Dannebrog skal hejses på stangen,
mens en eller flere synger sangen
“Vift stolt på Kodans bølge”;
helt nem er melodien ikke at følge,
men man må bruge sin stemmes skyts,
selv om man ikke er en Aksel Schiøtz,
ja, selv om stemmen skulle være direkte hæslig,
må man stå rank og smile som Elvis Presley,
hvis popularitet var så helt enorm,
da han kom hjem fra Deutschland i uniform
og straks ringede til Memphis, Tennessee,
hvor han lige skulle snakke med en pige,
men desværre havde glemt hendes nummer,
så han måtte sidde alene og spise hummer,
derpå store saftige bøffer
og sprøde skiver af dyret, der øffer,
samt til dessert en liter soft ice —
ikke sandt, Mister Elvis, that’s nice!
Nu får du og Aksel et trofæ til hylden:
En landsbytossekazoo, der er gylden.
Lad himlens klokker i jubel kime
med hilsner fra en tosse, der prøver at rime.
Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.
Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.
“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”
1. MARTS
“Det hjælper på det, Elvis.”
I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.
Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.
Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.
“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”
“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”
“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”
1. JUNI
Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:
“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”
“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”
“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”
Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.
16. AUGUST
En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.
“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”
“Virkelig? Hvad vil han?”
“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”
“Jamen, så lad ham da passere.”
En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?
Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.
Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.
Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!
Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.
“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”
1. OKTOBER
Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.
“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.
Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.
