Først lyden af det store skyl. Så lyden af den tunge mahognidør ud til dasset, der bliver revet op og smækket hårdt i. Statsministeren kommer ud fra lokummet ligbleg og med uglet hår. Hun har været ude at knække sig, og det er ikke første gang, hendes standhaftige Særlige Rådgiver Pjort Ingvordsen ser hende sådan.

”Pjort, for helvede, jeg gør det aldrig mere!” Statsministeren lægger tryk på ordet aldrig og stirrer ud gennem forpinte øjne, der afslører, at tømmermændene befaler over hendes krop. Nu og de næste par timer.

”Sussi, jeg véd det er hårdt, men du er nødt til at ses med Buch-Brysthagen til jeres torsdags-brunch om lidt. Han insisterer”. Pjort lægger vægt på ordene nødt til og han fryder sig over sin rådgivende rolle og det faktum, at han som den eneste Særlige Rådgiver i Danmark er på fornavn med sin minister.

”For fanden, Pjort! Hvorfor kan den lille svans ikke vente ligesom alle andre? Det er da for helvede mig, der er statsminister og ham, der er juniorminister i min regering!”

Statsminister Sussi Büllow-Bov har kun foragt til overs for sin fætter Jeppe Buch-Brysthagen, der beklæder stillingen som Minister for Hans Ø – en stilling der kun er oprettet for at sikre borgfred mellem fløjene i partiet. Faktisk er der kun én mandsperson, Sussi Büllow-Bov hader mere end sin fætter. Det er hendes egen mand, den skotske bureaukrat Chuck McPjok, der ikke rigtig lever op til sine ægteskabelige forpligtelser. Så Büllow-Bov søger trøst i mediernes søgelys (de internationale mediers, forstås), hvor hun får lov til at boltre sig på alverdens tabloid-forsider i festligt lag med ham, hendes Særlige Rådgiver hånligt kalder for ”negerpræsidenten” eller ”Peter Pedal”.

”Sussi”, spørger Pjort indgående, ”du er sikker på, der ikke skete noget i går, som det er nødvendigt for mig at vide, for at bestride min stilling, vel”? Sussi kan ikke fordrage, når Pjort bliver formel. At være formel er at udstille sin svaghed, har Sussis mentor altid sagt. Men Sussi er godt klar over, hvad Pjort henviser til.

Dagen før startede med, at Sussis gudfar – kranfører Alvin Skulesen – var kommet på uanmeldt besøg i ministeriet. Egentlig var hun på vej ned for at få en latte med sine veninder fra Bruxelles, men pludselig stod han bare der, og Sussi kunne ikke lide at sige nej til sin gudfar. Alvin har en evne til at charmere sig forbi sekretærerne i Statsministeriet og henholdvis at true sig forbi sikkerhedsvagterne og Pjort Ingvordsen, der er decideret bange for den hærdebrede mand med det stålsatte blik. En kranfører fra landet, der er vokset op blandt jordsvin og lussinger er ikke sådan en, man lægger sig ud med. Det véd både sikkerhedsvagter og Særlige Rådgivere, selv om de ikke er fra landet eller nogensinde har været der.

Alvin havde danset Sussi i møde, og hun havde stået noget betuttet og kejtet og trippet nervøst på stedet med de altid usmageligt nysgerrige sekretærers blikke klistret til sceancen.

”Sussi, din dejlige fjappe”, udbrød Alvin, da han så sin guddatter.

”Øeeeehhh øhhh, Alvin”, havde Sussi sagt, tydeligt smigret over hans kompliment.

”Vi skal da ha’ en lille én til næsen”, foreslog Alvin. Og da han fremdrog en lommelærke med et tydeligt socialistisk segl, vidste Sussi, at der ikke var nogen vej udenom: hun var tvunget til at drikke til hun segnede. Engang i ungdoms kådhed havde de væddet om, hvem der kunne drikke mest. Alvin havde haft det lidt skidt den dag, så Sussi endte med at sidde tilbage som sejrherre, mens Alvin faldt i en dyb søvn. Her proklamerede Sussi så, at hver eneste gang Alvin ville udfordre hende, så skulle han bare tage lommelærken frem, og hun ville så fremdeles drikke ham under bordet. Men det var før hun blev politiker og før hun blev statsminister.

Uheldigvis sad der en håndfuld tropsførere omkring bålet, som kun havde drukket børnechampagne, og de kunne næste dag berette for Alvin, at han vitterligt blev drukket under bordet af sin guddatter, og at hun trodsigt havde lovet, at hun kunne gentage kunststykket til evig tid.

Så da lommelærken lynede i det blege lys i ministeriet, vidste statsminister Sussi Büllow-Bov, at hun var solgt til stanglakrids.

”Pjort, hør her. Der skete ingen ting. Jeg kan huske, at Alvin tog lommelærken frem, og at jeg tog en slurk, men derefter er alt sort… men hvis der var sket noget, som du behøver at vide i din egenskab af Særlig Rådgiver, så ville det nok være dæmret for mig, tror du ikke?”. Sussi hører sig selv lyde formel og kunne bide sin tunge af. ”Jeg mener, jeg var sammen med Alvin og senere kan jeg huske, at vi sang karaoke og that’s it”.

Pjort fnyser trodsigt. Hvis der er en ting, han har lært, så er det, at hans chef altid slår over i engelske fraser, når hun vil bagatellisere en hændelse. ”Åh, Pjort, er du sur fordi nogen har lækket noget til pressen? Take it easy”. Den har han hørt så mange gange, at han efterhånden er klar over, at lækagen stammer fra Sussi selv.

”Okay…” Pjort tager sig sammen og trækker luft helt ned i lungern,e ”men Buch-Brysthagen vil altså se dig i dag, så tømmermænd eller ej, så må du ses med ham. Eller også må du selv ringe og aflyse, jeg gør det ikke”.

”Sig mig, er jeg omgivet af skidesprællere, hundehoveder og lusepustere?” råber Sussi og kan godt høre, at hun lyder som Egon Olsen. Hun er træt af, at medierne omtaler hendes slappe og talentløse fætter som hendes ”kronprins” og ”loyale støtte”. Buch-Brysthagen er hverken prins eller loyal, når det kommer til stykket. Han er en opportunist med hang til cognac og charmeklude.

”Så lad da fætter Guf komme i audiens, hvis det skal være så helvedes besværligt at aflyse et enkelt møde med min syfilisbefængte såkaldte fætter!”. Sussis hyppige vredesudbrud har med tiden sikret hende flere kælenavne selv blandt venner. ”Torden-smeden” er et udtryk, der også har fanget mediernes interesse, så hun med jævne mellemrum pryder avisernes forsider med øgenavnet ”Sussi Torden-Smed”.

Brunchen med Sussis svagelige fætter går nogenlunde. Han nipper til grøn te og får et enkelt glas chablis til sin salat, men Sussi skyller bacon og røræg ned med rigelige mængder mørkt øl og Treo. Hen mod slutningen på brunchen tager Buch-Brysthagen endelig hul på det emne, der har gemt sig som en elefant mellem dem de sidste par dage.

”Nåehh, kusine”. Buch-Brysthagen taler drevent sjællandsk, mens en liflig hvidvinsånde undslipper hans gab. ”Hvordan ser du på muligheden af, at en kan komme i betragtning til et mere fyldestgørende embede?”. Buch-Brysthagen ser med ond forventningsfuld mine hen på sin kusine og fortsætter:

”Som du véd, er jeg ikke helt tilfreds med mit resortområde – Hans Ø er ganske simpelt for lille til mig. Men n,u hvor de fleste af dine ministre har forladt deres poster i utide, så var det måske på sin plads at betænke din kære fætter med et mere… prestigiøst ministerium? Jeg tænker justits eller udenrigs”. Buch-Brysthagen lægger ikke fingrene imellem. Han har sat sig for at lægge maksimalt pres på sin kusine, der sidder der ligbleg på den anden side af bordet.

”Skal vi så ikke kalde det en lille julegave til din kære fætter, at han indtager hjørnekontoret på Asiatisk Plads snarest muligt”. Buch-Brysthagen får det til at lyde som en ordre mere end et spørgsmål.

”Ligesom jeg vil sætte pris på din gave, vil du også sætte pris på min”, fortsætter Buch-Brysthagen. Han har nu fuldstændig overtaget samtalen, mens Sussi Büllow-Bov sidder blodfattig og bleg tilbage. Statsministerens passivitet gør ham blot endnu mere dristig. ”Jeg har hørt, at du måler din succes i antallet af blowjobs, som du giver”, siger Buch-Brysthagen, mens han lyner ned og trækker et prægtigt, halvstift lem frem. ”Hvad med om du prøver på at få lidt succes med denne her”, fortsætter han, mens han drilsk giver statsministeren en serie af lussinger med sit halvt erigerede lem.

Pludselig vågner hun til dåd, ”Hvad bilder du dig ind! Hvad tror du, jeg er! Hvem tror du, du er!?!” tordner Sussi, mens hun tærsker løs på sin fætter og juniorminister.

Det tager tre sikkerhedsvagter at holde statsministeren tilbage, og kun hendes Særlige Rådgiver og sekretæren Elinors hjemmebagte småkager kan få Sussi til at falde til ro.

”Det var altså ikke så smart, det der”, siger Pjort, mens Sussi trøstespiser. Pjort er ikke selv helt klar over, hvorfor det ikke er smart, men han nyder sin egen Særligt Rådgivende rolle, hvor hans ord er sandhed.

Men senere samme dag, viser det sig, at Pjort har ret. Man tærsker ikke ustraffet en juniorminister.

Kl. 13:35 indløber der en pressemeddelelse til landets nyhedsbureauer om, at Ministeren for Hans Ø – Buch-Brysthagen – træder tilbage. Begrundelsen er, at han ikke ønsker at sidde i regering med en statsminister, som han ikke respekterer rent menneskeligt.

Pressemedelelsen er ledsaget af flere fotos taget aftenen før, hvor man tydeligt ser Det Danske Riges Statsminister snave med en hjemløs i Nyhavn, et foto, hvor hun happy slapper en mindreårig sælger af Lillebror-lodder, et lidt grumset foto, som dog tydeligt afslører, at statsministeren kaster op på Søren Kierkegaards grav, og et sidste uforglemmeligt foto, der viser statsministeren i færd med at give Københavns overborgmester et kærligt blowjob.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24