VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 17

DET HERRENS ÅR 1929

MANDAG AFTEN

“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”

“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.

Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.

Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.

Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.

FORHISTORIEN

Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.

Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet  forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.

1929-boerskrise

Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.

“Nu er der forbindelse, sir!”

Pholbert greb røret.

“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”

Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.

“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”

Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.

“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”

“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”

Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.

TIRSDAG MORGEN

Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.

Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.

Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.

Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.

ONSDAG MORGEN

Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.

“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.

“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”

Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.

“Den er til dig, min dreng. Brug den fornuftigt.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

henv valutareform

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image