Tag-arkiv: heksedoktor

Gruopvækkende nyt: Spøgelsesautomobil hjemsøger byen

HalunkLOGO

Ingen kan længere føle sig sikker. Et tomt automobil er pludselig startet af sig selv og kører på nuværende tidspunkt rundt i gaderne til fare for alle.

Det gamle karrosseri gynger og knager, hjulene knirker, og fra bilen lyder et uhyggeligt skrig, som udelukkende kan komme fra det hinsides.

Genfærdsvognen har raseret flere forhaver og offentlige pladser. Voldsomme er de materielle skader, men så sandelig også de personlige. 12 borgere meldes foreløbig kvæstet.

I følge lokale optegnelser viser det sig, at vognens ejer var den nyligt afdøde Elliot Plakkenborg. En hensynsløs racerkører, bankrøver og yogainstruktør. Han afgik ved døden i en omgang russisk roulette i fjor, og det siges, at han nu er vendt tilbage fra graven for at hjemsøge landevejene og gøre livet surt for de levende.

“Man kan ikke gå i fred mere. Jeg var lige kommet ud fra pornoforretningen på hjørnet med favnen fuld af højlødig lecture da jeg blev jagtet af dette … dette … motoriserede gespenst,” udtaler Marlo Halsbølle, Klamhuse Nord.

Spøgelsesauto02

En af sognets talrige iværksættere har måske en løsning på problemet. Den lokal numerolog, heksedoktor og amuletsælger Klakholm Ry-Hansebasse siger, at den eneste måde man kan beskytte sig mod spøgelset er ved at købe amuletter i hans butik, Hansebasse Amuletgesjæft K/S. Hver amulet koster kr. 789,50 og giver efter mandens udsagn: en beskyttende aura mod spøgelsesbilen.

“Jeg sælger dem ikke for pengenes skyld. Det er udelukkende for at hjælpe og beskytte andre,” fastslår hr. Ry-Hansebasse.

Spøgelsesjægeren Igor Mortis-Mortensen har valgt at tage kampen op mod byens nye trussel.

“Nogen bliver simpelthen nødt til at fange spøgelset, give det en røvfuld og sende det tilbage til helvede, hvor det hører hjemme,” siger den entusiastiske spøgelsesjæger. “Bare rolig. Jeg ordner det.”

Personligt mener jeg som avisens reporter, at der er noget uldent ved hele dette scenarium. Der er noget, der ikke er som det skal være. Kan det passe, at et spøgelse er skyld i dette ragnarok?

Jeg følger op på sagen hurtigst muligt.

Seneste nyt: Spøgelsesjæger påkørt

Spøgelsesjægeren hr. Mortis-Mortensen, der ville tage kampen op mod den uhyggelige poltergeist, er ikke længere i blandt os. For en time siden blev han offer for det hensynsløse genfærd.

Han havde ellers forberedt sig grundigt til møde med spøgelset. Han havde iført sig sine åndemanerbriller og sin beskyttelseshat af alufolie. Hr. Mortis-Mortensen stillede sig klar på hovedgaden og begyndte at danse sin åndedans, mens bilen nærmede sig med 200 km/t.

“Vig bort, lede genganger!” var mandens sidste ord, inden han blev torpederet af det ustoppelige befordringsmiddel. Nu er han selv draget over til det hinsides.

Æret være hans minde.

Spøgelsesauto03

Samtidigt er salget af amuletter hos Hansebasse Amuletgesjæft K/S steget markant. Og mærkeligt nok ser de ud til at virke som lovet. Bærerne af disse amuletter bliver ikke længere chikaneret af Elliot Plakkenborgs genfærd.

Noget siger mig, at jeg må grave dybere i denne sag.

Seneste nyt: Hr. Nidding Halunk stopper falsk spøgelsesforbryder

Mysteriet er løst. Der har ikke været tale om et spøgelse, men derimod en lusket slubbert. En plattenslager, som jeg personligt arresterede.

Noget gik op for mig for halvanden time siden. Bilen kunne jo sagtens være fjernstyret. Det måtte være sådan.

Men hvem sad med fjernbetjeningen? Hvem ville få noget ud af at genere hele byen og påkøre den pålidelige spøgelsesjæger hr. Mortis-Mortensen?

Svaret er: Klakholm Ry-Hansebasse. Han var den eneste, der havde fået noget ud af hele denne krisesituation. Manden har i lang tid døjet med lav omsætning i sin amuletforretning. Nu var salget ufatteligt højt.

Spøgelsesauto04

Jeg lavede en simpel baggrundsundersøgelse af Klakholm Ry-Hansebasse. Det viser sig, at han har skiftet navn fjorten gange i løbet af tre måneder. Hans rigtige navn er Billy Ravlsmølle Dunhild jr. En mand, der siden han var fem år gammel har eksperimenteret med fjernstyring af motoriserede køretøjer.

Nu vidste jeg, hvem forbryderen var. Jeg manglede blot at tage ham på fersk gerning.

Først måtte jeg finde ud, af hvorfra han styrede bilen. Det måtte være på et højt punkt med en udsigt over hele byens vejnet.

Så slog det mig: Vandtårnet. Bilen havde hele tiden befundet sig inden for rækkevidde af vandtårnet.

Straks cyklede jeg derud, kravlede op ad stigen og ventede på, at forbryderen ville vende tilbage. Der gik 45 minutter, før han dukkede op.

“Jeg bliver millionær!” jublede han, mens han kravlede op på vandtårnets top med en fjernbetjening.

“De kan tro nej,” svarede jeg og slog manden ud med en bedøvende ørefigen.

Fra nu af kan alle færdes trygt på gaden. Spøgelsesbilen var et ondsindet trick, og den skyldige står nu i gabestok på Torvet frem til slutningen af næste måned. Det er tilladt at kaste rådne tomater, fækalier og døde dyr på bedragerens ansigt.

SE OGSÅ:

HenvHalunkHYREVOGN01