VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 18

DET HERRENS ÅR 1937

Som en gigantisk blåhval i havet svævede LZ 129 Hindenburg i al sin pragt over himlen.
Ydersiden bestod af lette materialer: flamingoplader, pap og plastik og indersiden rummede ufattelige mængder tarmgas. En sindrig konstruktion med mange fremtidsmuligheder.
Piloterne og passagerne sad med deres cigarer og sjusser og hyggede sig. Men ak, infernoet var på vej.
Dybt inde i lastrummet stod en hemmelig kasse tilhørende nationalmuseet. Et nedkølet urmenneske som skulle udstilles på en fornem verdensudstilling.
»Opbevares konstant nedkølet,« stod der på skiltene, men det tog luftskibspersonellet sig ikke af.
Under rejsen steg varmen i lastrummet til tropetemperatur hvilket fik det kolde legeme til at tø.

1937-hindenburg-interior

“Bob, Bob!” råbte hulemanden Bob i det samme han slog øjnene op. Han kravlede frisk som aldrig før ud af kassen og strakte sit veludhvilede korpus.
Han stod i sit fineste puds af mammutpels og bjørnetænder.
Det havde været dejligt med en lille lur på nogle tusinde år men nu måtte han i gang med sine daglige gøremål.
Bob skulle bygge en hule, gå på jagt og finde nogle kællinger at befamle.
Så mange opgaver, så lidt tid.
Bob så sig omkring i det dunkle lastrum. Her kunne han sagtens få det hyggeligt.
“Byg, byg,” sagde Bob da han havde fundet det perfekte sted af slå lejr. Han opførte prompte en hule af pap, træ og stof.
Maven rumlede.
Før han satte sig til rette måtte han hellere finde noget ædelse at stoppe i kæften. Han havde ikke spist i gud ved hvor mange år.
“Rumle-larm i bugen,” udbrød Bob og så søgende rundt.
“Bok, bok, booook!” lød det længere inde i lastrummet. Der var dyr i nærheden.
Han fik øje på et jernbur med en høne.
“Nam nam,” jublede hulemanden Bob og klappede i hænderne.
Forsigtigt åbnede han jernburet og løftede hønen ud.
“Smack, smack!” råbte han i det han bankede fjerkræet til døde med sine bare næver.
Blod over alt. Han kunne eventuelt lave hulemalerier senere.
Bob stirrede ned på hønen og vrængede.
“Kold, kold, ad, ad.”
Hulemanden Bob gik ind for den sprødstegte mad. Hvem i alverden spiste kold rå høne? Ikke Bob.
Han samlede brædder og stof i en bunke og satte sig ned med to tørre faconfækalier som han slog mod hinanden.
TUCK … TUCK!
Gnister fløj til alle sider og straks var der gang i bålet.
“Ild, ild,” lo Bob mens flammer bredte sig mellem materialerne.
Tilberedningen kunne begynde. Han stak et jernrør i røven på hønen og pegede den ind i bålet der nu havde nået en uhyggelig størrelse.
VUUUUUUSH!

1937-02

Bob stod uden for det nedbrændte luftskib Hindenburg sammen med de overlevende passagerer fra katastrofen.
Bob havde overlevet ved et sandt mirakel ved at benytte en presenning som faldskærm.
Desværre fik han ikke reddet måltidet med ud.
Efter denne sindsoprivende oplevelse trængte han til et par sjusser og kvindeligt selskab.
Mens udrykningskøretøjer flokkedes om ulykkestedet forlod Bob området. Han endte i storbyen hvor han fandt et værtshus med billig sprut og kællinger. Bodegaen mindede ham om grotten hvor han var vokset op. Mørkt, fugtigt og indelukket.
“Bob er hjemme!” jublede han.
Og i disse snuskede lokaler sidder Bob stadig den dag i dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image