Kategoriarkiv: Husdyr

Den bortførte assistentvædder

I forgårs før middag blev chefredaktør Knockels personlige assistentvædder Otto Kranborg bortført af udspekulerede forbrydere. Bladhuset var i vildrede. Otto er nemlig højt elsket af de ansatte såvel som deres familier.

Hvem havde i sinde at foretage et så smertefuldt angreb på redaktøren og medarbejderne? Kæltringsø, naturligvis. Kæltringenes karakteristiske sure aroma hang stadig i bladhusets lokaler flere timer efter ugerningen.

Jeg tog sagen i egen hånd og sporede mig prompte frem til skurkenes tilholdssted via dyrets fældede uld og ekskrementer.

Ottos kidnappere havde ført ham langt ud til søs. Han befandt sig på et djævelsk krydstogtskib fyldt til randen med afskum fra Kæltringsø. Den såkaldte Kæltringsfærge. Det blev ikke nogen let opgave at få bragt kræet hjem i sikkerhed.

“Jeg fikser problemet, chef,” beroligede jeg redaktør Knockel. “Jeg kender krybene bedre end nogen anden. Har trods alt været fanget på Kæltringsø i flere døgn.”

Jeg pakkede min kuffert med mekaniske hjælpemidler, tilvejebragt af videnskabsbrødrene Kahllun, og satte i lyntempo efter Kæltringsfærgen i en cykelbåd.

Da jeg til sidst indhentede færgen, klatrede jeg ind gennem et åbent koøje. Nu skulle jeg bare finde Otto og straffe bagmændene med stokkeprygl, men det viste sig at være lettere sagt end gjort. Jeg var én mand mod 1300 kæltringe.

FØLG DET VIDERE DRAMA I 2 NYE AFSNIT:

Retur til forsiden

Dødsfald: Sjúrður Fjertsmølle

2 svar

Det er med stor sorg, jeg må meddele, at min grandfætter Sjúrður Fjertsmølle ikke er mere.

En grindehval ved navn Aðalgunn selvdetonerede under en afslappet hyggestund på det ellers meget respektable forlystelsesetablissement i Trongisvágur, hvor Sjúrður hver fredag blev vasket og spenderede både sin tid og sine penge – og sang maggiduddier med sin malmfulde røst. Rygter vil vide, at Sjúrður havde haft Aðalgunn med i en syvtimers kædedans, og at al den rumlen blev for meget for hendes mave.

Hans bortgang vil blive husket. Der sidder stadig vinduesglasblandede rester af ham på klippevæggen i vest-Trongisvágur, og denne moderne helleristning overvejes fredet og flyttet til Thorshavn nationalmuseum. En flottere begravelse kan man vel ikke ønske sig.

Hans malmfulde røst er dybt savnet på egnen. Især ved tæt tåge var han nyttig, men også ved indkald af får eller grind var han uovertruffen.

Det glæder mig i disse svære dage usigeligt at vide, at Sjúrður Fjertsmølles gener er bevaret på Nr. Usseldrupegnen.

SE OGSÅ:

Sangskole genoprettes med alle nødvendige midler

Skriv et svar

Ny rektor bebuder stramninger fra top til bund

Efter en mangeårig stjernekarriere i den bulgarske musicalindustri er kordirigent og arrangør Gubert Skodhave, søn af veterinærbøddel Hilbert Skodhave, Klamhuse, vendt tilbage til sin hjemstavn med én og kun én stor opgave foran sig: En genopretning af Usseldrupegnens Obligatoriske Sangskole.

Gubert Skodhave, der allerede som dreng blev kendt ikke blot for sin sopranstemme, men også som virtuos på jødeharpe og forskellige rytmiske lommeinstrumenter, vil fra sin første dag på posten gøre det klart, at falske toner ikke længere tolereres.

Sangskolen, grundlagt i 1898 af feltbarber Lubert Popp-Petersen, havde sine store år i 1930’erne og 40’erne. Blandt hundreder af unge lokale sangere var redaktør Louis B. Knockel, dengang overcykelbud i familieavisens tjeneste. “Jeg husker det som en herlig tid, fuld af velklang og godt humør. Raske lussinger løftede de klare stemmer til det ypperste, de kunne præstere.”

Disciplinær slaphed bredte sig, efter at grundlæggerens barnebarn, makrelsorterer Ola Popp, i 1971 tiltrådte som musikskolens rektor. Deltagelse i undervisningen var nu obligatorisk, men de sanglige resultater blev stadig ringere, og de seneste år har man måttet tvangsindlægge nogle hundrede landproletarer som publikum til koncerterne, ligesom svenskere, Holstebro-socialister og andre tilrejsende i turistsæsonen blev opmarcheret som tilhørere ved de timelange friluftsstævner på Blodhavn Nordstrand.

“Al denne elendighed lægger vi nu bag os,” udtaler hr. Skodhave på sin første dag i rektorsædet. “Disciplineringen af eleverne omfatter ikke blot deres sanglige evner, rytmesans osv., nej, alle deres kropslige funktioner kommer under den strammeste kontrol.”

“Vi kan lære meget af bulgarerne. Deres militære historie gør dem ære, og deres musicalbranche havde ikke blomstret, som tilfældet er, uden de foranstaltninger, som jeg nu bringer med mig hjem til Nordvestjylland. I mit daglige virke vil jeg blive støttet og akkompagneret af en anden international musikalsk frontfigur, ingen ringere end regimentsmusiker Habert Yerngumme, som vi sidst så her på egnen i de første majdage 1945.”

Den Knockelske Familiefond har støttet hr. Yerngummes rejse op gennem Jylland med et par støvler, og Louis B. Knockel vil deltage i den fortsatte musikalske genoprustning hen over sommeren. “Min stemme er ikke til de store sangpartier, men jeg kan stadig smække rytmisk velplacerede lussinger under øvelser og opførelser, og disse bidrag vil der ikke blive sparet på.”

Også den nyopfundne pryglomat vil blive taget i brug i de kommende uger og måneder. “Vi er på vej mod en ny guldalder i nordvestjysk musikliv,” erklærer Louis B. Knockel.

FLERE GODE NYHEDER:

Livsfarlig alpehue skyld i 199 ulykker på et døgn

2 svar

I strandkanten ved Blodhavn fandt ornitologen Marlo Flucks i forgårs en alpehue. Uden tøven valgte han at samle den op og benytte den.

“Den så jo ganske uskyldig ud, som den lå der,” fortæller hr. Flucks.

Men hatten var alt andet end harmløs. I samme øjeblik ornitologen placerede alpehuen på hovedet, begyndte ulykkerne at ramme ham som spredehagl.

Straks blev han påkørt af en bulgarsk cirkustrup, der uden varsel susede imod ham på ethjulede cykler og andre abnorme befordringsmidler. Lynet slog derefter ned i ham, selv om himlen var skyfri, og en løve fik færten af ham og jagtede ham hen over sandet. I kampens hede slog han til et hvepsebo. Straffen ramte ham prompte og nådesløst.

“Det er jo slet ikke højsæson for hvepse,” påpeger ulykkesfuglen i chok.

I løbet af det følgende døgn blev den stakkels mand ramt af den ene smertefulde ulykke efter den anden. 199 uheld i alt, hvoraf halvdelen var underlivsrelaterede.

“Det måtte være alpehuen, der var skyld i katastroferne, for da jeg tog den af, var alt fredeligt som før,” konstaterer den stærkt medtagne hr. Flucks i sygesengen med næsten alle knogler brækket, blå og gule mærker og bidemærker fra mere end 50 forskellige dyrearter.

En række lokale forskere analyserer nu den farlige hovedbeklædning, som er navngivet »Ulykkens Alpehue«.

“Vi må for alt i verden have svar på, hvor den kommer fra, og hvem der har syet den. Der er faktisk tale om et livsfarligt våben,” udtaler certificeret sognevidenskabsmand Bambo Plankenzaun.

Hr. Flucks er ikke henrykt over, at hatten nu er beslaglagt.

“Jeg havde planer om at forære den til min svigermor. Pokkers,” siger en utilfreds Marlo Flucks.

Louis B. Knockel støtter forskningsarbejdet med kr. 2,38 samt nogle hundrede stimulerende lussinger. “Alpehuer, eller som de hedder i min familie: Baskenmützen, har tidligere været en del af den gængse, respektable og nyttige herrevinterbeklædning. At farlige huer nu smugles ind i vore hjemsogne er en trussel, som må blotlægges og nedkæmpes med alle midler.”

SE OGSÅ:

Pas på kønsorganerne: Ondsindet klunkekalkun går amok

2 svar

Sognet er i undtagelsestilstand, efter at en kalkun med testikelstjælende tendenser er begyndt at hjemsøge landevejene. Det uhyggelige og stærkt aggressive fjerkræ har på to døgn angrebet og kastreret femten borgere, en akademiker og to svenske turister. Og den har ikke i sinde at stoppe.

“Jeg var blot på spadseretur med min doberman Plaks og hørte med et en puslen i krattet,” fortæller det seneste offer, Dolmer Larsen. “Før jeg vidste af det, manglede både jeg og hunden testiklerne.”

Det tager i gennemsnit 45 sekunder, fra kalkunen antaster ofret, og til den pludrende forsvinder med testiklerne dinglende i næbbet.

“Vi står over for en trussel, der kan ødelægge sognets håb og fremtid,” erklærede Louis B. Knockel tidligere i dag og tilføjede: “Derfor kan jeg på det kraftigste anbefale at anskaffe sig et skridtværn med indvævede metaltråde som det, jeg selv har iført mig.”

En flok af raske børn og unge har via budcykler fordelt de omtalte skridtværn til forbipasserende borgere.

Jagten er gået ind på klunkekalkunen. Borgervæbningen er på dette tidspunkt i færd med at gennemsøge området for at fange og aflive det skruppelløse fjerkræ.

Sidste nyt: Kalkun udryddet

Den unge fårehyrde Rocko Malm fandt ved et rent og skært tilfælde frem til en grotte, som viste sig at være klunkekalkunens tilholdssted.

“Jeg var ude med dyrene, da jeg hørt en ondsindet pludren inde fra grotten,” erklærer den hæderlige unge mand.

Sporenstregs kontaktede han borgervæbningen, der først prøvede at ryge bæstet ud. Det hjalp ikke.

“Vi så ingen anden udvej end at bortsprænge hulen samt den omkringliggende mark og skov for at være på den sikre side,” siger premierløjtnant Ælmer Skraa. “Med ondt skal ondt fordrives.”

Klunkekalkunen er nu erklæret udryddet, og alle borgere kan hermed tage skridtværnene af og vende tilbage til deres gøremål.

SE OGSÅ:

Bæredygtige produkter i ny gårdbutik

Skriv et svar

Kendt lokal slægt bag spændende forretningsnyhed: Bæredygtige varer og biprodukter til favorable priser fra en stolt Wolfgang Hybbelbank og hans sønner, fire velskabte diplomslubberter.

Efter en lang karriere som stuntmand og ferieafløser for Fodballemanden har Wolfgang Hybbelbank nu sat alle sejl til.

“Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor man må se hvilket stof, han er gjort af,” erklærer Wolfgang Hybbelbank, søn af Hybbelbank den ældre, der under besættelsen udviklede de berømte sko med viskelædersåler, der var så lydløse, at de, som internationale forskere anslår, forkortede krigshandlingerne med hele 2 år. Hyppelbank-navnet forpligter, det signalerer gå-på-mod og vedholdenhed, og det er i den ånd, Wolfgang Hybbebank har åbnet sin gårdbutik.

“Alle vores produkter er bæredygtige. Der er således et pænt udvalg af snørebånd, engangslightere og kuglepenne, nøgleringe og læbepomader, alt sammen bæredygtige genstande, som det er skønnere at have, end at stå og mangle.” fortæller en stolt og ivrig Hyppelbank.

Han har nok at se til, og de fire diplomslubberter hjælper deres far uden at kny – som den ældste slubbert udtrykker det: “Far skal vide, at hans vedholdende og utrættelige lussinger var godt givet ud, der er aldrig nogen der har taget skade af et par kærlige lussinger, tvært imod”.

