Gribende familieminder fra julen 1999

Butthead LOGO

Nutidens unge ved jo slet ikke hvordan julen var i gamle dage. Nutildags er de unge så snotforkælede – vi andre måtte arbejde for alting. Jeg begyndte at arbejde da jeg var 3-4 år, og minimum 3 gange om dagen fik vi tæsk… tæsk i stedet for mad!

Det har vi ikke taget skade af, bortset fra, min ene søster har et mærkeligt stort hoved. Måske det store hoved var nødvendigt, da hendes øjne, sidder ude på siden af hovedet – nærmest sammen med ørerne !

Mærkelig ser hun ud, men altid var hun flink ved de små søskende.

Hendes storesøster har så meget opstoppertud, at hun er ved at drukne når det regner – så derfor har bedstefar lavet en lille paraply hun sætter på næsen når det er regnvejr. Det fungerer fint.

Man må klare sig med det man har, som bedste siger.

Mig og min familie bor i nogle papkasser ude ved motorvejen. Min bedstefar var blandt de første indbyggere derude, og havde derfor opstillet sine papkasser under broen, så vi til forskel fra mange naboer var forskånet for den værste regn og sne.

buttheadjul

Nu var det atter blevet jul, og vi var fattigere end nogensinde. Selv det mindste støvkorn var spist, lillebror havde endda spist nogle oversete småsten i vejkanten. Sulten gnavede, vind og sne føg ind af sprækkerne, og naboens hund hylede af sult.

Min søster begyndte at tale om gaver… julegaver !

Uden penge ingen gaver. Bedstefar foreslog, at vi igen i år, gav hinanden, det vanlige – nemlig nogle lussinger. Ak suk – det fik vi osse sidste år – og året før osv. Men det varmede da lidt.

Så sagde bedstefar: Nu går jeg på udhuset og laver lidt brunkage.

Bedstefar var rævestolt af sit udhus, fordi det var den højeste bygning i lejren. Han sad tit derude og, som han sagde: klemte brunkager ud.

Jeg så godt bedstemor følge efter ham med sin kæp og den lille krukke.

Jeg kendte turen. Det var sådan, at bedstefar gennem mange år har haft en slem omgang psoriasis – og da det var juleaften, ville bedstemor glæde os med lidt juleknas, så mens bedstefar klemte brunkage ud, skrabede bedstemor hans rygstykker med kæppen og fik således samlet en skålfuld juleknas.

Jeg viste jo godt, hvad dette knas var for noget, så jeg spiste ikkeaf det – men mine små søskende, var jublende lykkelige.

Bedstefar kom ind i stuen igen: Nu skal vi dele gaver ud – en til dig og to til mig og osse en til dig

Det gik egentligt hurtigt med uddelingen – alle fik deres gave, og dertil hørende røde kinder.

Så opdagede bedstefar: at min mindste bror ”pattebarnet” havde spist hans hæmoridesalve.

Nu er det nok! sagde bedstefar. Nu får du en endefuld!

Således fik lillebror en ekstra gave i julen 1999.

SE OGSÅ: DETTE ÅRS JUBELKALENDER FRA BLAD 1 

Retur til forsiden

En tanke om "Gribende familieminder fra julen 1999"

  1. Hartmann Stahl-Eisenmann

    Tak for den smukke og rørende almuefortælling, der udgør endnu en reminder om, at vi blandt det bedre borgerskab til stadighed bør tilstræbe at udpresse større ressourcer blandt vore mindrebemidlede medborgere, til det fælles bedste!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image