Kategoriarkiv: Fest

Sangskole genoprettes med alle nødvendige midler

Ny rektor bebuder stramninger fra top til bund

Efter en mangeårig stjernekarriere i den bulgarske musicalindustri er kordirigent og arrangør Gubert Skodhave, søn af veterinærbøddel Hilbert Skodhave, Klamhuse, vendt tilbage til sin hjemstavn med én og kun én stor opgave foran sig: En genopretning af Usseldrupegnens Obligatoriske Sangskole.

Sangskole01

Gubert Skodhave, der allerede som dreng blev kendt ikke blot for sin sopranstemme, men også som virtuos på jødeharpe og forskellige rytmiske lommeinstrumenter, vil fra sin første dag på posten gøre det klart, at falske toner ikke længere tolereres.

Sangskole02

Sangskolen, grundlagt i 1898 af feltbarber Lubert Popp-Petersen, havde sine store år i 1930’erne og 40’erne. Blandt hundreder af unge lokale sangere var redaktør Louis B. Knockel, dengang overcykelbud i familieavisens tjeneste. “Jeg husker det som en herlig tid, fuld af velklang og godt humør. Raske lussinger løftede de klare stemmer til det ypperste, de kunne præstere.”

Disciplinær slaphed bredte sig, efter at grundlæggerens barnebarn, makrelsorterer Ola Popp, i 1971 tiltrådte som musikskolens rektor. Deltagelse i undervisningen var nu obligatorisk, men de sanglige resultater blev stadig ringere, og de seneste år har man måttet tvangsindlægge nogle hundrede landproletarer som publikum til koncerterne, ligesom svenskere, Holstebro-socialister og andre tilrejsende i turistsæsonen blev opmarcheret som tilhørere ved de timelange friluftsstævner på Blodhavn Nordstrand.

Sangskole03

“Al denne elendighed lægger vi nu bag os,” udtaler hr. Skodhave på sin første dag i rektorsædet. “Disciplineringen af eleverne omfatter ikke blot deres sanglige evner, rytmesans osv., nej, alle deres kropslige funktioner kommer under den strammeste kontrol.”

Sangskole04

“Vi kan lære meget af bulgarerne. Deres militære historie gør dem ære, og deres musicalbranche havde ikke blomstret, som tilfældet er, uden de foranstaltninger, som jeg nu bringer med mig hjem til Nordvestjylland. I mit daglige virke vil jeg blive støttet og akkompagneret af en anden international musikalsk frontfigur, ingen ringere end regimentsmusiker Habert Yerngumme, som vi sidst så her på egnen i de første majdage 1945.”

Sangskole05

Den Knockelske Familiefond har støttet hr. Yerngummes rejse op gennem Jylland med et par støvler, og Louis B. Knockel vil deltage i den fortsatte musikalske genoprustning hen over sommeren. “Min stemme er ikke til de store sangpartier, men jeg kan stadig smække rytmisk velplacerede lussinger under øvelser og opførelser, og disse bidrag vil der ikke blive sparet på.”

Også den nyopfundne pryglomat vil blive taget i brug i de kommende uger og måneder. “Vi er på vej mod en ny guldalder i nordvestjysk musikliv,” erklærer Louis B. Knockel.

FLERE GODE NYHEDER:

HenvNYSANGER

Lokale naturprodukter forædles til festpilsner

FORBRUGERNYT  En helt ny, højt forædlet festpilsner kommer på markedet i begyndelsen af næste måned. Klamhuse Sognebryggeri, hidtil bedst kendt for den traditionsrige gule hestepilsner, starter i disse timer produktionen af en stærk og frodigt skummende luksusøltype, baseret på 100 procent lokale råvarer.

Sognebryggeri

Egnens husmoderforeninger har givet tilsagn om støtte i form af over 800 liter filtreret husholdningsgylle i døgnet. I turistsæsonen skal der desuden foregå tvangsaftapning overalt, hvor fremmede sprog høres. Også denne råvare filtreres og kvalitetskontrolleres omhyggeligt, inden den hældes på lagertanken.

Festaften02

Festpilsneren vil efter gæring blive tilsat aromatiske urter og omrørt ved hjælp af et pedalsystem, som opfinderen Nathan Mandrik har bidraget med. Det færdige bryg opnår en styrke på en halv snes procent og tappes på flasker og stendunke samt i 40-liters plastballoner til brug i større familier, ved landarbejdermøder, masturbationsstævner og andre folkelige begivenheder.

festpilsner

Den nye øltype bakkes op med en omfattende propaganda. Louis B. Knockel, der personligt har sendt 78 liter førsteklasses råvare ned i gæringstanken, vil anføre en festparade med lussingdans på Usseldrup Stationstorv.

SE OGSÅ:

HenvALKOKAMPAGNE

Stammer pizzaen i virkeligheden fra Blodhavn?

JørnTidevandLOGO

Alle har hidtil antaget, at pizzaen, som vi kender den idag, er et italiensk fænomen, men et dramatisk fund i brunkulslejerne øst for Blodhavn har i den grad sat byen på det arkæologiske gastronomiske verdenskort.

Blodhavn Videnskabelige Fakultet (BVF) er på den anden ende. “Hvis vores antagelser holder stik, vil det få uoverskuelige konsekvenser, ja hele verdenshistorien står til revision,” fortæller lektor Dunkelholm, videnskabelig leder af den forskergruppe, der arbejder på sagen.

Stenalderpizza

For 2 år siden gjorde en opmærksom landproletar, der var beskæftiget med oprydning i det gamle brunkulsleje, under gravning af et affaldshul et sensationelt fund. I en velbevaret trææske på ca 40 x 40 cm lå det, der i første omgang blev betragtet som et rituelt eller religiøst relikvie, som muligvis symboliserede himmellegemernes faseinddelte bevægelser hen over firmamentet. Men det skulle vise sig, at der ikke var tale om en astrologisk evighedskalender, men noget, som grundige analyser skulle vise bestod af spelt, gedeost, løgringe og små skiver festpølse med paprika, med andre ord: Ingredienserne til en herlig pizza.

“Her gik vi rundt og troede, at vi havde med en kultur at gøre, der havde styr på indviklede astronomiske beregninger, men så var det rent faktisk gastronomien, der var i højsædet. Det giver stof til eftertanke, og spørgsmåler er, om ikke Blodhavn i virkeligheden er fast food-kulturens arnested. Med tilskud fra den Knockelske Kullturfond, der igen beredvilligt er trådt til med ikke mindre end tre forskningslegater, vil det være muligt at foretage en grundig undersøgelse af området,” afslutter lektor Dunkelholm.

Pizzaovn

Blodhavn Bageri har taget ideen op, og man kan her bestille en tro kopi af den historiske pizza, dog er trææsken udskiftet med en almindelig papæske. Som et kuriosum kan nævnes, at festpølsen med paprika den dag i dag fremstilles hos slagtermester Flackwabel i Blodhavn, så på den måde er der tale om en lækker mundfuld af en ægte historisk tidslomme.

SE OGSÅ:

HenvFESTMENU

Hjælp ofrene for den flyvende fallos

Støttekoncert og opvisning  i Blodhavn næstkommende søndag kl. 15.05 prc.

JørnTidevandLOGO

Fleskum Herred Borgervæbnings 7. battalion af ruhårede gravhunde har (efter at vagthavende via motorordonnans modtog den forfærdelige nyhed om gårdhundene i Blodhavn Herred, der under overflyvningen af det vibrerende falliske vehikel blev hensat i en så ekstrem grad af desperation og forvirring, at der forekom flere tilfælde af selvpåført skambidning) besluttet at gennemføre en støtteopvisning.

Dachs02

På programmet står eksercits med tændte fakler og indlagte varierede serier af trampolinspring for enkelthund, rappelling fra luftvehikel og til slut en dramatisk tårnlinedans fra taget over silotårnet på Blodhavn Fiskepulpfabrik uden sikkerhedsnet, iført skotsk kilt og med synlig sækkepibe. For at det ikke skal være løgn: Også med indlagte luftlussinger. En detalje, der vist ikke skulle være set tidligere i Blodhavn.

Fleskum landeværnsmøde

Overskuddet vil ubeskåret gå til dækning af de udgifter af veterinær art, der opstod som følge af vehikeloverflyvningen. Der vil i den forbindelse ikke blive sondret mellem stambogsførte hunde og bastarder.

I pauserne vil Anders fra Sønder Tranders underholde med harmonikasammenstød og en eksperimentel blanding mellem kædedans og mandestrip.

Fleskumplade

Pedellen fra Storvorde Latrinskole har udført en serie fluxus-installationer i en blanding af fåretalg og brunvare på lamineret elmetræ, som han har skænket til formålet, og som vil blive bortauktioneret efter opvisningen.

I den forbindelse vil der være et let traktement med vand, serveret i skåle, lakridspiber og hundekiks ad libitum, sponsoreret af fækaliebaron Hvidtjørn og frue.

Louis B. Knockel støtter arrangementet med sin tilstedeværelse og knap fire hundrede velrettede lussinger. “I disse svære tider må vi alle stå sammen, og jeg betragter Fleskum-hundene som førsteklasses kampfæller,” udtaler han.

SE OGSÅ:

HenvTidevandFLYVENDEFALLOS

 

 

Brunmølle Udflugtskro udsat for groft bedrageri

JørnTidevandLOGO

“Vi havde tillid til, at det var ordentlige mennesker,” fortæller en tydeligt frustreret direktør Ludhorst Poppelkrage, der nu må imødese et betragteligt indtægtstab grundet ualmindeligt frække gæster, der efter flere overnatninger og udsøgte middage med rigelig drikkepetroleum og husets bedste rhinskvin forlod stedet uden at betale.

Kroko

Ikke nok med, at de vedvarende havde forlangt særligt udsøgte retter som fritteret bjergged og moset vildand med fyld af kødgranulat, de havde også den frækhed at stjæle samtlige kroens stearinlys og tømme skålen med blodkarameller, der stod på skranken i receptionen. Det blev senere konstateret, at der ligeledes havde været ubudne gæster i køkkenlageret, hvor stedets beholdning af hvid abe henkogt i ahornsirup syntes at være forsvundet sporløst.

Landhygge01

Gæsterne beskrives som et velnæret ægtepar af mellemeuropæisk herkomst, midt i halvtredserne, med en måske lidt tyndslidt aristokratisk patina, men tydeligvis vant til livet på de lakerede parketgulve. Kvinden beskrives som en anelse hysterisk, svær at forstå, men ellers harmløs og upåfaldende. Manden optrådte derimod brysk og befalende, med tendens til at ville befamle kroens kvindelige personale og ellers stikke lussinger ud og slynge om sig med spanske eder og forbandelser.

På værelset blev fundet en tom patronæske af mærket Ghüntherberg og en stak ubetalte regninger fra Holstebro Færgekro.

For oplysninger, der kan føre til pågribelse og afstraffelse af det bedrageriske ægtepar, udloves en festmiddag for to personer, værdi op til kr. 8,35.

SE OGSÅ:

HenvHalunkBARONFORBRYDELSE

Lokalpolitiker frituresteges offentligt

Budskaber i varm olie

HalunkLOGO

Formanden for partiet Stegeoliens Sammenhold, Calle Plakbakke, har besluttet at lade sig dyppe i æggemasse, rulle i brødkrummer og sprødstege i 1000 liter brændende varm fritureolie på Torvet i Nørre Usseldrup.

Når partiformanden er gyldenbrun, skæres han i mundrette bidder og uddeles til alle interesserede i en radius af tre kilometer.

Den 57-årige politiker mener, at partiet har brug for al den omtale, det kan få, hvorfor han udfører dette reklamestunt.

Frituresteges01

“Mine kære vælgere skal ikke bekymre sig om partiets fremtid efter min spændende bortgang. Min søn Balle overtager straks min formandspost, når alt liv er stegt ud af mit legeme,” erklærer hr. Calle Plakbakke.

Frituresteges02

Balle Krukke Plakbakke er trods en alder af kun 11 år klar til at overtage tøjlerne og udsende den nødvendige propaganda i kampen for den varme olie.

Unge Plakbakke indvilliger i selv at lade sig friturestege i fremtiden, hvis det kræves af ham.

“I denne omgang det er nok med én friturestegning, men vi kan tage sagen op igen om fyrre år,” påpeger Balle Plakbakke.

Frituresteges03

Den offentlige sprødstegning af partiformanden eksekveres i overmorgen kl. 13.09 præcis. Bemærk: Hr. C. Plakbakke forventer jubel og sang, når han kastes i bassinet.

Stegeoliens Sammenholds tre grundværdier:

1: Indtag udelukkende måltider, der har været i kontakt med kogende olie.

2: Al kønslig omgang skal foregå med et eller flere friturestegte fjerkræ eller klovdyr.

