utrolige smidighed og velvilje.

Desværre blev vi jo også nødsaget til at slagte samtlige dyr i Dartvados Zoologisk Have, for at stimulere den nødvendige nationale massedefækation.

Grundet en pludselig opstået koleraepidemi blandt vor pygmæbefolkning, og den efterfølgende løbende tilgang af store mængder flydebrunvare, sattes vore robuste plejehjemsbeboere på en kolossal opgave med Forceret Fordøjelsesmæssig Brunvarekonvertering (FFB). Men alle bækkener små fører jo som bekendt til én stor å.

Fra naboøriget Puhamas har vi yderligere fra formanden for Bræts-Forbundet, masturbationskoordinator Jack Feddersen, opnået den ære at modtage en hel uåbnet æske med kompakte brændselsstænger til anvendelse i vort landingsmodul, når vort marsfartøj engang som planlagt skal vende tilbage fra sin rumfærd.

Ligeledes har vi fra vore samarbejdspartnere på Tarmuda, under ledelse af hr. Filibuster Munnlorth fra Brandskids-Partiet, modtaget moralsk opbakning i form af en kollektiv synkron nationalfjært fra strand og med vindretningen, der til stor folkelig jubel kunne både høres og lugtes hertillands. Vi er vore naboer stor tak skyldig for den fine, kammeratlige gestus!

Herover ses vort rumvehikels primære energikilde, den brune boks, indeholdende ultrakomprimeret astrobrunvare, under forsigtig transport til montagefabrikken ved affyringsrampen.

Ved nænsom håndtering af hyggefixer Slari Bartfast, der som bekendt reparerede den famøse lækage i det transsylvanske gaskompagnis rørledning i 1894, vil dette videnskabelige vidunder berede os en stabil fremdrift mod planeten Mars.

Begejstrede sorte folkemasser jubler under afsendelsen af Hartmann-1, som i læsende stund allerede vil have forladt Jorden og den omkredsende måne på sin episke rejse mod det endelige mål.

Som den eneste oplagte kandidat til at forestå denne fantastiske rejse, har det været mig magtpåliggende at træde i charachteer, og tage kommandoen over H-1. Derfor er jeg ikke længere at regne som jordbo; og må det være mig tilladt i den forbindelse at citere hr. V. Røvlenbergs udødelige vers, med tilføjelser af mig selv:

“Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Til fjernere steder min færd nu går,
brunvaren min rejse vil fremme;
snart Dartvados’ fane i marsjord står,
ej mennesker Hartmann får glemme!”

Efter anvisning fra professor Terminus Onager har jeg valgt at medbringe min gode konsulat-overfrakke, til beskyttelse mod strålingen fra Van Halen-bæltet, samt min gamle pålidelige stok (som ses på billedet), til nedkæmpning og/eller pryglning af eventuelle opsætsige, uforskammede marsianere.

Til vi ses igen: Lev vel (på nær marxister)!

Med ærbødige hilsener,
Deres ufravigeligt loyale,
Hartmann

D.R.A.M.-PROJEKTETS AFSNIT 1 og 2 >>> KLIK HERUNDER

Retur til avisens forside

Skærpet fækaliedisciplin skal bringe øboere til Mars

2 svar

Det er mig en stor ære og fornøjelse herunder at kunne viderebringe de seneste nyheder om vort storstilede rumfartsprojekt.

Vraget af den sidste version af prototype “Neger 1” drev i land i forrige uge, og dermed afsluttes første kapitel i Marsprogrammets indledende fase. Helt som forventet kan vore dygtige videnskabsfolk konstatere, at der skal langt større mængder af koncentreret sprængkraft til, for at kunne løfte et potentielt rumfartøj op i den tilstræbte højde.

Desuden kan vi med stolthed oplyse, at børnehjemmet Himmelhunden nu endelig kan nedlægges, da der ikke længere findes forældreløse børn på vor ø. Men alting forløber jo aldrig helt som ønsket.

Julemærkedesigner Koburn Pabst (herover) er pr. dags dato af mig personligt udnævnt til ny pressetalsmand for D.R.A.M., og Bruno Fjollert på min direkte ordre fyret og landsforvist, efter at det på diverse sociale medier er fremkommet, at han er afholdsmand i smug, og at han aldrig nogensinde, end ikke til Jul, har slået hverken kone eller børn. Sådan noget kan og skal naturligvis ikke accepteres.

Derudover må vi desværre atter indskærpe vore talrige øproletarer, at vor storslåede plan om at skide os ud i rummet jo selvfølgelig ikke skal tages absolut bogstaveligt (illustration udarbejdet af professor Ratzeputz Clevin-Onager (til venstre), der som bekendt i 1916 definerede Tarmuda-Femkanten.

Således har vi på det seneste registreret adskillige dybt uhensigtsmæssige tilfælde af Astrodefækatorisk Simpel Selvaffyring (ASS). Vi beder derfor indtrængende vor jævne befolkning om aldeles omgående at indstille alle sådanne, ekstremt farlige og iøvrigt tidsspildende personeksperimenter.

På billedet herover ses liget af den uheldige hr. Kartongo Meulengracht, som forleden på så tragisk vis afgik ved døden af rektale kvæstelser under et lignende uautoriseret forsøg. Dennes enke har modtaget vor allerdybeste medfølelse, en kompensation for livslangt tab af forsørgerindtægt, stor 3,22 DASK, et lispund ramsløg, samt 3×25 syngende kondolencelussinger.

Forhåbentlig skal vi ikke opleve flere af denne slags misforståede initiativer, men finder det alligevel nødvendigt at appellere til folkets normalt sunde negerfornuft. Skulle advarslen vise sig at blive bevidst ignoreret, og tendensen fortsætte, skal det oplyses, at vi allerede på nuværende tidspunkt har vedtaget endog særdeles drastiske, ikke nærmere offentligt specificerede, kollektive modforanstaltninger.

For at imødekomme denne, såvel som andre typer af meningsløst brunvarespild, kan vi præsentere transvestitfru Finkbine Bruntrøffel-Nommsen som nyudnævnt øhovedrengøringsansvarlig, iøvrigt for hele 1,22 DASK i ugentlig gage, primært financieret gennem tømmerflådepirateri i vore tilstødende farvande. Dette vil betyde, at al brunvare i enhver form systematisk skal og vil blive indsamlet til anvendelse i rumfartsprojektet. Vi må blot erkende, at vi simpelthen ikke vil kunne nå vort mål, såfremt vi ikke opnår fuldstændig kontrol over dette åbenlyse og ildelugtende problem.

Derfor påhviler det herefter med omgående virkning hele vor almindelige befolkning under skærpet strafansvar: Til enhver tid at skulle defækere i krateret af vor hvilende vulkan, Kranka Foa.

“Et Hul saa stort,
– og fyldt med Lort –
har vore Proletarer gjort.
– Hurra!”

(Fra V. Røvlenbergs håndbog: “Arbejdersange Til Hverdag Og Fest” (1925). udgivet på Gustenhuse Konservative Vælgerkreds’ Forlag).

Konsekvent masseopmagasinering af den kollektive folkebrunvare vil således sikre driften af alle vore fremtidige raketopsendelser.

Herover ses vor seneste succes, hvorunder det lykkedes hr. Sæbbelins hårdtarbejdende stab at afskyde en opretstående raket – Neger 2 – der uheldigvis efter ganske få sekunders kaotisk flugt gennem æteren landede med et brag i skolemester Phuror Hamrams nyttehave.

Men som man jo siger, på angelsaksisk: “If at first you don’t succeed; try, try, try again!”.

Allerærbødigst,
Deres ufravigeligt loyale,
Hartmann

SE OGSÅ: RUMEVENTYRETS FØRSTE AFSNIT HER

Retur til avisens forside

D.R.A.M.: Vi skider os til Mars!

5 svar

Tropeøen Dartvados er blandt meget andet begunstiget ved at have et Rumfarts-Agentur for Mænd (D.R.A.M.), og dette agentur proklamerer nu (via avisens korrespondent, den meget ærede hr. Stahl-Eisenmann), at det vil skide sig til Mars:

Herunder første del af en føljeton om D.R.A.M.s nyopstartede rumfartsprogram, der vil bringe vor ønation yderligere hæder og storhed, når vi som de første lander en granvoksen neger på Mars, og dermed til evig tid kan gøre krav på de utrolige brunvareressourcer, som planeten rummer under dens fine overflade af kosmisk støv.

Idéen faldt mig ind samme aften som jeg endelig havde fuldendt katalogiseringen af konsulatets unikke samling af erotiske postkort. Man sad med den velkendte følelse af tomhed. Der måtte være noget større og mere udfordrende at udføre, her under tropeparadisets glitrende nattehimmel. 2½ flaske VSOP cognac senere faldt det mig ind: Hvorfor dog ikke gå, hvor ingen endnu har sat sin fod. Sagen var oplagt: Vi må og skal til Mars!

Med uvurdérlig assistance fra den særdeles ærede hr. professor Helium Onager, som hér demonstrerer de præcise matematiske beregninger bag projektet, lykkedes det på kort tid at udvikle en prototype – døbt “Neger” – til et egentligt rumfartøj af en sådan styrke, robusthed og kaliber, at det vil kunne gennembryde privatsfæren, manisfæren, flæskesfæren, troposfæren samt alle de øvrige jordiske sfærer, og endelig naturligvis også den tætte fækaliosfære, der omgiver projektets endelige mål.

Men det er jo ikke just et forehavende, der udelukkende lader sig gøre på tegnebordet, og derfor har vi i al hemmelighed i de seneste 6 måneder med nogen succes foretaget diverse eksperimenter med affyring af vehiklerne “Neger I.-LXVII.”, ud over Atlanterhavet. Til dette formål har det beklageligvis været absolut bydende nødvendigt at rydde et stort areal af regnskov på øens østligste del.

Vi har udvist et stort menneskeligt hensyn til diverse stammer af urbefolkning i de berørte områder, der alle har modtaget kompensation for ekspropriation, stor 0,72 DASK per 800 individer, der alle 24 timer forinden var blevet advaret herom via ovenstående bulletin (se: 16:05-16:38), udsendt på nationalt TV, under programmet Børnetimen.

Vor officielle pressetalsmand Bruno Fjollert informerede herefter øens egentlige civilbefolkning om det forestående glorværdige engagement, hvor der til lejligheden blev efterlyst frivillige til de præliminære testaffyringer.

Heldigvis var der stor tilslutning fra børnehjemmet Himmelhunden, hvor samtlige patriotiske unge knægte omgående tilsluttede sig listen af potentielle testpiloter.

Til jomfrufærden for første prototype udvalgtes herefter den gæve 11-årige forældeløse dartvadosianer Danny Drax, der uden at kny lod sig fastspænde i fartøjets cockpit, og dermed gik over i historien som den første person i øens historie til at miste livet for vor ærefulde sags skyld.

Det skal bemærkes, at den avancerede affyringsrampe fungerer miljømæssigt bæredygtigt, idet G-kræfterne ved afskydning af testvehiklet er designet således, at pilotens bårne fækaliemasse bliver skudt bagud gennem røret og opsamlet til anvendelse i den næste rakets brændstoftank. Samtidig har alle raketterne installerede mikrofoner og dybdemålere med henblik på at definere trykresistensen, i tilfælde af, at det skulle være muligt at bjærge og eventuelt genanvende i perlefiskerindustrien.

Her ses et velkendt billede af planeten Mars, alle vore noble bestræbelsers mål.

Hovedansvarlig for projektet, dr. Heineken Sæbbelin, udtalte i et interview ved projektets start:
“Vi har til hensigt at financiere dette storslåede anliggende i kraft af indtægter fra øgede brunvare- og lusseringsafgifter, intensiveret perlefiskeri, offentlige nedskæringer samt diverse støttearrangementer, som for eksempel musikkoncerter.”
“Bliver det let, Sæbbelin?”
“Nej, desværre, men mindre kan også gøre det. Man kan for eksempel hjælpe os ved at købe den nye singleplade, indspillet af et kor af test-astronautbørn fra institutionen Himmelhunden. Den kan anskaffes overalt på øen til 0,03 DASK, inkl. moms og tropisk orkanvarslingstillæg.”.

Avisens læsere kan i en begrænset periode gratis høre den ene side af pågældende optagelse her:

Med ærbødige og astronautiske hilsner,
Hartmann

SE OGSÅ:

Tilbage til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 21

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1969

Endelig var det lykkedes. De havde vundet rumkapløbet mod russerne. Ha, ha, ha, hvor kunne de lære det, de skide bolsjevikker.
Det amerikanske rumfartøj sænkede sig langsomt og placerede landingsstellet i støvet. Nu var de officielt i mål. Jubelskrig og klapsalver fra astronauterne bredte sig i kabinen.
“Vi har nået Månen. Vi har ret til hånen!”

Døren gik op og ud trådte hr. Amstrong i fuld ornat i selskab med sine kollegaer. Alle som en havde de et veltilfreds smil om munden. Kaptajnen huggede fanen ned i sandet og sagde.
“Dette er et lille skridt for bette mig men et kæmpe hovedspring for hele menneskeheden!”
Erhvervspraktikanten Fridolin kravlede ud af døren som den sidste og hoppede ned i det røde sand.
“Øh, chef,” sagde han da han havde kigget en ekstra gang på underlaget
“Hvad er der?” sagde hr. Amstrong irriteret.
“Jeg tror ikke vi er på Månen.”
“Sikke noget pjat!” svarede hr. Amstrong. “Hvor skulle vi ellers være?”
“På Mars,” svarede Fridolin forsigtigt.
“Knægten har ret,” sagde hr. Aldrin chokeret. “Sandet er helt rødt!”
“Åh, gud nej!” jamrede hr. Amstrong. “Det er en katastrofe!”
De havde ramt ved siden af. Ret meget endda.

Astronauterne jamrede i forbitrelse og i løbet af sekunder gav de sig hver især i kast med selvdisciplinerende lussinger men kunne ikke ramme ansigtet da rumhjelmen var i vejen.
Klonk … klonk … klonk.
Praktikanten forstod ikke deres tungsindighed.
“Jamen, det er da ikke så dårligt,” sagde han. “Nu er vi kommet længere end vi havde drømt om.”
“Nej for helvede,” hylede Amstrong. “Verden har set frem til at vi lander på Månen. Hvis verden opdager at vi har ramt forkert vil ingen længere stole på vores træfsikkerhed. Hvis vi ikke engang kan ramme Månen med en sølle rumraket hvordan skal vi så få folk til at tro på at vi kan ramme fjenderne med et bombemissil?”
Hr. Aldrin nikkede medgivende.
“Vi har fejlet totalt …”
Øjeblikket før kaptajnen rev sin hjelm af i ren og skær sørgmodighed og skam for at gøre en ende på det hele sagde Fridolin:
“Videooptagelserne der bliver sendt tilbage til Jorden er i sort-hvid, ikke?”
“Joh,” sagde de alle i kor. “Er du dum?”
Praktikanten slog ud med armene og svarede:
“Hvad er så problemet? Ingen kan se forskel på om vi har været på Mars eller Månen.”
Resten af mandskabet stod et øjeblik stille, så drejede de sig alle om mod den unge knægt.
Ideen var genial.
Jublen, bifaldene og glædesskrigene ville ingen ende tage.
Selvfølgelig. En lille hvid løgn skadede jo ikke.
Hr. Aldrin klappede Fridolin på skulderen og Amstrong lænede sig op ad flaget med et tandsmil.
“Kan I mærke det? Jeg tror sgu det går hen og bliver en ganske god dag alligevel.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger