Kategoriarkiv: Julekalender2013

Knaldroman nr. 1

Pippiroman

Tromlefører Mustafa bin Thomsen buldrede på døren. – Så er farmand hjemme, lille honningmåne! Og han har gæster med!

Nygifte fru Patricia stod i køkkenet. En yndig rødme farvede hendes ferskenkinder, mens hun hørte manden sparke støvlerne hen ad gulvet og krænge sig ud af det bemøgede arbejdstøj.

– Hvor mange gæster, skattebasse?

– Hele sjakket. Det vil sige: Yussuf al Andersen fik kørt hovedet over i dag, og det er ikke sikkert, de kan nå at rette det ud på skadestuen inden spisetid. Så lad os sige, at vi bliver 11 til middag.

– 11, ih du milde! Jeg har kun en enkelt lørdagskylling i fryseren, et bæger hummus i køleskabet og en halv æske Gajol på krydderihylden. Hvordan skal jeg bespise 11 granvoksne jord- og betonarbejdere med så lidt?

Mustafa var kommet ud til hende i køkkenet, og nu fik hun en smældende lussing.

– Forpulede, stupide møgso! Du er dummere end din fede, grimme mor og din endnu grimmere bedstemor tilsammen. Har jeg ikke læsset et traktordæk af i gården så sent som i fredags?

– Jo, skattebasse.

– Så se for satan at få slebet den store forskærerkniv og kom i gang med at snitte noget salat.

Et tøvende smil bredte sig over Patricias unge ansigt. – Men hvad med dressing?

Bag Mustafa hørte man støvletramp, bøvsende udråb og rå latter.

– Du kan sætte dig på hug og skide al den dressing, du synes, der er brug for. Bare du har maden på bordet om 10 minutter.

Patricia strøg en sartrosa finger hen ad knivens glimtende æg.

– Jeg har en bedre idé, skattebasse.

22 centimeter tysk kvalitetsklinge forsvandt ind i ægtemandens bug lidt under navlen. Hun trak kniven opad og standsede først, da den sad fast i brystbenet. Blod, indvolde og fedtet pladdermasse vældede ud over hendes hænder og plaskede ned på køkkengulvet.

– Bli’r det for helvede til noget? lød det fra stuen. – Vi har ikke fået ædelse i flere timer!

– Ni et halvt minut! kvidrede Patricia gennem den halvåbne dør. – Så er der lørdagskylling med gummisalat og frisk dressing til drengene!

Hendes mor og bedstemor havde lært hende en uvurderlig lektie: Mænd er nemme, ja ligefrem søde og kærlige at omgås, så længe de får deres vilje.

Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

 

Knaldroman nr. 2

Krumborgroman

“De må for Guds skyld ikke åbne døren!”
“Hvad er det De siger, Larsen?”
“Han venter udenfor.”
“Hvem venter?”
“Inkassatoren… en modbydelig blodsuger.”
“Ham kan jeg sagtens håndtere, jeg er en habil bokser, ved De nok.”
“Nej, De tager fejl, Severinsen. Han er nyansat. Mere påtrængende end sine forgængere. Jeg skylder penge, mange penge, og nu kommer straffen.”
“Tag Dem dog sammen, Larsen.”
“Kan De måske ikke høre hans fæle summen?”
“Nu De siger det… jo.”
“Pokkers, jeg glemte at lukke vinduet. Nu stikker han snablen ind.”
“Du altforbarmende… han snuppede min tegnebog ud af hånden på mig!”
“Luk vinduet, Severinsen, han har lige nolet seks flasker likør og min samling af juleplatter!”
“Situationen er værre, end jeg havde forventet…”
“Jeg advarede Dem…”
“De har ret, Larsen, opkræveren er gået i selvsving. Hent værktøjskassen. Vi må barrikadere os.”
“Det er for sent. Han er for stor og for stærk, og han er en ægte blodsuger!”

Forrige kalenderblad

Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 3

Bahburoman

Solist:
Hr. Lorensen, han fik straffen
lige midt morgenkaffen.
Kor:
Nu har han passeret femte sal.

Solist:
Han havde bragt den falske melding,
så nu blev han sendt til tælling.
Kor:
Og nu suser han forbi den fjerde sal.

Solist:
Et valg vi aldrig glemmer,
hvor Lorensen talte stemmer.
Kor:
Oh, med raketfart nedad, tredje sal.

Solist:
Den forkerte blev borgmester,
vor by han slemt forpester.
Kor:
Sig mig, var det ikke anden sal?

Solist:
Lorensens rædsomme stemmefup
blev belønnet med et lille skub.
Kor:
I kort erindring – forbi den første sal.

Solist:
I karret fyldt til kanten,
landede pamperkontrollanten.
Kor:
Ydmyget og tilsølet i det brune,
omrørte, boblende og lune,
degraderet med et plask!

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical i samarbejde med Bent Fabricius-Bjerre eller Andrew Llloyd Webber, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 4

Habertroman

Du kender mig. Alle, der ser tv eller læser aviser, kender mig. Dovne Lubbert er ikke bare et navn, det er et begreb og en artsbetegnelse. Manden, der i en alder af 43 kan fremvise fem akademiske diplomer og aldrig har udført så meget som en times lønnet arbejde. (Hm, en tilståelse: Som 11-12 årig ryddede jeg somme tider naboens fortov for sne. Min indsats blev honoreret med småmønt samt saftevand og kage.)

Men hvordan blev barnet med skovlen til dovne Lubbert? Hvorfor er mit lille, arrige ansigt, mit fedtede fuldskæg og min tilgroede halvandenværelses lejlighed blevet nationale symboler?

Svaret skal findes på en ø i Stillehavet.

Efter som 32-årig at have erhvervet en kandidatgrad i socialantropologisk kulturgeografi modtog jeg et EU-stipendium til to års studier af parringsvaner på Amuha-Amuha, en ø i Stillehavet 900 km sydvest for Hawaii.

Allerede ved ankomsten blev jeg klar over, at amuha-amuha folket havde en levende tradition for ihærdig og hyppig parring. Mine observationer godtgjorde, at de faktisk ikke foretog sig ret meget andet.

Snart blandede jeg mig i de indfødtes aktiviteter. Jeg kunne parre mig med et udvalg af smilende og velskabte brune piger for 1 Euro (omvekslet til lokal valuta: 4,17 amuha-bonga) i timen, og mit stipendium rakte til 731 døgns kontinuerlig parring, kun afbrudt af måltider, søvn og en halvårlig telefonsamtale med familien derhjemme.

Den 732. dag kom der ingen smukke brune piger ind ad hyttens dør, og den 733. dag blev jeg tidligt om morgenen vækket af en lille fedladen herre, iført kasket, shorts og gummisandaler. Han præsenterede sig som øens penisinspektør og forlangte at få mit avlslem forevist. Efter befingring, opmåling og fotografering af dette erklærede han, at det var uværdigt til at gøre tjeneste på Amuha-Amuha.

Min ungdom var forbi. Fire supplerende akademiske grader, bistandshjælp i spandevis og udødelig national berømmelse ventede dovne Lubbert under Danmarks grå himmel, men det store eventyr – det lå bag mig, lige så uigenkaldeligt som naboens sneskovl.

Nu kender du sandheden om dovne Lubbert. And that’s all, folks. There isn’t any more.

Forrige kalenderblad

Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 5

Phyllisroman

“UUUUUUUUUUUUH!” Genfærdet rejste sig i sin fulde positur, fornærmet og falskspillende på violin.

De to arkæologer stirrede på den ækle skabning. Chefen hr. Orla tog oplevelsen køligt, mens lærlingen hr. Knupskud var skrækslagen.

“Jeg sagde jo at vi ikke skulle fjerne artefaktet fra grevens gravkammer.” Lærlingen skælvede. Hans benklæder gennemblødtes af urin.

Den rutinerede Hr. Orla holdt triumferende den nyerhvervede forgyldte penisprotese i hænderne.

“Har De spist søm? Vi står med grev Stracheldraht af Holstebros mest værdifulde fallossymbol. Har De tænkt Dem at lade en genganger sætte en kæp i hjulet for vores penisudstilling?”

“Mit liv er vigtigere end museet!” Hr. Knupskuds tænder klaprede som et sæt kastagnetter.

“Visse vasse, knægt. Hold Dem blot for ørerne og ignorer ham, så opgiver han såmænd til sidst.”

Grev Stracheldrahts spøgelse hvæssede til tonerne af strygerens umusikalske kattejammer: “Vagt i gevær, vaaaagt iiii gevææææær!”

