Tag-arkiv: pizza

Stammer pizzaen i virkeligheden fra Blodhavn?

JørnTidevandLOGO

Alle har hidtil antaget, at pizzaen, som vi kender den idag, er et italiensk fænomen, men et dramatisk fund i brunkulslejerne øst for Blodhavn har i den grad sat byen på det arkæologiske gastronomiske verdenskort.

Blodhavn Videnskabelige Fakultet (BVF) er på den anden ende. “Hvis vores antagelser holder stik, vil det få uoverskuelige konsekvenser, ja hele verdenshistorien står til revision,” fortæller lektor Dunkelholm, videnskabelig leder af den forskergruppe, der arbejder på sagen.

Stenalderpizza

For 2 år siden gjorde en opmærksom landproletar, der var beskæftiget med oprydning i det gamle brunkulsleje, under gravning af et affaldshul et sensationelt fund. I en velbevaret trææske på ca 40 x 40 cm lå det, der i første omgang blev betragtet som et rituelt eller religiøst relikvie, som muligvis symboliserede himmellegemernes faseinddelte bevægelser hen over firmamentet. Men det skulle vise sig, at der ikke var tale om en astrologisk evighedskalender, men noget, som grundige analyser skulle vise bestod af spelt, gedeost, løgringe og små skiver festpølse med paprika, med andre ord: Ingredienserne til en herlig pizza.

“Her gik vi rundt og troede, at vi havde med en kultur at gøre, der havde styr på indviklede astronomiske beregninger, men så var det rent faktisk gastronomien, der var i højsædet. Det giver stof til eftertanke, og spørgsmåler er, om ikke Blodhavn i virkeligheden er fast food-kulturens arnested. Med tilskud fra den Knockelske Kullturfond, der igen beredvilligt er trådt til med ikke mindre end tre forskningslegater, vil det være muligt at foretage en grundig undersøgelse af området,” afslutter lektor Dunkelholm.

Pizzaovn

Blodhavn Bageri har taget ideen op, og man kan her bestille en tro kopi af den historiske pizza, dog er trææsken udskiftet med en almindelig papæske. Som et kuriosum kan nævnes, at festpølsen med paprika den dag i dag fremstilles hos slagtermester Flackwabel i Blodhavn, så på den måde er der tale om en lækker mundfuld af en ægte historisk tidslomme.

SE OGSÅ:

HenvFESTMENU