De to ældste af slubberterne driver gårdbutikkens online-afdeling, og de to yngste den kombinerede afdeling for klovbeskæring og fodterapi. Her kan landproletarer og deres avlsdyr få rettet op på de sprukne fodsåler og flækkede klove. Som en særlig service får de efter endt behandling bi-produktet med hjem, hvor det kan fungere som et eftertragtet supplement til pizza- topping eller som smagsforstærker i sammenkogte kødgranulatretter.

Den 4 kvadratmeter store butik er ligesom den tilstødende klinik smagfuldt og meget personligt indrettet i nu afdøde LInda Hybbelbanks barndomshjem. Stilen er en blanding af funkis og ufrivillig retro, og rummene er beklædt med håndkoloreret velour, holdt i lysegrå nuancer. Der er altid friskskåren hjemmeavlet pibetobak stillet frem til fri afbenyttelse, og helhedsindtrykket og atmosfæren er en blanding af genbrugsbutik og luxusbordel.

“Mor havde en voldsom passion, når det kom til velour,” forklarer W Hybbelbank. “Hun havde en vision, der gik på at forskønne verden ved at beklæde den med velour. Desværre blev det også hendes endeligt, da hun ville beklæde Lodbjerg Fyr med en dejlig ferskenfarvet velour, og ved en fejl klipsede den fast på noget, der skulle vise sig at være kablet, der forsynede lampen i fyret med stærkstrøm. Hun fik aldrig en normal menstruationscyklus igen efter den oplevelse, og når selv gammastråling, kombineret med den bedste cypriotiske pattesalve, ikke virker, ja så ved man. at løbet er kørt.”

“Drengene og jeg tænker ofte på hende, men havde det ikke været for den stærkstrømsledning, havde vi jo aldrig mødt Vera, vores nye husbestyrerinde, og som man siger: Der er der vel egentlig ikke noget, der der er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

SE OGSÅ:

Nye briller til hanelefanten Lille Bruno

Skriv et svar

Festdag i Blodhavn Zoo

Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.

Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat, hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.

Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”

Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.

En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.

Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.

Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder. Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.

Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.

SE OGSÅ:

Mundskænk og hustru genforenet: Hun blev siddet ihjel

Skriv et svar

En torsdag morgen for 12 år siden forsvandt hustruen til den pensionerede mundskænk, Carlo Swumpuckel, sporløst. Den voldsomt overvægtige mand var i vildrede og stor sorg. Hvor var Berta? Var hun blevet bortført? Havde hun forladt ham?

Da han netop havde placeret sig i lænestolen og ikke magtede at rejse sig, opgav han eftersøgningen med det samme.

I de følgende år har han siddet i en tilstand af selvmedlidenhed og trøstespist i rækkehuset på Blokgade 8, Klamhuse Vest, ensom og forladt.

I morges skete det mirakuløse: Konen blev fundet, og mysteriet viste sig at have en aldeles underholdende forklaring.

“Det er faktisk meget morsomt,” fortæller den 312 kilo tunge Carlo Swumpuckel. “Da jeg i dag løb tør for sovs og chokoladeovertrukne flæskesvær, besluttede jeg mig for at rejse mig fra lænestolen for første gang i 12 år, bare for at slå et smut forbi slagteren. Da jeg kiggede i lænestolens dyb, blev jeg spækket med gensynsglæde og grinede højt.”

Det viste sig, at Berta Swumpuckel havde befundet sig under sin husbonds flommefede korpus i alle disse år. Mast under den enorme kampvægt – siddet ihjel – alt liv klemt ud af kroppen ved et ubarmhjertigt tonstungt tryk.

“Jeg syntes nok, det gav en knasende lyd, dengang jeg satte mig ned for 12 år siden,” klukker hr. Swumpuckel. “Åh, jeg var så bange for at Berta havde forladt mig for en anden mandsperson. Ha ha! I stedet lå hun molesteret under mine blævrende baller!”

Carlo Swumpuckel er ovenud lykkelig for at blive genforenet med sin hustru, selv om hun nu er et uigenkendeligt lemlæstet ådsel.