“Kom, vi skal videre.” Den ældste arkæolog vendte ryggen til greven og spadserede mod jernlågen.

Et øjeblik senere stivnede han i ren og skær dødsangst, da ånden pludseligt frembragte Dybbøl mølle maler stadig(*). Hurtigere, højere og stadigt mere falsk. Fiolen sitrede.

»Dannevang har mange slags profeter…« gjaldede greven ubarmhjertigt.

“Åh, nej, ikke den,” jamrede hr Orla og stirrede på den uhyggelige ånd, der taktfast fortsatte schlageren. “Vi må levere protesen tilbage, ellers lever vi ikke meget længere …”

(* Fodnote: Musikalsk rædselsdokumentationsmateriale her)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

 

Knaldroman nr. 6

Fraterroman

1

To brødre leved’ i sus og dus,
men noget skabte et helvedes hus.
De følte sig ikke som ægte mænd,
beslutsomt og rask de hev kniven frem.
Av, Av, AV!
De skar dem af i dav.
Så trak de i kjoler og hat og slør
thi nu var de begge i godt humør.

2

Trods livet som kvinder de havde det hårdt,
de ville da hellere være sort.
Kløvede brænde og tændte et bål;
den letteste måde at nå sit mål.
Åh, ak og ve,
tænk at det ku’ ske,
de tog sig ganske eksotiske ud,
men døde så sandelig af branket hud.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 7

Fellatriceroman

“Jamen, doktor? Hvorfor har De forbundet Deres ansigt? Er De kommet noget til?” Frk Petersen tabte journalerne på gulvet.
“Ingenlunde,” Dr. Iversen rystede bedrøvet på hovedet. “Det er min rival, dr. Manbergs skyld. Han besøgte mig tidligere i dag og forgreb sig på mit ansigt med en tusch. Han har skrevet inkompetente nar i panden på mig. Tror De selv, at jeg kan vise mig i offentligheden med en sådan besked? Nej, mit ansigt er billigt til salg! Det er årsagen til at jeg har bandageret det.”
Den unge sygeplejerske lagde forsigtigt en hånd på lægens svulmende overarm og gav den et klem.
“Hvordan kunne han gøre det? Og så mod Dem?”
Doktoren satte sig trist på kanten af skrivebordet.
“Han er skinsyg på min person og min karriere. Han vil lukke min lægepraksis og ydmyge mig, koste hvad det koste vil.”
Sygeplejersken satte sig ved siden af.
“De må da kunne give ham igen.”
“Jeg er bange for, at det er for sent… jeg er en fiasko!”
“Det er ikke den dr. Iversen, jeg kender og elsker.”
Lægen betragtede frk Petersen, som rejste sig op og viftede med hænderne.
“De er ikke en fiasko. De skal blot tage affære, nøjagtigt som De gjorde, da De reddede denne lille dreng i garderoben sidste år.”
Dr. Iversen rettede ryggen.
“De har ret. Den arme dreng var ved at kvæles i et stykke sukkergodt. Selv om begge mine arme var brækket efter en skiulykke dagen forinden – ja, så gjorde jeg min pligt og foretog den heimlich-manøvre, som var påkrævet.”
Sygeplejersken så forelsket på lægen, der rejste sig kampklar.
“Selv om alt virker nyttesløst, må jeg antaste min rival og give ham et skud af hans egen medicin. Den sleske satan må ikke slippe ustraffet fra at forulempe mit ansigt og forsøge at lukke min lægepraksis.”
“Ja, giv ham et par på frakken, doktor,” frk Petersen omfavnede ham, hvilket fyldte lægen med ekstra kampgejst og selvtillid.
“Ja, først par på sinkadusen. Derefter en sjofel tegning i hans vamle fjæs!”
Frk Petersen var ved at omkomme af ekstase. Doktoren spændte sine muskler.
“Tak, frk. Petersen, De er den eneste, der forstår mig. Hverken min kone eller min elskerinde kunne have gjort det, De har gjort for mig i dag!”
Han fandt en sprittusch frem fra skuffen og spankulerede målrettet mod døren. Han stoppede og vendte sig om.
“Når mit hævntogt er fuldbragt, og dr. Manbergs ansigt er vansiret langt værre end mit eget, vil det være mig en udsøgt fornøjelse, om De siger ja til at spise middag med mig.”
“Åh doktor, De ved, hvordan man forfører en kvinde!”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 8

Yosvaroman

– Kom her, mit søde barn, og smag den flæskestuvning, som onkel Josef har lavet!

Manden i hvidt lo sin godmodige, dybe latter, mens jeg gik gennem hotelkøkkenet hen mod ham og den varme ovn.

– Se her! sagde han, mens han trak bradepanden ud. – Herlig brun flæskemad med en sprød skorpe, der vil knase lifligt mellem dine perletænder!

Uhm, som det duftede! Onkel Josef øste op med rund hånd, og jeg sad på en taburet og tyggede i mig, mens han klirrede med gryder og pander inden dagens middag.

Onkel, som vi alle kaldte ham, var overalt på det skønne hotel, der bar hans navn. Han bød gæsterne velkommen i foyeren, i spisesalen gik han omkring mellem bordene, iført sin altid pletfri hvide arbejdsuniform, og i køkkenet udrettede han daglige mirakler.

Jeg husker ham som en smuk og statelig grånende mand med smil og hilsner til alle, og det var et højdepunkt i mit unge liv, da vores familie holdt sommerferie på Hotel Josef. Dengang, i midten af 1930’erne, foregreb onkel Josef på mange måder den verden, vi kender nu, flere generationer senere. Han var økonomisk og økologisk bevidst, og han havde fuld kontrol over klimaet. Det var altid varmt inde og ude, solen skinnede gavmildt over Hotel Josefs gæster fra alverdens lande. Han opfordrede dem til at bære nationaldragter, og et festligt, farverigt, mulitietnisk syn var det.

Selv var han en jævn mand, der havde arbejdet sig op fra køkkenmedhjælper til inspektør og nu indehaver af det smukt beliggende turisthotel.

De allerbedste sommerminder handler om maden: Kødbudding (rød, brun og lilla), flæskevælling, indvoldskompot, gnaveben af enhver art og facon. Gode proteinrige retter morgen, middag og aften.

Var det efter en uges tid, jeg begyndte at undre mig over, at der stadig ankom nye gæster, mens man aldrig så nogen rejse derfra? Otte-personers bilen med ”Hotel Josef” malet på siden bragte dagligt glade rejsende fra stationen, men kørte tom tilbage. De voksne og børn, man havde siddet ved siden af dagen i forvejen, var bare væk.

En morgen var det min far, der ikke kom ned til bordet. Næste dag manglede også min mor og lillebror.

– Onkel Josef! kaldte jeg. – Kan du hjælpe mig med at finde dem?

Smilende kom han hen mod vinduesbordet, morgensolen blinkede i guldstjernen på hans bryst og i hans muntre, kloge øjne.

– Spis, min lille due, sagde han. – Spis, så du kan blive endnu tykkere og mere lækker!

En skive dampende kødtærte landede med et klask på min tallerken. Jeg mærkede onkel Josefs fingre i nakken. Han kneb mig blidt og prøvende.

– Spis, spis, spis! sagde han. – Der er masser af kød i gryden, og uanede mængder i beredskab i slagtekælderen.

I det samme standsede hotelbilen udenfor. Fem bantu-negere, to mongoler med hver sit strengeinstrument og en ældre sortklædt europæer med guldtænder i overmunden steg ud.

Mens onkel Josef havde travlt med dem, gik jeg ud til bilen og fik et lift til stationen. Jeg har ikke set onkel Josef siden, men minderne – tro mig, de lever og funkler!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

 

Knaldroman nr. 9

Pubertroman

“Åh, hvor er livet skønt som herskerinde,” pippede grevinde Domino saligt. Hun nippede til sin hvidvin. Kold og fra egen kælder.
Grevinden mestrede manipulationens ædle kunst. Der var ikke de praktiske ydelser, hun ikke kunne forføre sig til. Hele Brunmøllen havde fået en renovation, kvit og frit, da hun forførte 16 håndværkere.
Hun havde en affære med baron Häckelborg, konsul Rasselnavle og pastor Clunk, ja, faktisk alle aristokrater i en radius af fem kilometer.
“Er det 12 eller 13 mænd jeg har fristet og ledt på afveje i dag, undersåt?” råbte hun til sin butler.
“Øh, 13, fru Domino…” svarede han.
Hun smadrede vinglasset på gulvet af raseri.
“Jeg er ikke frue. Jeg er herskerinde. Mit navn er GREVINDE DOMINO VON PHLYTTENPAF! Er det forstået?” Ondskaben lynede fra hendes øjne.
“Undskyld, min herskerinde,” svarede butleren underdanigt.
Hun tændte en cigaret. Følte sig mere magtfuld end nogensinde før, mens hun betragtede de 18 tons luxusfækalier, hun havde narret sig til i går. Så meget dyrebart på et sted. Hun måtte beskytte sig mod større bedragere end hende selv. De fandtes.
“Vi må udskifte låsen,” skingrede hun. “Ingen skal trænge ind på mine enemærker uden særskilt tilladelse.” Hun rejste sig. “Oppasser, kontakt den lokale låsesmed. Han skal forføres.”
“Strax,” svarede butleren og forlod spisesalen.
Da fagmanden var kontaktet, iførte grevinden sig sit manipulationslingeri, der absolut intet overlod til fantasien, eftersom det i bund og grund var et fiskenet.
Det bankede på døren.
“Goddag, jeg er låsesmeden, Harry Revelskrat,” præsenterede gæsten sig.
“Kom ind, kom ind,” svarede Domino kælent.
Låsen blev skiftet i lyntempo, og den brave håndværker udbrød vanen tro: “Og nu til betalingen.”
“Jeg tænkte, om jeg kunne betale i … naturalier!” Hun trykkede sig ind til ham.
Låsesmeden smiskede og hviskede:
“Lad os gå udenfor.”
“Uha, for en farlig fyr,” spandt hun.
“Damerne først!” Han åbnede hoveddøren.
Hun vimsede ud i forhaven og kunne intet stille op, da hr. Revelskrat smækkede døren i og drejede låsen om. Et mesterligt gennemtænkt fupnummer var eksekveret.
“Ha, ha. Nu er det mig, der har bukserne på!”
Han trak sin forklædning af og stod nu i en skræddersyet habit. Han var skam ikke professionel bedrager for ingenting.
“Hvor er fyrstinden?” Butleren kom løbende ind i entreen med sherry på en bakke.
“Brunmøllen har fået ny bestyrer!” Lurendrejeren stillede sig rank i en storslået position. “Jeg er fra nu og i al evighed grev Revelskrat af Brunmøllen. Vil De sørge for, at dørskiltet udskiftes i morgen tidlig?”
“Javel, Deres excellence!” Butleren bukkede trofast.
Den ny fyrste smilede til sin tjener og gav ham et kammeratligt klap på skulderen.
“Bare kald mig Harry…” 

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman nr. 10

Sjaslikroman

Jyllandskrigen synger på sidste vers. Den har blot varet en uge, men indtil nu en ganske begivenhedsrig uge.

“De kommer,” råber menig Ebbesen fra sin vagtpost. “Kalkunerne kommer!”

Fjenderne marcherer baskende af sted i en rus af storhedsvanvid.

“De skal ned med nakken!” svarer brigadegeneral Albertsen under sin karakteristiske kampvognshat. De andre soldater forstår ikke hans hattevalg, men Albertsen mener selv, den ser modig og festlig ud.

Fjerkræene tramper i tusindtal frem med kurs direkte mod brigaden, alle pludrende og med små hjelme og støvler. De ser måske uskyldige ud, men i overtal er de farlige. De har invaderet Skagen og okkuperet op til flere velrenommerede firmaer i løbet af ugen.

Dødemandsbrigaden har ikke i sinde at opgive Jylland til en flok gyselige kornædere. Næ, de får kamp til stregen.

Samtlige soldater har været oppe hele natten for at bygge det forsvarsmaskineri, der senere viser sig at ændre slagets gang og måske endda skrive brigaden ind i historiebøgerne.

“Kør apparatet frem!” kommanderer brigadegeneral Albertsen bidsk.

De gæve jyske soldater kører vidunderet i stilling. MaximumKalkunknuser 5000. Kører på dieselolie. Gigantisk. Virkningsfuld.

Intet offensivt fjerkræ kunne forvente et sådan modangreb.

I et rabalder uden lige suges kræ efter kræ gennem jernmundingen og molesteres med en herlig kødfuld vælling til følge. Denne eminente kalkungrød hældes på konservesdåser, der forsegles prompte, så den gode smag ikke forsvinder

Ja, jyske soldater kan forvente smagfulde feltrationer i nærmeste fremtid.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24