Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.
Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.
Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.
Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.
Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.
Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.
“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.
(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).
Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.
Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.
På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.
Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.
Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.
Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra
v. Münchaus
SE OGSÅ:
