“De må for Guds skyld ikke åbne døren!”
“Hvad er det De siger, Larsen?”
“Han venter udenfor.”
“Hvem venter?”
“Inkassatoren… en modbydelig blodsuger.”
“Ham kan jeg sagtens håndtere, jeg er en habil bokser, ved De nok.”
“Nej, De tager fejl, Severinsen. Han er nyansat. Mere påtrængende end sine forgængere. Jeg skylder penge, mange penge, og nu kommer straffen.”
“Tag Dem dog sammen, Larsen.”
“Kan De måske ikke høre hans fæle summen?”
“Nu De siger det… jo.”
“Pokkers, jeg glemte at lukke vinduet. Nu stikker han snablen ind.”
“Du altforbarmende… han snuppede min tegnebog ud af hånden på mig!”
“Luk vinduet, Severinsen, han har lige nolet seks flasker likør og min samling af juleplatter!”
“Situationen er værre, end jeg havde forventet…”
“Jeg advarede Dem…”
“De har ret, Larsen, opkræveren er gået i selvsving. Hent værktøjskassen. Vi må barrikadere os.”
“Det er for sent. Han er for stor og for stærk, og han er en ægte blodsuger!”
Spring til kalenderblad nr.
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24