“Nu har jeg i hvert fald fået mig en sjov anekdote, som jeg kan fyre af til familiefesterne i fremtiden,” påpeger Carlo Swumpuckel efter den grinagtige opdagelse.

Servicemeddelelse/forespørgsel: Den nylige enkemand søger en ny hustru. Hun skal være villig til at opvarte ham i alle døgnets timer, samt være beredt på risikoen for at blive fladmast.
Er De interesseret eller kender en, der er, så skriv i kommentarfeltet nedenunder, og vi vil bringe beskeden videre til hr. Swumpuckel.

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Skriv et svar

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

Skriv et svar

“Ved du hvad, Lulla? Jeg tror sgu ikke, dette er zoologisk have,” mumlede Bob skuffet med sin sabel i hånden.

“Tanken har strejfet mig,” svarede Lulla og stillede sig i forsvarsposition.

Agentkollegaerne Lulla og Bob havde ganske ret i deres observation. Etablissementet var ikke en dyrehave, men en nedrig dødsfælde.

Den ondsindede dr. Blodberg kom til syne på toppen af en smadret folkevogn.

“Så mødes vi igen, Lulla og Bob,” råbte deres nemesis skadefro. “I hoppede i min falsk-zoologisk-have-fælde med begge ben!”

Dyriske brøl, hvæs og snerren kunne høres omkring dem.

“I befinder jer i en monster-arena. Jeg har hentet de mest afskyelige mutantkræ fra gensplejsningscentralen, og de er sultne! So long!”

Uhyrerne nærmede sig actionparret. Der var tre af dem: En krokodilleagtig gangster, en skaldet svedig fætter med horn og en fjerklædt satan.

“Hvis vi slipper levende fra dette her,” udbrød Bob, “så ægter jeg dig på stedet. Jeg har altid haft et godt øje til dig.”

“Ditto her,” svarede Lulla med et skævt smil. De beseglede aftalen med et håndtryk og rettede atter fokus mod de offensive uhyrer.

Agentkollegaerne håndterede problemet professionelt. Bob stak sablen i hjertet på koloskrokodillen, før den nåede at åbne gabet. Det overlevede den ikke.

Lulla sparkede gentagne gange den skaldede forbryder i skridtet og gjorde en ende på slamberten med et kombineret hals-, nakke- og pandeslag.

Nu manglede de kun en: Fjerkræmonsteret. Bob hev sin revolver frem og skød den ned på stedet. Tre skud var rigeligt.

Dr. Blodberg var chokeret.

“Forbistrede … I har ødelagt det hele!”

“De må finde på en bedre plan, hvis De skal have ramt på os, dr. Blodberg.” svarede Lulla kækt.

“En dag vil jeg besejre jer. Bare vent.” Han kravlede surmulende ned fra bilvraget og stak af på sin tunede knallert.

Mens Bob gik i kast med at filettere de nedlagte giganter, cyklede Lulla hen til præstegården for at sætte Pastor Wurstenholz ind i sagerne. Han viede dem en halv time senere, og de spontant fremmødte gæster satte stor pris på buffeten med tre forskellige slags kød.

“Det har været en herlig dag,” sagde Lulla og kyssede sin nye ægtemand Bob.

“Mon ikke mange flere herlige dage venter os!”

Palle Padborg:
LULLA & BOB I ZOOLOGISK HAVE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: Husdyr

Den bortførte assistentvædder

Dødsfald: Sjúrður Fjertsmølle

Sangskole genoprettes med alle nødvendige midler

Livsfarlig alpehue skyld i 199 ulykker på et døgn

Pas på kønsorganerne: Ondsindet klunkekalkun går amok

Sidste nyt: Kalkun udryddet

SE OGSÅ:

Bæredygtige produkter i ny gårdbutik

Kendt lokal slægt bag spændende forretningsnyhed: Bæredygtige varer og biprodukter til favorable priser fra en stolt Wolfgang Hybbelbank og hans sønner, fire velskabte diplomslubberter.

SE OGSÅ:

Nye briller til hanelefanten Lille Bruno

Festdag i Blodhavn Zoo

Mundskænk og hustru genforenet: Hun blev siddet ihjel

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO