Tag-arkiv: 1864

Kalenderblad 18: Det Herrens år 1864

– Fleisch und Wurst und immer Durst! brølede bogtrykker Dildoe.

Cilius Stamknockel, hans unge journalistelev, smilede og nikkede og modtog i næste øjeblik en af døgnets mange lussinger.

Cilius var i efteråret 1863 tiltrådt en læreplads på Dildoes avis, der i et oplag på 246 eksemplarer udkom mandag, onsdag og fredag under titlen “Holstebroegnens Almuetidende”. Den unge mand skrev det meste af indholdet til gengæld for en i Dildoes øjne fyrstelig ugeløn på 74 øre samt kost og logi på loftet over grisestalden i naboejendommen.

– Gentag! brølede bogtrykkeren.

– Fleisch und… æh…

Efter endnu nogle forsøg, godt hjulpet af raske arbejdslussinger, kunne Cilius gengive Dildoes tyske læresætning.

– De satans tyskere er på fremrykning! brølede Dildoe. – Alle taler om det, så hvad skal vi skrive i avisen?

– Jeg har en idé, svarede Cilius. – Jeg sad i nat og skrev på et digt om fædrelandets store…

Slask! En smældende lussing afbrød ham. Cilius skrev digte og ville gerne have dem i avisen, men det var indtil nu kun lykkedes én gang, nemlig da Dildoe fyldte 65 år, og forsiden prydedes af et hyldestkvad, startende med ordene: Byens store Mester skuer grant mod Vester.

– Hvad fanden tror du, jeg har ansat dig til? Du skal skaffe nyheder, din drønnert! Du må af sted sydpå og finde ud af, om krigsrygterne holder. Hvis fremmede nærmer sig Holstebroegnen, skal vores læsere advares, så de kan bevæbne sig. Må jeg høre dig tale tysk en gang til.

– Fleisch und Wurst und immer Durst.

– Jawohl, sagde Dildoe.

* * *

Cilius vandrede sydpå. Varde og Ribe var passeret, og fødderne føltes som kogende kartofler i hans støvler, men endnu havde han ikke set en tysk soldat, og mester Dildoe havde jo ikke givet besked om, hvor langt han skulle gå. Han holdt sig til Vestkysten, for hans næse havde det bedst med saltvandslugt, og hver gang han kom til et posthus, sendte han en lille håndskrevet depeche hjem: Alt roligt her, mester.

1864 Cilius

Omkring Husum begyndte folk at tale tysk, og han iagttog nogle yngre mænd i uniform. Ved et færgested med et langt og indviklet navn blev han standset og kontrolleret.

– Fleisch und Wurst und immer Durst, sagde han.

Med et et klap i ryggen blev han sendt om bord på færgen.

Endnu et par marchdøgn senere nåede han Altona, få kilometer fra Hamborgs tårne og tinder. Han satte sig på en café og tiltalte servitricen på de indfødtes sprog:

– Fleisch und Wurst und immer Durst.

– Nah? sagde hun, mens hun betragtede hans nussede benklæder og støvlerne, der gabte fortil.

– Hast du Geld? Hast du Zaster?

Hun pegede med fingeren på sin røde håndflade. Penge. Cilius famlede i lommen. Jo, der var en fem-øre og en to-øre tilbage. Han viste de danske mønter til servitricen og fik en smældende lussing til svar.

Nu følte han sig tryg og på hjemmebane.  Hvis pengene stadig kunne række til til et frimærke, ville han lige straks skrive hjem til redaktør Dildoe: Tyskerne er almindelige mennesker som os andre. Ingen synlige trusler mod Holstebroegnen herfra, men jeg ser mig om, inden jeg vender næsen hjemad. Hils overbladbud Josefsen, fru Josefsen og Lupo, Holstebros klogeste hund, fra deres ven Cilius.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden