Et af årets ubestridelige højdepunkter, Nordvestjyske Landslubberters Fællesstævne på Blodhøj, finder sted tirsdag med start kl. 07.31 prc. Deltagerne opmarcherer i snorlige rækker på paradepladsen foran det til dagen renoverede Slubberttempel.
Traditionen tro indledes stævnet med synkronmasturbation og udskænkning af gul hestepilsner. Louis B. Knockel holder indledningstalen kl. 08.24 til 11.19 prc.
For første gang i 37 år skal forbundet vælge ny præsident, efter at Pholmert Gisselmann så tragisk mistede livet ved en fækalieeksplosion på Klamhuse Hede. Pholmert mindes ved en 48-sekunders højtidelighed inden afsløringen af en støbt præsidentbuste, hvortil hele landsdelen har bidraget med bukseknapper, ølkapsler og andet værdimetal.
To kandidater stiller op. Galbert O. Peckelhage er velkendt og respekteret som en af Nordvestjyllands førende fritidsvoldsmænd. “Umiddelbart ligner hans modstander, Dulmert Cox, en håbløs taber i hvid skjorte og butterfly, men dette indtryk varer kun, til man har hørt ham spille harmonika. Med instrumentet i hænderne viser han sit sande slubbertformat, og jeg spår ham en pæn chance,” udtaler valgkommissionens formand, Adelbert Angst jr.
Gallamiddagen, leveret fra Brunmølle Udflugtskro, indtages kl. 17.34 til 19.01 prc., hvorefter lussingdansen begynder. Festen slutter kl. 22.14 prc.
“Belært af sidste års ikke helt gode erfaringer skærper vi kontrollen med festdeltagernes afføring,” udtaler hr. Angst. “Blød og misfarvet brunvare vil ikke blive tolereret hverken under eller efter stævnet.”
Billetter à kr. 1,09 incl. festmiddag og blå drikkepetroleum ad lib sælges i de respektive foreninger samt fra Klamhuse Brugsforening. Udeblivelse uden edsvoren lægeattest vil blive straffet efter Landslubbertdisciplinærbekendtgørelsens § 32 stk. 1-3, i gentagelsestilfælde § 33, som hjemler elektrisk henrettelse.
EXKLUSIV KORRESPONDANCE FRA EROTOLOG, KOMTESSE MARIE MISSEGNUBBER, GUSTENHUSBORG
I min egenskab af skønhedsrepræsentant for Gustenhuse og Omegn er det mig en ære at kunne dele med avisens distingverede læserskare de seneste tiltag udi ansigts- og kropsforskønnelse i vort ærede sogn.
Således kan vi som en regulær sensation i nedenstående billedeserie præsentere den vellykkede trinvise fysiognomiske metamorfose af cirkusmedarbejder Klammo Penisträck, fra en umiddelbart, skal vi sige, noget utiltalende type, til en pragtfuld, nobel og velpræsentabel førsteklasses luksusfestneger.
Klammo Penisträcks første kommentar til denne åbenbaring var umiddelbar næsegrus beundring og absolut tavshed, hvilket muligvis skyldes medfødt stumhed, men det lader sig ikke benægte, at patientens livskvalitet og selvværd ved dette simple indgreb er mangedobledes, hvilket blandt andet vurderes på det faktum, at han glædesskrigende kastede sig ud fra konsultationens balkon og derefter satte i euforisk armflagrende løb i retning mod Gustenhusmose.
Til fremhævelse, forskønnelse og forstørrelse af de kvindelige attributter foreslås i al beskedenhed følgende:
Flere livsglade frierotiske sommerlegemsøvelser foreslås i det nedenstående:
Med ønsket om en sensuel sommer i det nordvestjyske, og husk: Det handler blot om at ha’ det godt!
Elskværdigst,
Erotolog, komtesse M. Missegnubber. Gustenhusborg.
DEN KNOCKELSKE REDAKTIONSLEDELSE takker på læserskarens og hele landsdelens vegne for dette lødige og smukt illustrerede materiale. Blandt de første i køen til behandling venter vi at se danselærer-parret Phrederiksens nyligt konfirmerede søn Philbert.
SENESTE NYT FRA VOR SPECIALKORRESPONDENT, HR. STAHL-EISENMANN
Efter årelang intens efterforskning er det endelig lykkedes Gustenhuse Sognebevæbnings specialdeling med uvurderlig assistance fra herværende Tølperforenings beredvillige angiverkorps at indfange den berygtede bande, der i 87 lange år hensynsløst har terroriseret vor kære hjemegn.
Bagpersonerne, fra venstre: Tidl. skovflåtsafbiderske, Gurli Gummelstrup, alias ”Transvestitnonnen fra Gustenhuse Kloster”; særkevender Abdominus Fnatberg, alias ”Styrvolten fra Lille Storegade”; samt fhv. ostindisk reservekonsul von Bähfjähs, alias ”Tykke Skrumpen”.
Som medsammensvoren benyttede banden deres altid velvillige håndlanger, Ledigang Agogo (herover), alias ”Den Flyvende Festneger” (her afbildet med negerdomptør ved Gustenhuse Friluftstheater, lavementspumpetekniker Herbergh Lussanthemum – sidstnævnte dog ikke direkte involveret i de kriminelle handlinger udført af Gustenhusebanden).
Betydningen af bandens optrevling kan næppe overdrives, og det er ikke uden et gran af stolthed, at Gustenhuse Sogneråd nu kan udråbe et 10-foldigt hurra for Kongen, og for et for fremtiden forhåbentligt forbryderfrit lokalmilieu.
Blandt gruppens utallige horrible ugjerninger kan i flæng nævnes:
Vinduesknusning i nattetimerne, fumlegængeri, samt uhøvisk tale fremført mod vægter Larmo Rasselschlüssel (i gjentagelsestilfælde); Tyveri af 100 gavekort á 50 posthume kondolancelusseringer fra Gustenhuse Begravelsesforretning; Hærværk med blækpen på Gustenhuse Bibliothek og Egnsarkiv mod samlingens eneste eksemplar af Gjenoptryk af Aarsskrift for Uhæderlig Økonomisk Redegørelse (1929);
Anstødelig opførsel ved Gustenhuse Dyrskue i 1933, herunder hånlig latter fremført under oplæsning af Lussatoreden; Hele 12 tilfælde af ukorrekt tøjring samt hasarderet kørsel med jumbe i Store Lillegade; Forsøg på nedsavning af Gustenhusbjerg Udkigstårn;
Indemuring af priorinde Mugskrähw i Gustenhuse Klosters vestre latrin; Uddeling af usædelige postkort af fransk oprindelse, i forbindelse med sognejubilæumsfesten i 1932; Indsmugling af anselige mængder kontrabande-brunvare med henblik på videresalg;
Ophivning af manepælen ved Gustenhusmose; Medvirken til forsøg på fortyndelse af sognets reservehestepilsnerreservoir, subsidiært svindel; Ulovlig aflæsning i gadekæret af diverse kadavere fra kreaturbordeller; samt,
Sabotage af lirekassemand A. Dreiers næringsvej, ved systematisk nedkastning af teglsten og husholdningsfækalier.
Alt i alt et imponerende generalieblad, der nu omsider forhåbentlig har fundet sin afslutning!
De skyldige straffes som følger:
3 x 100 smældende kaskadelussinger, samt 5 timers nøgen pælesidning på byens torv, i markedstiden.
20 dagbøder á kr. 0,05.
Derudover frakendes de retten til at føre jumbe i 2 år, og påbydes omgående at nedbryde klostermuren hvorbag priorinden angiveligt har været ufrivilligt anbragt siden sidste Kyndelmisse.
Med ærbødig hilsen,
Oversogneborgmester for Gustenhuse, støbejernsgrosserer Hartmann Stahl-Eisenmann
SAMFUNDSVIGTIG INDKALDELSE > SE TØLPERTILMELDING LÆNGERE NEDE PÅ SIDEN
Sommerens festivalaktivitet stunder til, og vi ved allerede nu, at tusinder af turister vil strømme mod Nordvestjylland, mange af dem suspekte og subversivt sindede individer.
Uden titusinder af lussinger til de fremmødte vil vort lokalsamfund bryde sammen, og Klamhuse Borgervæbning søger derfor frivillige, der kan deltage i lussering og anden afretning af folkemasserne.
“Udover selve Borgervæbningen har vi frivillige korps af blandt andet husmødre og strandsexualitetsinspektører, og vore velfungerende lussingmaskiner og pryglomater vil naturligvis også køre i døgndrift,” udtaler oberst Hassan Gylbert, som ved siden af sit hverv i væbningen er transplantationskirurg på Klamhuse Husmandshospital. “Men det er ikke nok. Vi skal ud, hvor folk samles i trængsel, og klaske dem grundigt igennem.”
Voksne, slagkraftige nordvestjyder kan møde til praktisk og teoretisk prøvning ved Brugsens gavl de næste tre onsdage klokken 18.34 prc. Arbejdet er ulønnet, men der vil under tjenesten blive serveret flæskesuppe og ved slutningen af hver vagt en spølkum blå drikkepetroleum.
SIDSTE NYT: STORTØLPERTILMELDING FRA GUSTENHUSE
Det er med stolthed at Gustenhuse Tølperforening hermed har den fornøjelse at kunne meddele Deres ærede person, at vor ydmyge organisation stiller til rådighed for den fornemme og almennyttige opgave en velberedt og overrislet 30-mandsdeling bestående af:
alle med minimumsrang af Sogneskiderik af 3. kl., og under kyndig ledelse af delingsfører, Overtølper og hædersmand Dütmärsck von Schwindelkerl, som De muligvis kender af omtale fra strejkeblokadenedskydningerne ved Gustenhuse Kæledyrsaflivningsanstalt, i julen 1953.
Vel mødt i sommerlandet, og, som det jo så smukt lyder i vor kære, gamle forenings indmarchsang:
“En Tølpermand er au courant, charmant, galant, er han, iblandt, Hurra! Hurra! Hurra!
Thi Tølperånden er bastant, Lusseres skal enhver lussant! I dag, i dag, i dag.”
Klamhuse Hede genlød tidligt i morges af parringsskrig, udstødt i takt med en dieselmotors rytmiske dunken. Efterhånden som landarbejdere på vej over den vinterkolde hede stimlede sammen om sceneriet, blandedes motorlyden med begejstrede klapsalver.
Nordvestjyllands unge opfindergeni Nathan Mandrik kan notere endnu en højteknologisk triumf: En autonom kopulationsautomat, der præsterer op til 120 stød i minuttet, når den modtagende, skråtstillede kopulant er fastspændt i et dertil indrettet støbejernsstativ.
Automaten er i alt væsentligt selvstyrende, og den forbruger ved maksimal effekt kun ca. 2 liter diesel i timen, oplyser Nathan Mandrik. Afprøvning og tilpasning er sket i hans eget hjem, hvor hans mor, enkefru Nullah Mandrik samt en tante og fire ugifte søstre har lagt kropsåbninger til.
Turistindustrien og Storsognets Geriatriske Velfærdstjeneste har støttet udviklingsarbejdet med kr. 19,41 samt en i fjor konfiskeret legetøjsvibrafon, der nu fungerer som automatens lændeklæde. Louis B. Knockel var til stede ved premieren og sørgede med de nødvendige lussinger for, at publikum kom videre til dagens arbejde.
Ingen kan længere føle sig sikker. Et tomt automobil er pludselig startet af sig selv og kører på nuværende tidspunkt rundt i gaderne til fare for alle.
Det gamle karrosseri gynger og knager, hjulene knirker, og fra bilen lyder et uhyggeligt skrig, som udelukkende kan komme fra det hinsides.
Genfærdsvognen har raseret flere forhaver og offentlige pladser. Voldsomme er de materielle skader, men så sandelig også de personlige. 12 borgere meldes foreløbig kvæstet.
I følge lokale optegnelser viser det sig, at vognens ejer var den nyligt afdøde Elliot Plakkenborg. En hensynsløs racerkører, bankrøver og yogainstruktør. Han afgik ved døden i en omgang russisk roulette i fjor, og det siges, at han nu er vendt tilbage fra graven for at hjemsøge landevejene og gøre livet surt for de levende.
“Man kan ikke gå i fred mere. Jeg var lige kommet ud fra pornoforretningen på hjørnet med favnen fuld af højlødig lecture da jeg blev jagtet af dette … dette … motoriserede gespenst,” udtaler Marlo Halsbølle, Klamhuse Nord.
En af sognets talrige iværksættere har måske en løsning på problemet. Den lokal numerolog, heksedoktor og amuletsælger Klakholm Ry-Hansebasse siger, at den eneste måde man kan beskytte sig mod spøgelset er ved at købe amuletter i hans butik, Hansebasse Amuletgesjæft K/S. Hver amulet koster kr. 789,50 og giver efter mandens udsagn: en beskyttende aura mod spøgelsesbilen.
“Jeg sælger dem ikke for pengenes skyld. Det er udelukkende for at hjælpe og beskytte andre,” fastslår hr. Ry-Hansebasse.
Spøgelsesjægeren Igor Mortis-Mortensen har valgt at tage kampen op mod byens nye trussel.
“Nogen bliver simpelthen nødt til at fange spøgelset, give det en røvfuld og sende det tilbage til helvede, hvor det hører hjemme,” siger den entusiastiske spøgelsesjæger. “Bare rolig. Jeg ordner det.”
Personligt mener jeg som avisens reporter, at der er noget uldent ved hele dette scenarium. Der er noget, der ikke er som det skal være. Kan det passe, at et spøgelse er skyld i dette ragnarok?
Jeg følger op på sagen hurtigst muligt.
Seneste nyt: Spøgelsesjæger påkørt
Spøgelsesjægeren hr. Mortis-Mortensen, der ville tage kampen op mod den uhyggelige poltergeist, er ikke længere i blandt os. For en time siden blev han offer for det hensynsløse genfærd.
Han havde ellers forberedt sig grundigt til møde med spøgelset. Han havde iført sig sine åndemanerbriller og sin beskyttelseshat af alufolie. Hr. Mortis-Mortensen stillede sig klar på hovedgaden og begyndte at danse sin åndedans, mens bilen nærmede sig med 200 km/t.
“Vig bort, lede genganger!” var mandens sidste ord, inden han blev torpederet af det ustoppelige befordringsmiddel. Nu er han selv draget over til det hinsides.
Æret være hans minde.
Samtidigt er salget af amuletter hos Hansebasse Amuletgesjæft K/S steget markant. Og mærkeligt nok ser de ud til at virke som lovet. Bærerne af disse amuletter bliver ikke længere chikaneret af Elliot Plakkenborgs genfærd.
Noget siger mig, at jeg må grave dybere i denne sag.
Mysteriet er løst. Der har ikke været tale om et spøgelse, men derimod en lusket slubbert. En plattenslager, som jeg personligt arresterede.
Noget gik op for mig for halvanden time siden. Bilen kunne jo sagtens være fjernstyret. Det måtte være sådan.
Men hvem sad med fjernbetjeningen? Hvem ville få noget ud af at genere hele byen og påkøre den pålidelige spøgelsesjæger hr. Mortis-Mortensen?
Svaret er: Klakholm Ry-Hansebasse. Han var den eneste, der havde fået noget ud af hele denne krisesituation. Manden har i lang tid døjet med lav omsætning i sin amuletforretning. Nu var salget ufatteligt højt.
Jeg lavede en simpel baggrundsundersøgelse af Klakholm Ry-Hansebasse. Det viser sig, at han har skiftet navn fjorten gange i løbet af tre måneder. Hans rigtige navn er Billy Ravlsmølle Dunhild jr. En mand, der siden han var fem år gammel har eksperimenteret med fjernstyring af motoriserede køretøjer.
Nu vidste jeg, hvem forbryderen var. Jeg manglede blot at tage ham på fersk gerning.
Først måtte jeg finde ud, af hvorfra han styrede bilen. Det måtte være på et højt punkt med en udsigt over hele byens vejnet.
Så slog det mig: Vandtårnet. Bilen havde hele tiden befundet sig inden for rækkevidde af vandtårnet.
Straks cyklede jeg derud, kravlede op ad stigen og ventede på, at forbryderen ville vende tilbage. Der gik 45 minutter, før han dukkede op.
“Jeg bliver millionær!” jublede han, mens han kravlede op på vandtårnets top med en fjernbetjening.
“De kan tro nej,” svarede jeg og slog manden ud med en bedøvende ørefigen.
Fra nu af kan alle færdes trygt på gaden. Spøgelsesbilen var et ondsindet trick, og den skyldige står nu i gabestok på Torvet frem til slutningen af næste måned. Det er tilladt at kaste rådne tomater, fækalier og døde dyr på bedragerens ansigt.
– Fleisch und Wurst und immer Durst! brølede bogtrykker Dildoe.
Cilius Stamknockel, hans unge journalistelev, smilede og nikkede og modtog i næste øjeblik en af døgnets mange lussinger.
Cilius var i efteråret 1863 tiltrådt en læreplads på Dildoes avis, der i et oplag på 246 eksemplarer udkom mandag, onsdag og fredag under titlen “Holstebroegnens Almuetidende”. Den unge mand skrev det meste af indholdet til gengæld for en i Dildoes øjne fyrstelig ugeløn på 74 øre samt kost og logi på loftet over grisestalden i naboejendommen.
– Gentag! brølede bogtrykkeren.
– Fleisch und… æh…
Efter endnu nogle forsøg, godt hjulpet af raske arbejdslussinger, kunne Cilius gengive Dildoes tyske læresætning.
– De satans tyskere er på fremrykning! brølede Dildoe. – Alle taler om det, så hvad skal vi skrive i avisen?
– Jeg har en idé, svarede Cilius. – Jeg sad i nat og skrev på et digt om fædrelandets store…
Slask! En smældende lussing afbrød ham. Cilius skrev digte og ville gerne have dem i avisen, men det var indtil nu kun lykkedes én gang, nemlig da Dildoe fyldte 65 år, og forsiden prydedes af et hyldestkvad, startende med ordene: Byens store Mester skuer grant mod Vester.
– Hvad fanden tror du, jeg har ansat dig til? Du skal skaffe nyheder, din drønnert! Du må af sted sydpå og finde ud af, om krigsrygterne holder. Hvis fremmede nærmer sig Holstebroegnen, skal vores læsere advares, så de kan bevæbne sig. Må jeg høre dig tale tysk en gang til.
– Fleisch und Wurst und immer Durst.
– Jawohl, sagde Dildoe.
* * *
Cilius vandrede sydpå. Varde og Ribe var passeret, og fødderne føltes som kogende kartofler i hans støvler, men endnu havde han ikke set en tysk soldat, og mester Dildoe havde jo ikke givet besked om, hvor langt han skulle gå. Han holdt sig til Vestkysten, for hans næse havde det bedst med saltvandslugt, og hver gang han kom til et posthus, sendte han en lille håndskrevet depeche hjem: Alt roligt her, mester.
Omkring Husum begyndte folk at tale tysk, og han iagttog nogle yngre mænd i uniform. Ved et færgested med et langt og indviklet navn blev han standset og kontrolleret.
– Fleisch und Wurst und immer Durst, sagde han.
Med et et klap i ryggen blev han sendt om bord på færgen.
Endnu et par marchdøgn senere nåede han Altona, få kilometer fra Hamborgs tårne og tinder. Han satte sig på en café og tiltalte servitricen på de indfødtes sprog:
– Fleisch und Wurst und immer Durst.
– Nah? sagde hun, mens hun betragtede hans nussede benklæder og støvlerne, der gabte fortil.
– Hast du Geld? Hast du Zaster?
Hun pegede med fingeren på sin røde håndflade. Penge. Cilius famlede i lommen. Jo, der var en fem-øre og en to-øre tilbage. Han viste de danske mønter til servitricen og fik en smældende lussing til svar.
Nu følte han sig tryg og på hjemmebane. Hvis pengene stadig kunne række til til et frimærke, ville han lige straks skrive hjem til redaktør Dildoe: Tyskerne er almindelige mennesker som os andre. Ingen synlige trusler mod Holstebroegnen herfra, men jeg ser mig om, inden jeg vender næsen hjemad. Hils overbladbud Josefsen, fru Josefsen og Lupo, Holstebros klogeste hund, fra deres ven Cilius.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
DAGSAKTUELT TELEGRAM FRA HR.
FERNANDO BÆHMAN ELMQUIST
Der var ikke et øje tørt, da den forhenværende hyggeurtsrygende ungtølper Bugislav Pockelsen vendte hjem til Blodhavn efter at have tilbragt en deportationsdom på 1 år, 4 måneder, 5 dage, 21 minutter og 57 sekunder i den glohede opdragelseslejr i Swakopmund. Pockelsen stod tidligere i spidsen for Blodhavns berygtede dekadente jetsetungdom, hvor han med sin destruktive indflydelse fremmede alskens fordærvelige udskejelser.
Ved ankomsten i morges udtalte den nu rehabiliterede Bugislav til Nordvestjyske Fækalietidende, at opholdet havde renset hans syndige sjæl for de mange depraverende fantasier. Takket være daglige flyverskaller, lussinger og det ugentlige aflusningsbad samt et yderst traumatisk foredrag for Godhavns Lesbiske Roeplukkerforening er den tidligere ungtølper kommet på ret køl og blevet et nyt resocialiseret menneske.
Det forlyder, at det hjemvendte bysbarn er blevet tilbudt at undervise i det nye banebrydende obligatoriske opdragelsesprogram ”Aldrig mere grædende børn i Nordvestjylland” baseret på den berømte transsibiriske adfærdspædagogiske teoretiker Taddeus Habermas Calleson. Andre rygter indikerer, at Pockelsen skal assistere Usseldrupegnens Flygtningeforsorgskomités forkvinde, Walpurgia Peckelwaber, med at lave aviskampagner i det socialistiske diktatur i Holstebro og omegn med henblik på at få flere flygtninge til Blodhavn og Usseldrup.
Der tegner sig en lys og god fremtid for den forhenværende ungtølper.
SE OGSÅ:
Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.
Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.
Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.
Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.
Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”
Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.
Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.
Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.
Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.
Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.
Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.
Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.
“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.
Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.
På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.
Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.
Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.
Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.
Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.
Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.
EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME
Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.
Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .
“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.
På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.
Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.
“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.
Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”
Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.
Erhvervsfremstød skaber hundredevis af nye arbejdspladser
Efter mere end 60 år som leverandør til fækalieforarbejdningsbranchen vil en af egnens industrielle sværvægtere, Max Lamberts Maskinfabrik KmbH i Klamhuse, nu gøre en indsats på det krævende marked for mekanisk masselussering.
Fabrikant Lambert og hans folk har allieret sig med pryglomatens opfinder, det unge tekniske geni Nathan Mandrik.
– Vi er på vej med en maskine, der ud fra revolutionerende nye principper kan smække lussinger til over 100 personer ad gangen, oplyser fabrikant Lambert. – Konstruktionen er energimæssigt selvbærende, idet de lusserede på vej gennem maskinen træder i pedaler og udfører andre legemsøvelser, der holder lussingpladerne i rotation.
Maskinfabrikken, der for øjeblikket beskæftiger fem smede, en arbejdsmand og to større husdyr, ansætter i de nærmeste dage et par hundrede forsøgspersoner, som vil blive belønnet med kraftige kødfodermåltider og naturligvis titusinder af smældende industrilussinger.
Den Knockelske Industrialiseringsfond af 1934 støtter arbejdet med kr. 8,71 samt ekspertbistand i stort set uindskrænket omfang.