3: Samtlige husstandens fækalier frituresteges i samme nu, de har set dagens lys. Besørg endelig direkte ned i frituregryden.

SE OGSÅ:

HenvVALGSEJR2

Enkefru Hybbelbank hædret af Borgervæbningen

JørnTidevandLOGO

Det var en stolt og glad enkefru Amalie Hybbelbank, der i aftes modtog Blodhavn Borgervæbnings æresmedalje i depleteret fækalium.

I forbindelse med Blodhavn Borgervæbnings årlige gallafest om bord på hangarskibet HMS Knockel, blev den nu 93-årige enke efter Hybbelbank den Ældre, født Grimstrup, hædret for ægteparrets indsats under besættelsen. Det var opfindelsen af den geniale og lydløse viskelædersål, som Hybbelbank under stor personlig risiko og megen hemmelighedskræmmeri, udviklede i starten af 1941. Internationale eksperter mener, at var den blevet sat i produktion og fordelt til de allierede tropper, ville krigen efter al sandsynlighed allerede havde været forbi i 1943.

Æresmedalje02

Hybbelbank den Ældre var klar over opfindelsens potentielle muligheder og udtænkte en dristig plan for, hvorledes disse geniale såler kunne komme på de rette støvler. Ad snørklede omveje  nåede pakken således via Thorshavn frem til det Britiske Konsulat i Buenos Aires, hvor pakken lå uåbnet frem til 1947. Sålerne er i dag udstillet  på Imperial War Museum,  London – i en montre sammen med ingeniørsoldat Walters særlige gamacher med sølvspænder.

Der gik i midlertid ikke længe, før civile skoproducenter anede mulighederne i de tykke lydløse såler og producerede dem under navnet “Sneakers”. Dette faldt Hybbelbank den Ældre så meget for brystet, at han resolut låste sig inde i kvistværelset,  hvor han surmulede i samfulde 2 uger. Frem til sin død i 1988 nægtede han overhovedet at kende noget som helst til viskelædersåler, og harkede og hostede vedvarende, hvis nogle bragte emnet på bane.

Da det Amerikanske Forsvarsministerium i 1967 til hans hæder gav en mindre strækning af en å i Jackson County, Iowa, navnet “Hubbel Slough”, lod han fuldstændig uimponeret.

Æresmedalje01

Ved medaljeoverækkelsen i aftes indledte husmandssanger Jolbert II Grüde ceremonien ved at fremføre Amazing Grace på en til lejligheden selvkonstrueret sækkepibe. Herefter holdt Aage Hvistelpurk, kommitteret for Borgervæbningen, en gribende tale, der med udgangspunkt i de puniske krige for altid vil stå som et referencepunkt af topmålt verbalt spilfægteri og løjerlige kontrafaktiske hypoteser. 

Da talen endelig var slut, blev en tydeligvis berørt Amalie Hyppelbank under stående applaus kaldt på scenen, hvor overfænrik og delingsfører Jens Frimodt von Gyldenkerne højtideligt fastgjorde medaljen i depleteret fækalium på hendes frakke.

Ceremonien blev behørigt afsluttet med, at von Gyldenkerne afsang en hjemmekomponeret hyldesthymne til fr. Hyppelbank, der blev voldsomt rørt, dog ikke værre, end at en serie lykønskningslussinger fik hende på højkant igen.

SE OGSÅ:

HenvTidevandELEFANTBRILLER

 

Fækaliebaron skænker Blodhavn nyt folketoilet

JørnTidevandLOGO

Efter sidste års efterårsstorme stod det klart, at Blodhavn Folketoilet ikke længere kunne klare mosten. Nu har fækaliebaron og filantrop Sigurd Hvidtjørn taget den store tegnebog op af baglommen og har beredvilligt bevilget Blodhavn et helt nyt folketoilet til opførelse på pladsen ved Brugsens gavl.

Folketoilet02

Det forlyder, at toilettet bliver det mest moderne og største af sin slags nord for Alperne. Monteret med de nys opfundne fækalioskoplåg forventes det at blive et tilløbsstykke.

Storfisk02

”Der bliver lidt for enhver smag,” forklarer baronen ivrigt. ”Selve toilettet forbindes med et bassin indeholdende saltvand og en bestand af kinesiske havaborrer, og her vil værdierne fra folketoilettet give næring til de salte karper. Den regel er allerede bekendtgjort, at den slubbert, der kan levere mere end 3 kg slam og fækalier inden for 15 min., ganske enkelt får entreen tilbage ved udgangen, alternativt et væsentligt nedslag i prisen på dagskort til det nærliggende put and take saltvandsbassin. I den del af folketoilettet, der vender ind mod det grønne område, vil der blive indrettet et mindre traktørsted, hvor man vil kunne købe forskellige fiskeretter, dog fortrinsvis salt havaborre, samt hestepilsner til favorable priser.”

Udtømning

Der er i konstruktionen lagt stor vægt på økologisk bæredygtighed og rentabilitet. Som baronen smukt formulerer det: ”Folk kommer ind, trykker og tørrer – derefter en herlig stund ved fiskedammen, fangsten afleveres ved køkkendøren og serveres senere med en herlig brunsovs og pomme de terre. Bedre bliver det ikke med tøj på,” afslutter baronen.

Fkbaron02

Håbet er, at det nye folketoilet på sigt kan komme til at danne rammen om Blodhavns årligt tilbagevendende sommerfest, hvor deltagere fra flere egne dyster i, hvem der kan ”prutte mest i trompeten” og fange den fedeste aborre.

SE OGSÅ:

HenvUDFLUGTSKRO

Faldstammekollaps løser royal gåde

JørnTidevandLOGO

Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.

Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.

Hotel02

Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.

Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.

Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.

Kongeslægt01

Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.

Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.

Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:

Når man som jeg på Ulrich råber,
lidt i stil med andre tåber
og i stride strømme,
sin kongebug vil tømme,
må jeg ej på skylleknappen trykke
– før jeg ved, om jeg kan tygge.

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Approberet625

Retur til forsiden

Mundskænk og hustru genforenet: Hun blev siddet ihjel

HalunkLOGO

En torsdag morgen for 12 år siden forsvandt hustruen til den pensionerede mundskænk, Carlo Swumpuckel, sporløst. Den voldsomt overvægtige mand var i vildrede og stor sorg. Hvor var Berta? Var hun blevet bortført? Havde hun forladt ham?

Da han netop havde placeret sig i lænestolen og ikke magtede at rejse sig, opgav han eftersøgningen med det samme.

I de følgende år har han siddet i en tilstand af selvmedlidenhed og trøstespist i rækkehuset på Blokgade 8, Klamhuse Vest, ensom og forladt.

Mundskænk03

I morges skete det mirakuløse: Konen blev fundet, og mysteriet viste sig at have en aldeles underholdende forklaring.

“Det er faktisk meget morsomt,” fortæller den 312 kilo tunge Carlo Swumpuckel. “Da jeg i dag løb tør for sovs og chokoladeovertrukne flæskesvær, besluttede jeg mig for at rejse mig fra lænestolen for første gang i 12 år, bare for at slå et smut forbi slagteren. Da jeg kiggede i lænestolens dyb, blev jeg spækket med gensynsglæde og grinede højt.”

Det viste sig, at Berta Swumpuckel havde befundet sig under sin husbonds flommefede korpus i alle disse år. Mast under den enorme kampvægt – siddet ihjel – alt liv klemt ud af kroppen ved et ubarmhjertigt tonstungt tryk.

Mundskænk02

“Jeg syntes nok, det gav en knasende lyd, dengang jeg satte mig ned for 12 år siden,” klukker hr. Swumpuckel. “Åh, jeg var så bange for at Berta havde forladt mig for en anden mandsperson. Ha ha! I stedet lå hun molesteret under mine blævrende baller!”

Carlo Swumpuckel er ovenud lykkelig for at blive genforenet med sin hustru, selv om hun nu er et uigenkendeligt lemlæstet ådsel.

“Nu har jeg i hvert fald fået mig en sjov anekdote, som jeg kan fyre af til familiefesterne i fremtiden,” påpeger Carlo Swumpuckel efter den grinagtige opdagelse.

Mundskænk01

Servicemeddelelse/forespørgsel: Den nylige enkemand søger en ny hustru. Hun skal være villig til at opvarte ham i alle døgnets timer, samt være beredt på risikoen for at blive fladmast.
Er De interesseret eller kender en, der er, så skriv i kommentarfeltet nedenunder, og vi vil bringe beskeden videre til hr. Swumpuckel.