EN SEN AFTEN, da jeg havde lagt mine skriverier bag mig og i petroleumslampens skær helligede mig katalogisering af husstandens omfattende samling af afklippede tånegle, heraf flere uvurderlige arvestykker, bankede det svagt på retiradedøren. Jeg betydede den tjenstgørende morian at vise den sene gæst ind i stadsestuen, og et forunderligt syn mødte da mine øjne. Lupus var vendt hjem!

EN AF EGNENS største sønner stod lyslevende foran mig, med de klare oldingeøjne missende mod det skarpe lys. Hurtigt fik jeg Lupus bænket ved vort groft tilhuggede fyrretræsspisebord med en svingende portion kompostsuppe med egespåner. Efter et par dunke konsumterpentin og et sæt velsmurte erindringslussinger begyndte gamlingen sin utrolige beretning:

“SOM FEM-ÅRIG skikkedes jeg af min fader på dannelsesrejse til de böhmiske Alper hos min farbroder Hübertz Q. Knockell, der var fækalieforvalter på et større gods i byen Knütz. Jeg nød godt af den strenge, germanske disciplin, som satte mig i stand til at få ansættelse som feltlatrinreparatør i et stedligt regiment. Jeg tog endvidere afgangsprøve ved Musikkorpset som faglært nasalcrooner og rektalekvilibrist, hvilket skulle vise sig en fordel i min senere tilværelse, og da krigen brød ud, var jeg fuldt kvalificeret som latrininspektør på Vestfronten, hvor jeg tilbragte mange gode år.

Lupus i fuldt feltmæssigt efter udnævnelsen til overlatrininspektør.
(Fot.: Kaiserliche Kanonenphotographen G.m.b.H.)

DA KRIGSLYKKEN VENDTE, fandt jeg det fornuftigt at søge anden beskæftigelse. Sammen med et par ligesindede kammerater, bl.a. den senere regimentsfyrværkerassistent Ecstasius C. Neuenbagh, krydsede jeg en aften fronten ved Popering i Flandern. Vi blev naturligvis fanget som overløbere, men da der ved bataljonsbordellet i den nærliggende by var et par vakante stillinger som hhv. bordelsanger og horisontalmasturbatør, blev vi snart accepteret som et pittoresk og relaxerende indslag i den daglige kanontorden.

MEN ALT GODT har jo en ende, krigen sluttede og vi måtte se os om efter en anden levevej. Efter ca. 10 år på valsen i det nordtyske endte vi i det i det smukke Bayern, hvor jeg på et gæstgiveri mødte en undselig lille mand med en bemærkelsesværdig moustache og spasmodiske højrearmsbevægelser. Hans oratoriske evner fascinerede mig, og vi blev gode venner. Han havde store planer og talte uophørligt om at anskaffe sig et førerbevis, men vore veje måtte skilles, og jeg har ofte tænkt på, hvordan det egentligt gik ham fremover.

NEUENBAGH OG JEG blev i Bayern de næste mange år, hvor vi ernærede os som omrejsende vaudevillesangere og lussingterapeuter. Det hårde liv på landevejene sled på både skosåler og helbred, og jeg besluttede mig for at falde til ro, mens Neuenbagh foretrak at vandre videre. Jeg fik fast ansættelse i den kendte Lieder- und Strafencafee “zum goldene Peitsche”, hvor jeg mødte min senere hustru Waltraut Breitarsch, som opførte et burlesk cabaretnummer med sin langlemmede sanktberhardshund Casimir Prügelstock III som partner. Vi blev gift, men ægteskabet holdt kun kort tid. Waltraut forlod mig til fordel for et omrejsende husdyrmenageri og ægtede senere en sprechtstallmeister Schumbagh.

Waltraut Knockel med sin livsledsager Casimir. Det er Waltraut til højre.
(Fot.: Lupus Knockell)

JEG FORTSATTE min optræden i cafeen mange år, blandt andet som fastgørelsesansvarlig i etablissementet, men også som strubesanger ved det stedlige brandværn, hvor jeg i de år havde adskillige optrædender rundt om på egnen ved mangen en ildløs.


Lupus som brandværnssanger 1944. Han står yderst til venstre. 
(Fot.: Bayerische Feuerwehr)

I 1945 TVANG forskellige omstændigheder mig til hurtigt at søge luftforandring. Jeg havnede i Argentina, hvor jeg mødte stor venlighed i immigrantkredsen. I 1948 havde jeg en hovedrolle i lystspillet “Die zwei Schlagzahnetenoren”, som var finansieret og instrueret af det nyoprettede filmselskab Bormann Pinakothek-Gesellschaft.

MIN HJEMVE nagede mig. Jeg tog hyre som husdyrpurser på et bulgarsk krydstogtsskib, som jeg afmønstrede i Antwerpen. Jeg fik min hyre udbetalt i naturalier i form af udstillings- og avlssoen Brynhilde Montevideo II, som siden har været min støtte, glæde og trøst i mit omflakkende liv. Nu er jeg så vendt hjem, og har forhåbentlig mange gode år foran mig her på min kære hjemstavn!”

SÅLEDES SLUTTEDE Lupus’ utroligt rørende beretning. Jeg sad stille et øjeblik, tændte endnu en vellagret blæretangscigar og tænkte: En stor nordvestjyde, en af de største, er atter blandt os!

HERUNDER ENDNU EN JUBELREPORTAGE fra hr. Poppe Hammurabis-Agderstierne:

Retur til avisens forside