Det er med stor sorg, jeg må meddele, at min grandfætter Sjúrður Fjertsmølle ikke er mere.
En grindehval ved navn Aðalgunn selvdetonerede under en afslappet hyggestund på det ellers meget respektable forlystelsesetablissement i Trongisvágur, hvor Sjúrður hver fredag blev vasket og spenderede både sin tid og sine penge – og sang maggiduddier med sin malmfulde røst. Rygter vil vide, at Sjúrður havde haft Aðalgunn med i en syvtimers kædedans, og at al den rumlen blev for meget for hendes mave.
Hans bortgang vil blive husket. Der sidder stadig vinduesglasblandede rester af ham på klippevæggen i vest-Trongisvágur, og denne moderne helleristning overvejes fredet og flyttet til Thorshavn nationalmuseum. En flottere begravelse kan man vel ikke ønske sig.
Hans malmfulde røst er dybt savnet på egnen. Især ved tæt tåge var han nyttig, men også ved indkald af får eller grind var han uovertruffen.
Det glæder mig i disse svære dage usigeligt at vide, at Sjúrður Fjertsmølles gener er bevaret på Nr. Usseldrupegnen.
Efter en mangeårig stjernekarriere i den bulgarske musicalindustri er kordirigent og arrangør Gubert Skodhave, søn af veterinærbøddel Hilbert Skodhave, Klamhuse, vendt tilbage til sin hjemstavn med én og kun én stor opgave foran sig: En genopretning af Usseldrupegnens Obligatoriske Sangskole.
Gubert Skodhave, der allerede som dreng blev kendt ikke blot for sin sopranstemme, men også som virtuos på jødeharpe og forskellige rytmiske lommeinstrumenter, vil fra sin første dag på posten gøre det klart, at falske toner ikke længere tolereres.
Sangskolen, grundlagt i 1898 af feltbarber Lubert Popp-Petersen, havde sine store år i 1930’erne og 40’erne. Blandt hundreder af unge lokale sangere var redaktør Louis B. Knockel, dengang overcykelbud i familieavisens tjeneste. “Jeg husker det som en herlig tid, fuld af velklang og godt humør. Raske lussinger løftede de klare stemmer til det ypperste, de kunne præstere.”
Disciplinær slaphed bredte sig, efter at grundlæggerens barnebarn, makrelsorterer Ola Popp, i 1971 tiltrådte som musikskolens rektor. Deltagelse i undervisningen var nu obligatorisk, men de sanglige resultater blev stadig ringere, og de seneste år har man måttet tvangsindlægge nogle hundrede landproletarer som publikum til koncerterne, ligesom svenskere, Holstebro-socialister og andre tilrejsende i turistsæsonen blev opmarcheret som tilhørere ved de timelange friluftsstævner på Blodhavn Nordstrand.
“Al denne elendighed lægger vi nu bag os,” udtaler hr. Skodhave på sin første dag i rektorsædet. “Disciplineringen af eleverne omfatter ikke blot deres sanglige evner, rytmesans osv., nej, alle deres kropslige funktioner kommer under den strammeste kontrol.”
“Vi kan lære meget af bulgarerne. Deres militære historie gør dem ære, og deres musicalbranche havde ikke blomstret, som tilfældet er, uden de foranstaltninger, som jeg nu bringer med mig hjem til Nordvestjylland. I mit daglige virke vil jeg blive støttet og akkompagneret af en anden international musikalsk frontfigur, ingen ringere end regimentsmusiker Habert Yerngumme, som vi sidst så her på egnen i de første majdage 1945.”
Den Knockelske Familiefond har støttet hr. Yerngummes rejse op gennem Jylland med et par støvler, og Louis B. Knockel vil deltage i den fortsatte musikalske genoprustning hen over sommeren. “Min stemme er ikke til de store sangpartier, men jeg kan stadig smække rytmisk velplacerede lussinger under øvelser og opførelser, og disse bidrag vil der ikke blive sparet på.”
Også den nyopfundne pryglomat vil blive taget i brug i de kommende uger og måneder. “Vi er på vej mod en ny guldalder i nordvestjysk musikliv,” erklærer Louis B. Knockel.
Alle har hidtil antaget, at pizzaen, som vi kender den idag, er et italiensk fænomen, men et dramatisk fund i brunkulslejerne øst for Blodhavn har i den grad sat byen på det arkæologiske gastronomiske verdenskort.
Blodhavn Videnskabelige Fakultet (BVF) er på den anden ende. “Hvis vores antagelser holder stik, vil det få uoverskuelige konsekvenser, ja hele verdenshistorien står til revision,” fortæller lektor Dunkelholm, videnskabelig leder af den forskergruppe, der arbejder på sagen.
For 2 år siden gjorde en opmærksom landproletar, der var beskæftiget med oprydning i det gamle brunkulsleje, under gravning af et affaldshul et sensationelt fund. I en velbevaret trææske på ca 40 x 40 cm lå det, der i første omgang blev betragtet som et rituelt eller religiøst relikvie, som muligvis symboliserede himmellegemernes faseinddelte bevægelser hen over firmamentet. Men det skulle vise sig, at der ikke var tale om en astrologisk evighedskalender, men noget, som grundige analyser skulle vise bestod af spelt, gedeost, løgringe og små skiver festpølse med paprika, med andre ord: Ingredienserne til en herlig pizza.
“Her gik vi rundt og troede, at vi havde med en kultur at gøre, der havde styr på indviklede astronomiske beregninger, men så var det rent faktisk gastronomien, der var i højsædet. Det giver stof til eftertanke, og spørgsmåler er, om ikke Blodhavn i virkeligheden er fast food-kulturens arnested. Med tilskud fra den Knockelske Kullturfond, der igen beredvilligt er trådt til med ikke mindre end tre forskningslegater, vil det være muligt at foretage en grundig undersøgelse af området,” afslutter lektor Dunkelholm.
Blodhavn Bageri har taget ideen op, og man kan her bestille en tro kopi af den historiske pizza, dog er trææsken udskiftet med en almindelig papæske. Som et kuriosum kan nævnes, at festpølsen med paprika den dag i dag fremstilles hos slagtermester Flackwabel i Blodhavn, så på den måde er der tale om en lækker mundfuld af en ægte historisk tidslomme.
Støttekoncert og opvisning i Blodhavn næstkommende søndag kl. 15.05 prc.
Fleskum Herred Borgervæbnings 7. battalion af ruhårede gravhunde har (efter at vagthavende via motorordonnans modtog den forfærdelige nyhed om gårdhundene i Blodhavn Herred, der under overflyvningen af det vibrerende falliske vehikel blev hensat i en så ekstrem grad af desperation og forvirring, at der forekom flere tilfælde af selvpåført skambidning) besluttet at gennemføre en støtteopvisning.
På programmet står eksercits med tændte fakler og indlagte varierede serier af trampolinspring for enkelthund, rappelling fra luftvehikel og til slut en dramatisk tårnlinedans fra taget over silotårnet på Blodhavn Fiskepulpfabrik uden sikkerhedsnet, iført skotsk kilt og med synlig sækkepibe. For at det ikke skal være løgn: Også med indlagte luftlussinger. En detalje, der vist ikke skulle være set tidligere i Blodhavn.
Overskuddet vil ubeskåret gå til dækning af de udgifter af veterinær art, der opstod som følge af vehikeloverflyvningen. Der vil i den forbindelse ikke blive sondret mellem stambogsførte hunde og bastarder.
I pauserne vil Anders fra Sønder Tranders underholde med harmonikasammenstød og en eksperimentel blanding mellem kædedans og mandestrip.
Pedellen fra Storvorde Latrinskole har udført en serie fluxus-installationer i en blanding af fåretalg og brunvare på lamineret elmetræ, som han har skænket til formålet, og som vil blive bortauktioneret efter opvisningen.
I den forbindelse vil der være et let traktement med vand, serveret i skåle, lakridspiber og hundekiks ad libitum, sponsoreret af fækaliebaron Hvidtjørn og frue.
Louis B. Knockel støtter arrangementet med sin tilstedeværelse og knap fire hundrede velrettede lussinger. “I disse svære tider må vi alle stå sammen, og jeg betragter Fleskum-hundene som førsteklasses kampfæller,” udtaler han.
Efter sidste års efterårsstorme stod det klart, at Blodhavn Folketoilet ikke længere kunne klare mosten. Nu har fækaliebaron og filantrop Sigurd Hvidtjørn taget den store tegnebog op af baglommen og har beredvilligt bevilget Blodhavn et helt nyt folketoilet til opførelse på pladsen ved Brugsens gavl.
Det forlyder, at toilettet bliver det mest moderne og største af sin slags nord for Alperne. Monteret med de nys opfundne fækalioskoplåg forventes det at blive et tilløbsstykke.
”Der bliver lidt for enhver smag,” forklarer baronen ivrigt. ”Selve toilettet forbindes med et bassin indeholdende saltvand og en bestand af kinesiske havaborrer, og her vil værdierne fra folketoilettet give næring til de salte karper. Den regel er allerede bekendtgjort, at den slubbert, der kan levere mere end 3 kg slam og fækalier inden for 15 min., ganske enkelt får entreen tilbage ved udgangen, alternativt et væsentligt nedslag i prisen på dagskort til det nærliggende put and take saltvandsbassin. I den del af folketoilettet, der vender ind mod det grønne område, vil der blive indrettet et mindre traktørsted, hvor man vil kunne købe forskellige fiskeretter, dog fortrinsvis salt havaborre, samt hestepilsner til favorable priser.”
Der er i konstruktionen lagt stor vægt på økologisk bæredygtighed og rentabilitet. Som baronen smukt formulerer det: ”Folk kommer ind, trykker og tørrer – derefter en herlig stund ved fiskedammen, fangsten afleveres ved køkkendøren og serveres senere med en herlig brunsovs og pomme de terre. Bedre bliver det ikke med tøj på,” afslutter baronen.
Håbet er, at det nye folketoilet på sigt kan komme til at danne rammen om Blodhavns årligt tilbagevendende sommerfest, hvor deltagere fra flere egne dyster i, hvem der kan ”prutte mest i trompeten” og fange den fedeste aborre.
Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.
Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat, hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.
Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”
Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.
En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.
Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.
Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder. Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.
Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.
Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.
Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.
Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.
Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.
Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.
Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.
Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.
Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:
Når man som jeg på Ulrich råber, lidt i stil med andre tåber og i stride strømme, sin kongebug vil tømme, må jeg ej på skylleknappen trykke – før jeg ved, om jeg kan tygge.
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.
Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”
Kapitel 3 Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner. Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig. “Kan jeg komme ind? Må jeg være med?” Vagten svarede med en dyb røst: “Er De en pamper?” Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne. “Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?” “Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen. “Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?” “Næ, fy da føj!” “Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?” “Uha, nej.” Vagten nikkede og sænkede våbenet. “Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”
Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”
Baryl Nidding Halunk: DRONNINGEN AF BLODHØJ 1. udgave, 1. oplag World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.
Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.
Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.
Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).
Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.
Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.
Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme: “Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart. “Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”
Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.
Hildur & Beppa Blodwaffel: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.
Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.
– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.
– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.
Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.
Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.
– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.
– Jamen…
– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!
Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.
– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.
Kapitel 2
Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.
– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!
Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.
– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!
Kapitel 3
Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.
Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.
– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?
Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.
– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.
– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.
Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.
– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.
Irmgard Pulver Min erotiske ungdom, bind 1:8 2. udgave, 1. oplag Udgivet med støtte fra Landprostitutionsbranchens Fællesråd
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
