Tag-arkiv: 1969

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 21

DET HERRENS ÅR 1969

Endelig var det lykkedes. De havde vundet rumkapløbet mod russerne. Ha, ha, ha, hvor kunne de lære det, de skide bolsjevikker.
Det amerikanske rumfartøj sænkede sig langsomt og placerede landingsstellet i støvet. Nu var de officielt i mål. Jubelskrig og klapsalver fra astronauterne bredte sig i kabinen.
“Vi har nået Månen. Vi har ret til hånen!”

1969-marslanding

Døren gik op og ud trådte hr. Amstrong i fuld ornat i selskab med sine kollegaer. Alle som en havde de et veltilfreds smil om munden. Kaptajnen huggede fanen ned i sandet og sagde.
“Dette er et lille skridt for bette mig men et kæmpe hovedspring for hele menneskeheden!”
Erhvervspraktikanten Fridolin kravlede ud af døren som den sidste og hoppede ned i det røde sand.
“Øh, chef,” sagde han da han havde kigget en ekstra gang på underlaget
“Hvad er der?” sagde hr. Amstrong irriteret.
“Jeg tror ikke vi er på Månen.”
“Sikke noget pjat!” svarede hr. Amstrong. “Hvor skulle vi ellers være?”
“På Mars,” svarede Fridolin forsigtigt.
“Knægten har ret,” sagde hr. Aldrin chokeret. “Sandet er helt rødt!”
“Åh, gud nej!” jamrede hr. Amstrong. “Det er en katastrofe!”
De havde ramt ved siden af. Ret meget endda.

1969-astronaut

Astronauterne jamrede i forbitrelse og i løbet af sekunder gav de sig hver især i kast med selvdisciplinerende lussinger men kunne ikke ramme ansigtet da rumhjelmen var i vejen.
Klonk … klonk … klonk.
Praktikanten forstod ikke deres tungsindighed.
“Jamen, det er da ikke så dårligt,” sagde han. “Nu er vi kommet længere end vi havde drømt om.”
“Nej for helvede,” hylede Amstrong. “Verden har set frem til at vi lander på Månen. Hvis verden opdager at vi har ramt forkert vil ingen længere stole på vores træfsikkerhed. Hvis vi ikke engang kan ramme Månen med en sølle rumraket hvordan skal vi så få folk til at tro på at vi kan ramme fjenderne med et bombemissil?”
Hr. Aldrin nikkede medgivende.
“Vi har fejlet totalt …”
Øjeblikket før kaptajnen rev sin hjelm af i ren og skær sørgmodighed og skam for at gøre en ende på det hele sagde Fridolin:
“Videooptagelserne der bliver sendt tilbage til Jorden er i sort-hvid, ikke?”
“Joh,” sagde de alle i kor. “Er du dum?”
Praktikanten slog ud med armene og svarede:
“Hvad er så problemet? Ingen kan se forskel på om vi har været på Mars eller Månen.”
Resten af mandskabet stod et øjeblik stille, så drejede de sig alle om mod den unge knægt.
Ideen var genial.
Jublen, bifaldene og glædesskrigene ville ingen ende tage.
Selvfølgelig. En lille hvid løgn skadede jo ikke.
Hr. Aldrin klappede Fridolin på skulderen og Amstrong lænede sig op ad flaget med et tandsmil.
“Kan I mærke det? Jeg tror sgu det går hen og bliver en ganske god dag alligevel.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkPHALLOS14

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969

Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen:
“Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.

1969 Porno

Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden