HALUNK-MYSTERIET AFSNIT 8:8
Ærede læsere, ærede redaktør og kollegaer. Jeg lever!
Jeg skriver dette fra min hospitalsseng, hvor jeg i disse timer bliver taget under kærlig behandling med varm roesuppe og medicinske lussinger. Alle troede jeg var død, men det er ikke tilfældet.
Men hvordan kan man overleve et fald ned i kogende lava, spørger De sikkert. Lad mig forklare! Svaret er ganske simpelt.
Det var slet ikke mig der kæmpede mod Grobrian Halunk på toppen af Mount Bruno. Det var en af mine overlevende kopier. Jeg vidste at en sidste nævekamp mod Grobrian var uundgåelig, så jeg udtænkte en snedig plan. Mens Edmund og Storbjørn placerede eksplosiverne ved kopimaskinen i kælderen trak jeg en af mine kloner til siden og hypnotiserede ham til at tro at han var mig og sendte ham af sted for at stoppe den ondsindede Grobrian. Derefter sneg jeg mig ud af bagdøren og tog flugten.
Jeg vidste at Grobrian var den teatralske type og ville udkæmpe det endelige opgør på Mount Bruno, og kampen ville ende nede i den blive kogende, boblende lava. Var jeg selv taget derop havde jeg været død.
En gennemtænkt plan, hvis jeg selv skal sige det. De undrer Dem sikkert over hvorfor jeg så befinder mig i en hospitalsseng.
Ser De, på vejen væk fra det veganske bageri snublede jeg over en død mink og styrtede ned ad en bakke. Det gav mig en mindre hjernerystelse, et blåt øje og en forstuvet ankel. Men jeg lever.
Jeg vil gerne sige tak til mine kollegaer for at redde mig og resten af Nordvestjylland fra en grufuld skæbne. Havde Edmund og Storbjørn ikke vist denne forbløffende konduite, var sognet blevet angrebet en Halunk-hær anført af min gale dobbeltgænger.
Nordvestjylland er atter trygt.
Afsnit 1 Afsnit 2 Afsnit 3 Afsnit 4 Afsnit 5 Afsnit 6 Afsnit 7
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside